Jeg bliver ved med at battle de forsætter. Jeg kan egentlig godt lide at have nogen. Det er ikke noget, jeg går så meget op i, at de konstant hænger mig over hovedet, eller jeg giver mig selv skideballe, hvis det ikke bliver til noget, men det kan godt være et lille push,
Jeg har det rigtig fint for tiden. Det er dejligt. Jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at give mig selv lidt mere lov til at mærke, hvor dejligt det er. Men det kan jeg ikke. Hvad, jeg i stedet kan, er at gå og frygte, hvornår min hjerne beslutter sig for, at nu skal vi lige have en nedtur igen. Det kan måske være, fordi det er mørkt hele tiden. Måske fordi der er nogen, der skriver
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en boomer-type, der brokkede sig over den yngre generation, og hvordan vi er vant til “instant gratification” og derfor vil klare os elendigt i livet, fordi vi ikke har tålmodighed til noget som helst. Jeg skriver “vi”, fordi min erfaring er, at selvom jeg selv begynder at sige den der “ugh”-lyd, når jeg skal rejse
Jeg elsker Luksusfælden. Elsker. Engang var mit go-to reality Paradise Hotel. Jeg svor til det, forsvarede det mod haters, jeg lavede ugentlige recaps herinde, jeg svælgede i dramaet. Men på et tidspunkt blev jeg (meget imod min vilje, faktisk) ligesom for gammel til at få reality-boner af at høre nogen skrige “breeeeeev” en gang i kvarteret og kæmpe om at knalde
Foto: Emily Spiro
I kender godt de der gamle mennesker, der ikke giver en fuck for at følge med teknologiske udviklinger og råber over, at alting foregår elektronisk, og hvorfor kan man ikke bare sende et brev med et frimærke som i gamle dage? Jeg har en snigende fornemmelse, at det bliver mig. For jeg er der måske nok i virkeligheden allerede lidt.
Jeg hader apps. Eller, det passer ikke,
Jeg lavede et Instagram vs reality-indlæg tilbage i februar, men som blogger tager man i sagens natur småmange billeder af sig selv, og reglen er generelt (for mig i hvert fald, der findes sikkert mere tjekkede typer), at der bliver taget i hvert fald tyve billeder, før der kommer et, der kan bruges. Her er atter nogle eksempler på dem, der blev valgt fra.
Vi lægger ud med ovenstående,
Tilbage i maj skrev jeg et indlæg, hvor jeg fortalte, at dating i 30’erne altså ikke er som taget ud af Sex & the City. Og det er det bestemt heller ikke. Jeg har ofte laaaaaange pauser, hvor jeg slet ikke orker at overveje tanken
Tilbage i de glade 90’ere var der en orlovsordning for folkeskolelærere, der tilsyneladende var ret nice. I kraft af at have været otte år gammel, blev jeg aldrig rigtig klog på de nærmere detaljer, men eftersom min mor tilfældigvis var folkeskolelærer, besluttede mine forældre sig for at gøre brug af det tilbud, så de hev et halvt år ud af kalenderen, og så tog
Da jeg var barn, havde jeg en klar forestilling om, at jeg skulle være kendt, når jeg blev stor. Jeg så seriøst på Britney Spears og tænkte: “Yes, det ser realistisk ud. Den klarer jeg.” I mit hoved var Britney meget ældre end mig, og jeg havde jo ligesom årevis til at nå dertil. I realiteten er hun født fem år før mig og var umiddelbart i gang med sin karriere, før
Jeg ville helt bestemt ikke hæve penge på min firmakonto og spilde tid på at købe en bil, jeg efterfølgende i bedste fald havde 23 timer tilbage at køre i. Det virker bare åndssvagt. I det hele taget synes jeg, Nik & Jay går lidt urealistisk til spørgsmålet, de stiller i den sang. Nik ville holde kæmpe barbecue på stranden, og Jay ville gå en tur og score en pige og derefter