Jeg er inde i en lidt træls angst-periode. Det positive er, at jeg efterhånden er så velbevandret i området, at jeg godt ved, hvordan det skal tackles. Jeg kender følelserne. Jeg ved, at det er midlertidigt. Jeg ved, jeg kommer ud på den anden side.
Det frustrerende er, at det er helt enormt drænende at have angst. Og det gør det svært at finde det overskud, der skal for at arbejde
Det har været meget usikkert, om der blev råd til en USA-tur i år, men sandsynligheden er steget gevaldigt i løbet af de sidste par dage, og jeg krydser samlede antal af fingre, jeg er i besiddelse af. Den helt korte baggrund er, at jeg har haft en længere periode med lavere indtjening. Jeg skiftede agentur først på året, og der var et underlap (vist ikke et ord, men I forstår nok),
Temaet for årets Met Gala var “Karl Lagerfeld: A Line of Beauty”, hvilket var… Særligt. Fordi Karl Lagerfeld helt ærligt på mange områder var noget af en røv. Men modeindustrien har en tendens til at vende det blinde øje til, når det passer dem, og derfor blev det også lykkeligt ignoreret, at Lagerfeld gennem tiden er kommet med både antisemitiske, tykfobiske og
I forgårs på Instagram snakkede jeg lidt om, at jeg ikke rigtigt oplever at blive irritabel eller sur, når jeg har PMS. Min PMS går i stedet i selvværdet, så jeg går og føler mig som et råddent menneske, der ikke kan finde ud af noget, og som ingen i øvrigt kan lide, for sådan har folk det gerne med rådne mennesker. Det gode er, at jeg ved, de følelser forsvinder igen relativt
1. Jeg havde farvet mit hår, og nogle timer senere gik det op for mig, at der var kommet en klat farve på toiletbrættet. Den ville ikke af igen, og jeg nåede at panikke lidt, for når der er en brun plet på et toiletbræt, så er det altså ikke hårfarve, folk vil mistænke som det første. Heldigvis fik en god gang knofedt bugt med den til sidst.
2. Nogle gange rammer jeg så forkert
Jeg er på det sidste faldet over nogle artikler, der handler om, at folk i højere grad fravælger at læse nyheder. Simpelthen fordi det er så utroligt deprimerende. Jovist er der da hist og her en lidt mere positiv historie at hente, men som hovedregel handler det jo meget om krig og elendighed og recession og klimakatastrofer og alt muligt andet. Og jeg forstår godt, at folk vælger det
1. Kender I det, når man gerne vil se noget skærm, mens man spiser aftensmad, men man glemte at finde noget godt at se, før maden var klar, så i stedet står den bare og bliver kold, mens man leder, og pludselig findes der ikke en film eller serie i verden, der er passende at spise aftensmad til? Eddermame dumt.
2. Dame på rejsemesse: “And we have the largest Dalí museum outside
I sidste weekend var jeg inde at se “The Whale”, som Brendan Fraser for nylig (velfortjent!) har vundet en Oscar for sin hovedrolle i. Det er en rørende og utroligt hjerteskærende film. Der er en scene, hvor Fraser (lille spoiler!) har en ret voldsom overspisning, og det var en scene, der virkelig ramte mig i hjertet. Bag mig sad en mand og smågrinede, mens det stod på, og jeg
1. Var til et event, hvor vi blev vist en video, hvor fortælleren (som man ikke så) var irsk. Jeg spurgte begejstret, om det var Liam Neeson. Det var det ikke. Jeg tror åbenbart bare, at alle irske mandestemmer må tilhøre Liam Neeson.
2. Havde kun haft en bundslat opvaskemiddel tilbage i en uge, og jeg blev ved med at glemme at købe nyt, så min opvask fylder det halve af køkkenbordet.
Feel-good er jo lidt et vidt begreb. For mig er det, når jeg efterfølgende sidder med en rigtig rar følelse i maven. Måske et smil på læben. Måske lidt mere tillid til verden. Måske lidt mere tro på menneskeheden. Nogle dage orker jeg ikke at se film, hvor jeg skal tænke eller blive imponeret af visuelle effekter eller tude mig selv halvt ihjel over hjerteskærende historier. Jeg