Men jeg kom frem!!

Skrevet d. . Uploaded i brok,rejse,USA.

Jeg prøver at komme i tanke om sidste gang, jeg skulle på en længere tur med offentlig transport, og det bare spillede. Jeg kan ikke huske det. Måske er det en slags feberdrøm. Jeg har bildt mig selv ind, at det hører til sjældenhederne, at noget går galt. Lol, nej.

Før jeg boardede mit første fly på turen mod USA, spurgte personalet flere gange, om der var nogen, der ville tilbyde at checke deres håndbagage ind, for flyet var fyldt booket, og der var pladsmangel. Og people pleaseren i mig havde lyst til at råbe “I volunteer as tribute”, mens angsthjernen mindede mig om sidste sommer, hvor jeg fløj til Berlin og ikke fik min kuffert med, og hvor fuldstændig absurd kritisk, det ville være, hvis vi kom til USA uden min håndbagage, som indeholder alt fra tøj og toiletartikler til medicin og mit internationale kørekort. Så jeg kiggede skamfuldt ned i jorden og tog min håndbagage med ind i flyet. Jeg følte mig som en kæmpe røv. På nuværende tidspunkt føler jeg mig som en virkelig klog røv.

Da jeg kom ind i flyet mod Lissabon, satte der sig en dame foran mig, der faldt i snak med sin sidemand. Nårh ja, hyggeligt med lidt small talk. Bortset fra, at de ikke stoppede igen. Ikke bare et enkelt minut. I 4,5 timer talte de nonstop. Og imponerende højt. Dels fordi der var et tomt sæde imellem dem, og dels fordi den ene var lidt oppe i årene med matchende hørelse.

Jeg overvejede, hvorfor der mon ikke er stillezoner i fly. Fandme for dårligt, tænkte jeg irriteret efter det første kvarter, som om den lille ulejlighed var det værste, der kunne hænde mig. Hehehe. Så kommer Nemesis og bider en i røven.

Flyet var i forvejen ti minutter forsinket, da det ankom. Jeg havde halvanden times transfertid i Lissabon. Boarding stopper typisk en halv time før afgang på internationale afgange, så det var ikke alverden, jeg havde at gøre med. Jeg var ikke den eneste, der sad og trippede lidt af den grund, efter vi gik om bord. Mange skulle videre ud i verden. Tyve minutter senere sagde piloten skrattende noget med en computer, der skulle genstartes. Der ville gå ti minutter mere. Så gik der 25 minutter mere, hvor vi intet hørte, men flere af os begyndte at svede rimelig heftigt både fysisk og psykisk. Da vi endelig fik at vide, at vi ville komme afsted fem minutter senere, var det over en time efter den oprindelige tidsplan. Ikke godt.

Vi hentede noget tid i luften. Gudskelov. Men flyet var fuld af mennesker med korte transfertider, og selvom en enkelt stewardesse virkelig knoklede røven ud af bukserne for at hjælpe os alle, så var serviceniveauet overordnet set virkelig elendigt. Vi fik ikke en eneste beklagelse over forsinkelsen.

Det var komplet kaos, da flyet endelig trillede ind på plads i Lissabon, og måske 75% af passagererne kæmpede for at komme først af, så de kunne sætte i spurt efter deres connecting flight. Jeg sad på næstbagerste række og var her begyndt at miste håbet, fordi jeg ramte det tidspunkt, boarding til mit næste fly angiveligt lukkede, før jeg overhovedet var kommet ud. Og som prikken over i’et, skulle vi med busser fra flyet hen til terminalen. Ikke just noget, der foregår i lyntempo. Men den der ene stewardesse (hun var sendt fra himlen, ærligt) beordrede mig til ikke at kigge på uret og bare komme af sted til min gate ASAP. Så det gjorde jeg.

Jeg havde placeret mig strategisk i bussen og var først ude af dørene, da vi nåede terminalen, og så gik det edderbankeme stærkt. Vi var blevet fortalt, at vi skulle opsøge personale i orange veste, der stod klar til at guide netop transfer-passagerer, der var i tidspres. De var der da også, men noget siger mig, at de ser kriser som vores på daglig basis og er blevet en snert desensitiverede. I hvert fald bestod vores guiding primært af vage gestikulationer mod paskontrollen. Mit hjerte sank. Jeg skulle fucking igennem paskontrollen, før jeg kunne spæne mod min gate.

Gud ske tak og lov var der rigeligt med personale, og jeg strøg lige i gennem. Kurs mod gate. Den hed 44A. Jeg var et sted nederst i 30’erne og blev ved med at støde på personale i orange veste, der råbte “Washington?” ud i æteren, og jeg råbte “Yes! Yes!! og de råbte “Hurry! They are closing now”, og jeg satte tempoet op med kræfter, jeg absolut ikke aner, hvor kom fra.

Jeg nåede det. I en hvirvelvind af sved og panik. Og de tog mig hen til skranken, og mit hjerte hamrede, og jeg ville bare om bord på det fly nu!

Jeg havde fuldstændig glemt alt om de der “skal vi nu lukke hende ind i landet”-spørgsmål, der er, når man flyver til USA. Det var øjensynligt mistænkeligt, at jeg skulle rejse alene, så de bad om at se min returbillet, og i et forsøg på at være lynhurtig søgte jeg bare i Gmail på “Charlotte”, fordi jeg skal flyve hjem fra Charlotte, North Carolina, hvilket selvfølgelig bare gav mig en million mails fra kvinder ved navn Charlotte. Der kom helt tydeligt enten for meget eller ikke nok blod til min hjerne lige der, og jeg blev ved med at tænke, om de kunne finde på at lukke dørene, mens jeg stod i gaten, for det ville simpelthen være topmålet af tarvelighed! Til sidst blev jeg dog lukket igennem og spænede videre ned ad nogle trapper, hvor der holdt en bus, der skulle tage den allersidste gruppe passagerer ud til flyet.

“I can’t believe I made it!” gispede jeg nærmest grådkvalt til en venlig medarbejder, der kiggede mig i øjnene og sagde: “Breathe. You can breathe now.” Og jeg var ramt af all of the emotions. Mest lettelse. Så uendeligt meget lettelse. Var allerede begyndt at forberede mig på at skulle bøvle med at komme på et andet fly, som sikkert først ville gå et døgn senere, og var det for sent at annullere nattens hotelovernatning, og hvor sent kunne jeg ankomme for stadig at nå det hele, og hvis jeg ikke kunne nå det hele, hvad skulle jeg så prioritere? Angsten var SÅ klar til at spille fandango på den måde, den gør allerbedst. Men jeg nåede det. Jeg fucking nåede det.

At flyet efter endt boarding så endte med at holde 45 minutter og chille, før vi reelt kom afsted, det er næsten kun lidt komisk. Især fordi det viste sig, at min kuffert ikke kom med om bord. I Washington stod der en rar medarbejder og ventede på, at jeg kom igennem grænsekontrollen (som tog lidt over en time oven på en 8,5 timer lang flyvetur, ork), og håbet er nu, at min kuffert og jeg bliver genforenet i weekenden, hvor jeg har to dage i Richmond, og de derfor har et lidt længere tidsinterval til at få det til at gå op med deres leveringsservice. Jeg gør det jo ikke just nemt for dem ved at køre den ind med roadtrip. Men spændende er det i hvert fald. Især fordi medarbejderen, da jeg gav ham mit telefonnummer, sagde, at han ikke var sikker på, at hans telefon ville kunne ringe til mit danske nummer. Hvilket må siges at være en snert spøjst, når man arbejder med passagerer fra hele verden, der skal kontaktes omkring deres forsinkede baggage.

I skrivende stund er klokken 7.13 lokal tid, og jeg har været vågen siden klokken 4 på grund af jetlag. Jeg er afsindigt træt, men endnu mere spændt, og om lidt over to timer skal jeg hente min bil, og så er vi afsted! Ikke helt så glat en start, som man kunne have ønsket sig, men bare det, at jeg ikke stadig befinder mig i Lissabon, er rigeligt til at få mig til at tage ja-hatten på.

Let’s do this!

Related Posts:

Kommentarer (20)

  • Maja

    Det her blogindlæg mindede mig lige om hvor meget jeg samler de go’e gamle blogger-dage… tak for en perfekt beskrivelse! Jeg hepper på kufferten kommer frem og du får en fantastisk tur

  • Mette

    Nu har jeg jo set på dine stories at du kom frem, men det ændrer ikke på at jeg sad og krydsede fingre for dig under læsningen 😆 Pyha!
    Håber at resten af turen bliver gnidningsfri 😄

  • Maria

    Gah! Jeg hader den der løbetur gennem lufthavnen! Og når man så endelig sidder i flyet og har nået det trods alle formodninger om det modsatte arbejder nerverne på højtryk og så er det DER man begynder at græde… selvom der ikke længere er noget at græde over.

    Træls med din kuffert 🙁 Jeg håber den møder dig i Richmond.

  • Betina

    Shit man sidder her med jetlag og tuder over din fortælling, det var mit absolutte skræk scenarie for et døgn siden det der 😳 vi havde 2 timer i Paris og det var ikke et minut for lidt. Aner ikke hvordan vi skulle have nået det, hvis vi havde været forsinket!

    Hvilket selskab er du med? Vi er med Delta og ud over at de ikke over telefonen kunne berolige mig, da vi var placeret 4 forskellige steder i flyet med to børn under 10 år (hvilket en sød medarbejder i Billund fortalte os ved check-in at de slet ikke må) så har de virkelig været gode indtil videre ☺️

    Rigtig god tur, godt du beholdte din håndbagage ❤️

  • Tweeby

    Som at være der selv😂 – tror min hvilepuls steg i takt med, at jeg læste. Håber resten af turen går (mere) glat!🙂

  • Janne

    Altså jeg har et trick, som ikke er særlig elegant. MEN når flyene bliver så forsinket, at jeg kan se går svært ved at nå det, så siger jeg til stewardesse, at jeg har forstuvet min fod og derfor nu ikke kan nå frem på egne ben. Hvis de havde holdt tiden, kunne jeg tage det stille og roligt men desværre, det kan jeg ikke nu. DET betyder, de sørger for, der er en der holder i en vogn/med en kørestol, når jeg stiger af flyet og NU er det så deres ansvar, jeg når mit fly! Og de kan anvende en masse smutveje igennem lufthavnen så, jeg ender med at være der i rigtig god tid. Det koster ikke ekstra men, jeg plejer at give drikke penge som en kompensation for at jeg lyver. Amen!

  • Josephine

    Yay. Glad for jeg kiggede ind. Så genkendeligt, godt indlæg, der minder en om rejseglæde og -besvær – og rigtig god tur til dig!

Der er lukket for kommentarer.