Det er i dag præcis et år siden, jeg udgav et indlæg om nytårsforsætter for 2020, så nu kan jeg vist ikke trække den længere. Men hold kæft, hvor er jeg træt af sidste år. At snakke om det, høre om det, skrive om det. Fuck nu af. Ærligt. Gå væk. En status kommer vi dog selvfølgelig ikke udenom, så en status skal I få. Mine forsætter så sidste år ud som følger:
1. Aktivt
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en boomer-type, der brokkede sig over den yngre generation, og hvordan vi er vant til “instant gratification” og derfor vil klare os elendigt i livet, fordi vi ikke har tålmodighed til noget som helst. Jeg skriver “vi”, fordi min erfaring er, at selvom jeg selv begynder at sige den der “ugh”-lyd, når jeg skal rejse
Vi er tilbage i tippe-genren, hvor det efterhånden må være klart for enhver, at jeg holder meget af at være. I dag vender vi bare lige rundt på fortegnene og i stedet for at anbefale jer ting at købe, som jo normalt er kutymen, vil jeg gerne komme med nogle advarsler, eller anti-anbefalinger, om man vil. De fleste ikke med min gode vilje, en enkelt (take a wild guess) burde være lidt
Foto: Emily Spiro
I kender godt de der gamle mennesker, der ikke giver en fuck for at følge med teknologiske udviklinger og råber over, at alting foregår elektronisk, og hvorfor kan man ikke bare sende et brev med et frimærke som i gamle dage? Jeg har en snigende fornemmelse, at det bliver mig. For jeg er der måske nok i virkeligheden allerede lidt.
Jeg hader apps. Eller, det passer ikke,
Der er rigtig, rigtig mange gode ting ved at være fuldtidsblogger. Det er et priviligeret arbejde. Men bortset fra det der ene afsnit, hvor Carrie har så meget inspirationsmangel, at hun overvejer at skrive en klumme om, hvordan mænd er som strømper, så synes jeg, Sex & the City viser et meget urealistisk billede af, hvor op ad bakke det kan være at leve af at skrive. (På den anden
Og sommeren kom, og alle var glade. Bortset fra de af os, der tackler varme helt ad helvede til. Som er mig, hvis I skulle være i tvivl. Når temperaturen når den anden siden af 25 grader, opgiver jeg så vidt muligt alle andre planer til fordel for at sidde i min stue foran min blæser iført mindst muligt tøj – potentielt med brysterne slynget over skulderen, for guderne skal vide,
Det startede, da man var lille. Når det var sommer og en af de der rigtig gode dage, hvor man stod foran et isskilt og skulle vælge, og ens mor sagde, at man måtte vælge lige den is, man ville have – undtagen den, der var på størrelse med ens hoved, for det virkede bare lidt åndssvagt, og den var i øvrigt svinedyr. Hvilken is var så pludselig den eneste is, der så god
Jeg har nævnt det før, men jeg har en tendens til at blive besat af én sang ad gangen, som jeg spiller uforholdssmæssigt meget, indtil mit let bizarre behov bliver mættet, hvorefter jeg skifter til en ny. Sidste sang var “Don’t Dream It’s Over” af Crowded House. Ikke et dumt valg. Den her gang er min hjerne gået med den lidt mere alternative “Re-Sepp-ten”.
Hvert år, når sommeren kommer snigende, sker der nogle helt faste ting i mit liv. Til at starte med bliver jeg fælt begejstret. Solen gør rigtig gode ting for mit humør (og mit desværre kroniske D-vitamin-underskud), og jeg jubler også gevaldigt over at slippe for strømpebukserne, selvom det betyder væsentligt hyppigere benbarbering. De der uger, hvor graderne ligger på lige omkring
Jeg har lige brugt 15 minutter på at google mig frem til en sang, fordi jeg ville indlede indlægget med at citere den, og jeg kunne ikke huske titlen, men den fandtes tilsyneladende ikke? Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg googlede teksten, og intet dukkede op, og hvis det ikke findes på Google, så findes det ikke, det ved alle. Heldigvis kunne jeg meget tydeligt høre Anne Linnet