Men ve dig, hvis du ikke siger “excuse me”!

Der er ret delte meninger om amerikanernes forkærlighed for høflighed og venlighed. Som hovedregel er jeg fan. Jeg havde fx en lang, grøn trenchcoat med på min seneste tur, og de dage, jeg havde den på, modtog jeg altid mindst et kompliment for den. Og jeg synes jo også, den er pæn. Ellers havde jeg ikke købt den. Men det ville også være løgn at sige, at jeg ikke elsker den lidt ekstra nu, efter fremmede mennesker i flere uger fortalte mig, at de også synes, den er fin.

Folk, der ikke bryder sig om især høflighedsdelen, synes som regel, den virker falsk. Og det er den måske på sin vis også. Når man går ind i en butik og bliver mødt med et “hello, how are you?”, så er det ikke rigtigt acceptabelt at komme med andre svar end “I’m good, how are you?” Og så kan man godt snakke lidt om, hvorvidt det er lidt fjollet at stille spørgsmålet i første omgang. Nogle gange kan amerikanernes opførsel over for deres medmennesker blive næsten helt bizar set med danske øjne. Fordi det for os at se ikke bare er almindelig høflighed. Det er ofte helt overdreven høflighed.

Hvis man fx går bag en person i et supermarked, er det mere eller mindre påkrævet at sige “excuse me”. Og det havde faktisk nok givet mere mening herhjemme, hvor butikkerne i mange tilfælde er så kompakte, at man dårligt kan komme forbi uden lige at gnide sig op ad personen, der står i vejen. Men i amerikanske butikker er der alllll of the plads. Der er aldrig nogen, der reelt er i vejen. Der er rigeligt plads til alle. Når man går bagom et menneske er det med så meget luft, at de knap havde opdaget en, hvis man ikke sagde det obligatoriske “excuse me”. Men siges skal det altså.

Jeg kom til at lave en faux pas på det område i en T.J. Maxx. Jeg kom gående med min vogn mod enden af et tøjstativ, mens der vinkelret fra en anden side også kom en kvinde gående med sin vogn. Vi ville uundgåeligt nå samme punkt på et tidspunkt. Jeg nåede det først. Og så stoppede jeg, fordi jeg så en pæn trøje. Hvorefter hun spontant og passiv-aggressivt udbrød: “Wow. Okay.” Jeg opdagede straks min fejl. Ser I, selvom vi på det tidspunkt var måske tre meter fra hinanden, og der var to meter ved siden af mig, hvor der var lutter tom plads, og hun sagtens kunne komme forbi, så havde jeg i hendes optik spærret vejen for hende. Og jeg havde ikke sagt “excuse me”! The horror! Jeg undskyldte selvfølgelig hurtigt dybt og inderligt, som man skal, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det virkelig var en kulturel forskel. Og helt ærligt bare virkelig, virkelig dumt. 🙈 For selvom høfligheden godt kan være skidehyggelig, er problemet så selvfølgelig, at hvis den høflige gestus mangler, bliver det set som decideret uhøflighed.

Der er vi som danskere nok mere indrettet til at passe vores egen biks. Jo jo, man siger selvfølgelig “undskyld mig”, hvis man skal forbi en anden person, og personen faktisk står i vejen eller på anden måde bliver påvirket af, at man skal forbi, men ellers går man sgu da bare? Ingen grund til at tale til fremmede mere end højst nødvendigt. 😆

Måske er det i virkeligheden den del, jeg godt kan lide. At tale med fremmede. Og måske er det i særdeleshed, fordi jeg som regel rejser alene, når jeg er derovre, og så er det meget rart med noget menneskelig kontakt. Det er jo ikke, fordi det er lange, dybe eller på nogen måde ubehagelige samtaler. Som regel er det bare en sætning eller to. Når man står og kigger på en halskæde, og en dame kigger på, at man kigger på den, og siger, at den er virkelig fin. Når man går forbi nogen på et fortov, og de i forbifarten komplimenterer ens hår eller t-shirt. Da jeg en dag var på en hike, sad jeg på hug for at filme et jordegern, og ægtepar var vej på vej i min retning, men stoppede så for ikke at forstyrre. (Hvilket i sig selv var ret sødt af dem!) Jeg forklarede så, at vi ikke havde jordegern, hvor jeg kom fra, og de spurgte, hvor det var, og så talte vi sammen i to minutter, hvorefter vi gik hver til sit, og manden råbte “see you!”. Og nej, det ville vi jo ikke. Se hinanden igen. Det vidste vi begge. Men det var skidehyggeligt, han sagde det alligevel!

Så jo. Nogle gange kan jeg også godt synes, det er både lidt falsk og lidt voldsomt med de spilleregler, der er omkring at omgås fremmede i USA. Men for det meste. For det meste gør det mig bare i eddergodt humør!