Golden Globes 2024 ifølge Miriam

Jeg er lidt sent på den, men bedre sent end aldrig! Den 7. januar var der Golden Globes, og traditionen tro har jeg taget et kig på den røde løber for at give mit besyv med. Det var en meget pæn og lidt kedelig omgang, synes jeg. Der var ikke meget, der stak voldsomt ud hverken i den gode eller dårlige ende. Heidi Klum har ofte nogle spændende valg, som jeg ikke altid er enig i, men den her gang sad den lige i skabet, hvis man spørger mig! Og så har jeg – muligvis for første gang nogensinde – en mand blandt mine favoritter. Lenny Kravitz har en unik evne til at kunne bære det meste, men jeg synes i særdeleshed, han rocker det her suit!

Jeg er simpelthen nødt til at vide, om det er med vilje, at Rosamund Pikes slør forvandler hendes hoved til et perfekt æble? Jeg er ikke nødvendigvis modstander af konceptet, jeg er bare nysgerrig! Keri Russell kører den ind med lidt makuleringsvibes.

Overdelen på Da’Vine Joey Randolphs kjole giver mig kraftige associationer til Ariels muslinge-BH i Den lille havfrue, og jeg havde nok altid troet, det ikke var et look, der var muligt for de af os, der har en del barm at svinge rundt med, men jeg kan da godt se, at jeg skal genoverveje mine fastelavnskostume-muligheder! 😎 Meryl Streep er jo slet og ret Miranda Priestly her, og det varmer mit chick flick-elskende hjerte!

Jeg tror ikke, jeg har så meget tillid til noget i verden, som Rachel Brosnahan har til, at de der knapper ikke springer op på et tidspunkt i løbet af showet. Og det ligner ikke just en kjole, hvor det er muligt at have forfærdeligt meget undertøj på indenunder. Som inkarneret velour-entusiast er jeg helt pjattet med overdelen på Fantasias kjole! Og handskerne! Men så var det, som om den matchende underdel manglede, og vi fik et underskørt i stedet?

De er totalt standard klædt på, så det er ikke, fordi der er så meget at sige på den front. Jeg har bare brug for at gøre opmærksom på, at Mike Ross og Harvey Specter poserede sammen på den røde løber! 😭 Det her er et fuldstændig vanvittigt look fra Janelle James, og jeg er ret vild med det (billedet er ikke fantastisk sammenlignet med nogle af de andre), men… Hvordan?? Hvordan falder ærmerne ikke ned med så meget stof? Skal hun have en ekstra stol på hver side for at få plads til dem? Er det en mindre workout, hver gang hun skal løfte sine arme? De må da veje et ton!

Vi runder af med Natasha Lyonne aka the eye of Sauron. Og Karen Gillan i noget, der grangiveligt minder mig om en slags Rorschach-test. Er det meningen, jeg skal se to elefanter ansigt til ansigt, eller er det i virkeligheden et tegn på, at jeg har daddy issues?

 

Billeder fra people.com

Kommentarer (13)

Der er lukket for kommentarer.