I dag sad jeg på min altan og nød solen med en skål A38 og tog mig selv i at glæde mig til sommerferien. Og så tog jeg mig selv i at tænke, at det var mærkeligt, jeg glædede mig til sommerferien, for jeg har ikke umiddelbart de store planer, og hvis jeg alligevel bare skal sidde herhjemme og kukkelure, hvordan er det så særlig meget anderledes, end hele 2021 har været indtil nu?
Det
Jeg er rigtig tit bange for at være glad. Når det går godt. Som om det uundgåeligt vil få en slags karmisk alarm til at ringe et sted, og så vil universet tænke, at nu var der vist lige rigeligt af det gode og sørge for, der bliver lavet om på den situation. Faktisk er det en af de ting, min terapeut og jeg arbejder med pt. Som eksempel havde jeg for efterhånden lidt halvlang tid
Foto: Emily Spiro
Det er lidt en sær branche, jeg befinder mig i. Det har jeg sagt før. De fleste brancher er jo deres egne og har en masse uskrevne regler og forhold, som er kendt i den branche, men ikke så mange andre steder. I min branche er det hele okay meget til offentlig skue. Og det betyder, der er flere mennesker, der har nogle holdninger til mig, mine kollegaer, og hvordan vi bør
Jeg har noteret en tendens hos mig selv. Jeg hader at bede om hjælp. Til nærmest alt. Jeg kan fx godt finde på at udskyde et ellers relativt hurtigt og smertefrit smut i IKEA på ubestemt tid. Ikke fordi IKEA-ture er dødens pølse – jeg oplever dem egentlig som en slags sjov udflugt – men fordi de sjældent er et enmandsjob. Jeg ejer ikke en bil, og selvom jeg går derind med
Det er lidt en sær tid at være blogger. Jeg har altid haft det småstramt med ordet “influencer”, fordi jeg synes, det har en negativ klang af, at jeg forsøger at prakke folk noget på, mere end at jeg ofte deler ting, som jeg godt kan lide og derfor gerne vil videregive til verden. Det kom til at lyde lidt mere “woman on a mission”, end det gjorde i mit hoved, for
Hvordan går det? Et spørgsmål, jeg så vidt muligt forsøger at undgå for tiden, men som er rimelig standard og som regel følger lige i røven på “hej”, når man snakker med andre mennesker. Jeg har lyst til at sige, at det går godt, for jeg synes egentlig, det mestendels er sandt. Men jeg kan også konstatere, at jeg har taget rimelig mange forholdsregler for, at det kan
Jeg synes, det er super interessant at tænke over, hvor vores (kropslige) usikkerheder stammer fra. Jeg er med på, at vi allesammen er vokset op i et samfund med nogle fucked up skønhedsidealer skabt for, at vi netop kan få det dårligt med os selv og dermed bruge penge på at forsøge at komme til at se ud, som vi “bør”. Det har på mange måder været succesfuldt. Jeg har
Hver gang jeg skal snakke om børn (og det er et emne, vi runder semi-jævnligt), føler jeg behov for at komme med en disclaimer om, at nej, jeg har ikke ændret mening. Der er ingen frosne æg eller søgen efter baby daddy på vej, det er stadig ikke noget, jeg ønsker. Men det betyder ikke, at der ikke er en form for afsavn ved det fravalg. De ting, man giver slip på ved at blive mor (frihed,
I går blev jeg tilbudt min drømmelejlighed. Næsten i hvert fald. Der var ét lille ord, der spændte ben for mig. “Da du er noteret på foreningens venteliste til en lejlighed, kan jeg hermed eventuelt tilbyde dig nedenstående lejlighed.” Mand, fuck det eventuelt. Fuck det langt væk til et sted, hvor klip-klapper i stedet for at sige klip og klap, når man
Da jeg gik på juleferie, var jeg presset til op over begge ører. (Det kan man vist ikke sige rent billedsprogmæssigt, men I forstår nok). Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg var lige på grænsen til at knække. Hele tiden. Der var mange ting i det, men de fleste havde tilknytninger til Corona og alle dets gerninger og al dets væsen. Blandt andet havde jeg gået og båret rundt på en