Det burde måske ikke være overraskende, hvor meget det kommer op. Spørgsmålet om børn. For det er ikke nogen hemmelighed, at det er noget, de fleste ønsker, og når man når den anden side af 30, så er det gerne noget, folk allerede har eller noget, de påtænker at få inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. Altså, vi er voksne nu, ikke? Voksne mennesker taler bare mere om børn
Jeg er ikke typen, der ikke fortryder ting i livet. I ved, der findes mennesker, der siger, at de ikke ville lave noget om, fordi alle beslutninger, fejltagelser, etc har været medvirkende til, at de er den person, de er i dag. Egentlig kan jeg godt lidt misunde det syn på tilværelsen, men som minimum har jeg bestemt sagt nogle åndssvage ting i en brandert, som jeg stadig cringer over klokken
I går havde jeg den værste dag, jeg har haft længe. Længe, længe. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at tude. Så gik jeg ud på min altan og røg en cigaret (og nej, morgencigaretter er på ingen måde daglig rutine), og så tudede jeg noget mere. Det satte ligesom programmet for resten af dagen.
For noget tid siden kiggede jeg på min kalender og konstaterede, at den så lidt
For ni dage siden fyldte bloggen ni år. Jeg læste blogs i ret lang tid, før jeg selv gik i gang, og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg sgu nok var lidt for sent ude. Markedet var allerede mættet. Lololol. I knew nothing, Jon Snow. Udviklingen har selvsagt været ret vild, og med tiden udviklede det sig til en decideret branche. Mange af de store spillere fra de tidlige dage har trukket
Annonce for psykoterapeut Mette Rygaard.
Da jeg anden gang sad over for Mette, og vi var ved at komme lidt mere indgående omkring, hvad det var, jeg var i terapi for, var der et øjeblik, hvor klumpen i halsen blev så stor, at jeg frygtede, jeg rent fysisk ikke ville kunne få ordene ud – for slet ikke at tale om den psykiske blokering, der ikke just hjalp på sagen. Jeg kom derhen til
Jeg tænker, jeg næppe er den eneste, der af og til bruger min Instagram Explore uden det store formål, bare for at koble lidt af og motionere min scroll-finger. Den anden dag endte jeg nede i et kaninhul af de større, og pludselig havde jeg forvildet mig ind på en profil, jeg absolut ikke var målgruppen for, men som fascinerede mig helt enormt. Det var ikke en stor profil, det var en
Indlægget er skrevet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter.
Jeg er ikke bange for at få Corona. Det har taget mig ret lang tid at udrede det vanvittige boost af angst, jeg har døjet med, siden Corona blev synonymt med pandemi frem for mexicansk øl, men det er der, jeg er landet. Jeg er ikke bange for at blive syg. Jeg hører ikke til risikogruppen, og skulle skaden ske, så tror og håber
Da jeg lige var startet i skole, kan jeg huske, jeg tænkte, at dem i 9. og 10. klasse legit var voksne. De måtte forlade skolens grund i spisefrikvarteret, hvor de gik op i Skejby Centret og købte junk på grillen. Da jeg selv nærmede mig den alder, var det gymnasieeleverne, der var voksne. Så blev det dem på uni. Så dem med fast arbejde. Det blev aldrig rigtigt mig selv.
Misforstå mig
Så fik vi de forventede to uger mere i lockdown. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning, men jeg kan også godt forstå den stigende bekymring blandt små virksomheder og selvstændige. Der er mange afskedigelser og mange firmaer, der nok desværre ikke kommer helskindet ud på den anden side af påske. Jeg er en del af flere netværk for blandt andet enkeltmandsvirksomheder, og
Overskriften siger det hele. Jeg ved ikke, om der findes mennesker, der ikke oplever det her fænomen (i så fald: SNYD!), men jeg ved, at vi er mange, der gør. Man ligger i sin seng og er sekunder fra at døse hen, og pludselig beslutter ens hjerne sig for at forråde en på det groveste ved at bladre tilbage i fortiden og finde et minde frem, hvor man gjorde noget så pinligt, at det med