Jeg så på et tidspunkt et klip med Keanu Reeves, der udtalte noget i stil med, at noget af det rareste ved at blive voksen er, at man ikke længere går ind i alle mulige unødvendige konflikter med andre (fremmede) mennesker. Man gider simpelthen ikke.
Ind imellem får jeg skudt i skoene, at jeg har mistet min kant, har solgt ud, ikke tør råbe op mere. Og det er på sin vis rigtigt, hvis
I dagens indlæg kommer jeg blandt andet ind på suicidale tanker, så hvis du er et lortested oven i hovedet, så overvej lige, om det er nu, du skal læse det. <3
Jeg var i terapi forleden og havde i den forbindelse en snak med min terapeut om nogle tanker, jeg egentlig har gjort mig i årevis, men som har fyldt lidt ekstra på det sidste. Det handler om, hvor dårlige vi som mennesker
Jeg havde fødselsdag i går, og selvom det ikke er noget, der giver mig voldsom eksistentiel krise, så ville det også være løgn at sige, at jeg slet ingen krise har. Det, jeg har bemærket, er imidlertid, at den meget rammende kan beskrives mere som ekstern end intern. For på mange måder er jeg egentlig ret godt tilfreds med mit liv. Og selvom vi som samfund er ved at bevæge os et sted
Et af mine største gennembrud i terapi har været, da jeg fandt ud af, at jeg skal arbejde med og ikke mod min hjerne, når det kommer til ukontrollerbare, selvkritiske tanker. I stedet for at blive sur og frustreret og slå mig selv oven i hovedet, fordi min hjerne bliver ved med at sabotere mig, så prøve at forstå, hvorfor den gør, som den gør. For hjernen er jo mig. Når man bakser
Før jeg gik på juleferie, havde jeg gået længe og følt mig presset. Nogle dage ved at knække lige midtover. Min tanke var, at jeg bare trængte til ferie, og så ville jeg i vanlig stil vende tilbage efter ferien med fornyet mod. Men ferien fik ikke den der ubehagelige følelse til at gå væk, og meget, meget modvilligt gik noget op for mig, som jeg nok egentlig har vidst længe: Mit
Angst er en sjov størrelse. Dels er det selvfølgelig et spektrum, hvor man kan være ramt i forskellige grader og på forskellige måder, men det er også en størrelse, der ofte kommer lidt i bølger. På en god dag skænker jeg det ikke en tanke, når jeg skal i et supermarked, på en dårlig dag er det noget, der tager mig flere timer at tage mig sammen til, og jeg rammes af koldsved og
I går fyldte bloggen ti år. Min blog er på nuværende tidspunkt et mellemstort barn. Min blog kan læse, har lidt for store fortænder og ønsker sig den nyeste iPhone i fødselsdagsgave. Det er vildt nok. Den geniale plan i dagens anledning var at gå på jagt i arkiverne og udvælge mit yndlingsindlæg fra hvert år. Traditionen tro var jeg naturligvis ikke i stand til
I dag sad jeg på min altan og nød solen med en skål A38 og tog mig selv i at glæde mig til sommerferien. Og så tog jeg mig selv i at tænke, at det var mærkeligt, jeg glædede mig til sommerferien, for jeg har ikke umiddelbart de store planer, og hvis jeg alligevel bare skal sidde herhjemme og kukkelure, hvordan er det så særlig meget anderledes, end hele 2021 har været indtil nu?
Det
Jeg er rigtig tit bange for at være glad. Når det går godt. Som om det uundgåeligt vil få en slags karmisk alarm til at ringe et sted, og så vil universet tænke, at nu var der vist lige rigeligt af det gode og sørge for, der bliver lavet om på den situation. Faktisk er det en af de ting, min terapeut og jeg arbejder med pt. Som eksempel havde jeg for efterhånden lidt halvlang tid
Foto: Emily Spiro
Det er lidt en sær branche, jeg befinder mig i. Det har jeg sagt før. De fleste brancher er jo deres egne og har en masse uskrevne regler og forhold, som er kendt i den branche, men ikke så mange andre steder. I min branche er det hele okay meget til offentlig skue. Og det betyder, der er flere mennesker, der har nogle holdninger til mig, mine kollegaer, og hvordan vi bør