Jeg er inde i en lidt træls angst-periode. Det positive er, at jeg efterhånden er så velbevandret i området, at jeg godt ved, hvordan det skal tackles. Jeg kender følelserne. Jeg ved, at det er midlertidigt. Jeg ved, jeg kommer ud på den anden side.
Det frustrerende er, at det er helt enormt drænende at have angst. Og det gør det svært at finde det overskud, der skal for at arbejde
Jeg hører igen og igen fra folk, der er velsignet med en sund og rask hjerne, at det kan være svært at begribe, hvordan det helt præcist opleves at have en psykisk sygdom. Og det kan jeg godt forstå. Og jeg sætter inderligt pris på dem, der konstant forsøger at udvide deres horisont. Jeg har en teori om, at en lignende manglende forståelse ligger til grund for den stadig udbredte “man
Da jeg var barn, var min store drøm at blive rig og berømt. Den næste Britney Spears eller Alicia Silverstone. Det var ikke rigtigt med i mine overvejelser, at det var noget, jeg skulle arbejde for, jeg havde nok en idé om, at jeg ville blive opdaget på gaden eller noget, og så ville alt flaske sig automatisk. Til trods for at jeg hverken er indehaver af noget, der minder om et skuespiltalent
Klokken er lige omkring seks om morgenen amerikansk tid, og mit jetlag har noget så eftertrykkeligt krammet på mig. Jeg har prøvet og prøvet at tilsnige mig lidt mere søvn, men det går ikke. Fik mast fire timer ud af natten, og det må jeg så stille mig tilfreds med. Men det er okay. Det er min første hele dag, og den skal have fuld smadder.
Man kan ellers argumentere for, at turen herover
Jeg så på et tidspunkt et klip med Keanu Reeves, der udtalte noget i stil med, at noget af det rareste ved at blive voksen er, at man ikke længere går ind i alle mulige unødvendige konflikter med andre (fremmede) mennesker. Man gider simpelthen ikke.
Ind imellem får jeg skudt i skoene, at jeg har mistet min kant, har solgt ud, ikke tør råbe op mere. Og det er på sin vis rigtigt, hvis
I dagens indlæg kommer jeg blandt andet ind på suicidale tanker, så hvis du er et lortested oven i hovedet, så overvej lige, om det er nu, du skal læse det. <3
Jeg var i terapi forleden og havde i den forbindelse en snak med min terapeut om nogle tanker, jeg egentlig har gjort mig i årevis, men som har fyldt lidt ekstra på det sidste. Det handler om, hvor dårlige vi som mennesker
Jeg havde fødselsdag i går, og selvom det ikke er noget, der giver mig voldsom eksistentiel krise, så ville det også være løgn at sige, at jeg slet ingen krise har. Det, jeg har bemærket, er imidlertid, at den meget rammende kan beskrives mere som ekstern end intern. For på mange måder er jeg egentlig ret godt tilfreds med mit liv. Og selvom vi som samfund er ved at bevæge os et sted
Et af mine største gennembrud i terapi har været, da jeg fandt ud af, at jeg skal arbejde med og ikke mod min hjerne, når det kommer til ukontrollerbare, selvkritiske tanker. I stedet for at blive sur og frustreret og slå mig selv oven i hovedet, fordi min hjerne bliver ved med at sabotere mig, så prøve at forstå, hvorfor den gør, som den gør. For hjernen er jo mig. Når man bakser
Før jeg gik på juleferie, havde jeg gået længe og følt mig presset. Nogle dage ved at knække lige midtover. Min tanke var, at jeg bare trængte til ferie, og så ville jeg i vanlig stil vende tilbage efter ferien med fornyet mod. Men ferien fik ikke den der ubehagelige følelse til at gå væk, og meget, meget modvilligt gik noget op for mig, som jeg nok egentlig har vidst længe: Mit
Angst er en sjov størrelse. Dels er det selvfølgelig et spektrum, hvor man kan være ramt i forskellige grader og på forskellige måder, men det er også en størrelse, der ofte kommer lidt i bølger. På en god dag skænker jeg det ikke en tanke, når jeg skal i et supermarked, på en dårlig dag er det noget, der tager mig flere timer at tage mig sammen til, og jeg rammes af koldsved og