Til daglig bor jeg sammen med Egon Olsen

Angst er en sjov størrelse. Dels er det selvfølgelig et spektrum, hvor man kan være ramt i forskellige grader og på forskellige måder, men det er også en størrelse, der ofte kommer lidt i bølger. På en god dag skænker jeg det ikke en tanke, når jeg skal i et supermarked, på en dårlig dag er det noget, der tager mig flere timer at tage mig sammen til, og jeg rammes af koldsved og skal koncentrere mig væsentligt mere om min vejrtrækning end burde være nødvendigt efter 35 års øvelse.

Når jeg får perioder med svær angst er det en forfærdeligt debiliterende ting at slæbe rundt på. Det føles farligt at gå udenfor, nogle gange føles det sågar farligt bare at forlade sengen for at gå ud i stuen. Mine tanker går amok, og hvor meget jeg end forsøger at stoppe det, svælger min hjerne rundt i en sø af bekymringer, katastrofeforestillinger og en intens gang selvhad. Jeg hiver gamle, slidte scenarier frem, hvor jeg har sagt noget dumt i en brandert eller kom til at trykke på stopknappen i bussen for sent, så chaufføren måtte bremse lige hårdt nok og blev sur på mig, og så fortæller jeg mig selv, at jeg er uduelig, og alle mennesker i verden kun tolererer min eksistens, fordi de skal. Og selvom min fornuft godt ved, at det er fucking åndssvagt, så er det ligesom ikke den, der er i førersædet lige der.

På de gode dage bemærker jeg heldigvis knap angsten, men forleden gik det op for mig, at det ikke betyder, den ikke er der. Sådan smålurende bagerst i hovedet. Jeg har bare brugt enormt meget tid på at lære at leve med den, så jeg ofte nærmest ikke opdager det mere. Lidt ligesom det der lilla søm, der sidder oppe ved loftet i min stue. Det holder en ledning oppe, og min far valgte bevidst farven lilla, så jeg ikke kunne ignorere, at jeg skulle købe en liste til netop den ledning. Det gjorde jeg ligesom bare aldrig, og sømmet sidder der endnu, men det er hundrede år siden, jeg holdt op med at lægge mærke det. Hvis nogen spørger, kan vi kalde det en quirky del af mit interiør sammen med busten af Beethoven og det lyserøde porcelænsæble.

Den bedste måde at beskrive mit hverdagsliv med angst er, at min angst er den der lidt irriterende roomie, man ikke er super stor fan af, men man skal jo bo sammen, så man kan lige så godt få det bedste ud af det. Min angst-roomie råber fx af mig, hvis jeg foreslår, vi skal være spontane. Det er en ting, jeg rigtig gerne ville dyrke i teorien, men i praksis fucker det som regel med hele den nøjsomme planlægning, jeg både bevidst og ubevidst dyrker for at komme allermest gnidningsfrit igennem hverdagen. Min angst-roomie kan ikke arbejde med usikkerhed. Det sætter gang i en masse hvad-nu-hvis-tanker, som jeg helt ærligt bare ikke gider bøvle med. Hvad nu hvis jeg spontant går ud i aften, og jeg er så træt i morgen, at jeg ikke kan komme i mål med de ting, der er på min to-do-liste? Hvad nu, hvis jeg så er nødt til at skubbe de ting til dagen efter, og pludselig bliver det svært at få den der opgave færdig til deadlinen? Hvad nu, hvis jeg ender med at sidde med den opgave to timer før fristen og har total skriveblokade, men den skal bare være færdig nu? Det er vigtigt, vi holder os til planen. Hvis vi følger planen, sker der ikke noget uforudset, og så kan der ikke opstå kriser, jeg pludselig skal håndtere. Planen. Planen er essentiel. Min angst er fucking Egon Olsen.

Jeg ved ikke, om det i ører, der ikke sidder fast på et hoved med en angstdiagnose, lyder helt vildt besværligt eller som noget, der ligesom bare er almen logik. At man selvfølgelig planlægger alle aspekter af sit liv. At jorden lidt går under, hvis man ikke kan få den aftensmad, man har planlagt, på den dag, man har planlagt den, for ellers fucker det med alt fra madplan henover indkøbsdag til, hvornår jeg skal gå ned med aviser (det er timet til at passe med indkøbsdagen), og så er der pludselig kaos i systemet, og planlægningen skal starte helt forfra. Der er sikkert andre, der af blandede årsager er lige så planlægnings-nazi, som jeg er, men jeg vil sige så meget, at hvis jeg dykker ned i mine følelser omkring det, så er det noget, jeg er virkelig træt af. Fordi det ikke altid har været sådan, og jeg kunne egentlig ret godt lide, som det var før. Det føltes mere frit. Men jeg har også fundet ud af, at det for mig er den absolut nemmeste måde at dæmpe risikoen for, at angsten stikker hovedet ud og brokker sig, og det er værd at ofre en del for. Også spontanitet. Gudskelov er de fleste af mine venner obs på, at man altid gerne må spørge, om jeg har lyst til at ses med en times varsel, men det meste af tiden får de et rungende nej. Hvis man til gengæld lige giver Egon tid nok til at komme på en plan, så er jeg klar på det meste.

Gad vide, om det gør mig til Kjeld eller Benny? Jeg må næsten være Kjeld, Herbert er klart en Benny, og så går roomie-situationen ligesom op i en højere enhed.

Kommentarer (48)

    • Det er på mange måder virkelig fascinerende (om end selvfølgelig også lidt træls), hvor mange forskellige udtryksmåder angst har.

  • Dejligt at få indblik i et lidt mere seriøst og relaterbart hverdagsemne fint afrundet med en genkendelig humor. Tak for det.

  • Tak Miriam. Bare Et stort og rungende TAK!! Jeg kender det så godt og bliver ramt af det du skriver.
    Det er så rigtig og kan i den grad kende mig selv! Angsten forsvinder aldrig rigtig og man ved aldrig rigtig om den er “synlig” når man vågner om morgenen, men man ved at den er der.
    Alle de “hvad nu hvis” tanker kan drive en til Vanvid og jeg kan have samtaler men den lille/store angst- stemme der hele tiden siger “hvad nu hvis”…. Og det er ca. 50/50 hvem der vinder.
    Tak fordi du igen taler om angst.
    Jeg elsker at følge dig og har gjort det i en del år efterhånden.
    Glædelig jul til dig💕🎄

    • Jeg kan både rigtig godt og samtidig slet ikke lide, at jeg nogle gange bliver helt i tvivl om, hvad der er angst, og hvad der er normalt. Fordi det betyder, at den er så meget en del af mig, at den ligesom er fusioneret med resten af mig. Og det gør det på mange måder lettere at deale med den. Men også stadig lidt træls, ikke? 😀

  • Forestiller mig ikke at det har været nemt at fælde ned på skrift, men takker for at indlægget er blevet til. Det hjælper altid lidt at læse andres erfaringer med deres angst, synes jeg, og jeg kan genkende mig selv i meget af det du skriver her – og så kan jeg jo ikke være helt alene med det 😅
    Tak 🌸❤️

    • Nej, det er helt sikkert et af dem, der er blevet forfattet lidt løbende over en periode for at blive helt, som jeg ville have det. Det er jo lidt et sårbart emne, men også vigtigt, synes jeg.

  • Tak for et rigtig fint indlæg ❤ Jeg har ikke selv erfaring med angst, så jeg sætter virkelig pris på, at du vil dele hvordan det føles.
    Og ja, Herbert er den fineste lille Benny 😆

    • Jeg bliver så glad, når folk gerne vil gøre et forsøg på at lære mere om ting, de måske ikke selv har/forstår! Og ja, kæmpe Benny-vibes! 😀

  • Sikke et godt skriv! Det sætter ord på mange af de mekanismer jeg ser hos især min mand, men også hos veninder der er angstramte. Tak for, at lade os være med helt derinde hvor tingene bliver komplekse. Det giver stof til eftertanke og grobund for en dybere forståelse for mine medmennesker. 🤎

    • Det er jeg så glad for, du synes. Det kan godt være svært at sætte sig ind i, hvordan psykiske diagnoser kommer til udtryk, fordi det så ofte er komplet irrationelt, men det er så dejligt, når folk går ind til det med et åbent sind.

  • Hvor kan jeg bare relatere uhyggeligt meget – det kunne lige så vel have været min angst, du havde skrevet om! Rart med en følelse af ikke at være alene med det 🙂

  • Tak for dit indlæg. Lige præcis her til aften har min hjerne svælget i noget, jeg sagde til en lille gruppe mennesker. Var det nu forkert? Og i virkeligheden sagde jeg det bare for at tage hensyn til min far. Og så kan jeg mærke bølgen af angst skylle ind over mig. Det gør mig dog mere rolig at vide, at jeg ikke er alene om de ængstelige tanker, der på en måde er spild af tid at skulle køre rundt i. Det er bare ikke så ligetil.

    • Det er super spild af tid, men vi gør det heller ikke så meget af egen fri vilje. Jeg døjer også sindssygt meget med ruminering, det kan dælme være svært at rykke sig selv ud af det tankespind!

  • Jeg bliver altid overrasket når nogen forklare om angst selvfølgelig fordi jeg ikke har angs selv. Men også fordi det er virkelig forskelligt fra person til person.
    Men hold op, hvor forklare du det virkelig godt her. Og hatten af for alle der lever med angs. Jeg er gost klar over det ikkeer noget man vælger. Men for filan hvor aynes jeg du er stærk. Altså at skulle forholde sig til træls roomieangst. Man ved jo godt, at det fylder alt. Men den der roomie reference er virkelig go. For hvem har ikke haft en træls roomie man ikke kunne holde ud… og bare tanken om sådan en roomie er virkelig skræmmende

    • Det fylder virkelig meget, hvis man sådan aktivt begynder at tænke over det. Men sådan på dagligdagsbasis er det næsten blevet så almindeligt at tage hensynen, at jeg ikke tænker så meget over det. Lidt ligesom hvis jeg havde en madallergi, tænker jeg. Man gør bare det, man er blevet vant til. 🙂

  • Jeg har også en lille Egon i mit hoved, jovist da mindre råbende end din, men han er der. Man bliver enormt god med tiden til at ignorere den lille gnom, der så bare råber lidt højere, for han bryder sig jo ikke om at blive glemt. The struggle is real😒

    • Haha, ja, jeg har så valgt mestendels ikke at ignorere ham, men bare at gøre, som han siger, så han holder kæft. 😀

  • Kære Miriam, tusind tak for denne beskrivelse og det rigtig gode indblik i livet med angst. Jeg har det ikke selv, men min kæreste har, og din beskrivelse her og dine fantastiske evner til at sætte ord på, hjælper mig til at forstå ham bedre. Tak

    • Det gør mig sindssygt glad, hvis jeg kan hjælpe andre til at forstå angst bedre, det er virkelig et vigtigt sted at kunne gøre bare en lille forskel!

  • Tusind tak for det her indlæg Miriam! Jeg synes også at det er sejt at du overhovedet kunne skrive det, da jeg som én der også døjer med angst, ville have lagt vågen hele natten over at ha’ “blottet” mig så meget. Angsten spiller sig anderledes ud hos mig, men jeg kan virkelig genkende følelserne du beskriver. Og så elsker jeg bare at du har personificeret din angst med Egon Olsen! I hvertfald… Tak for det her Indlæg Miriam, jeg ved jo at der er mange derude som døjer med angst. Men på en eller anden måde får det her indlæg mig til at føle mig mindre forkert. Tak for dig❤️

    • Det har også ligget i mine kladder noget tid og ventet på, jeg lige var klar, kan jeg afsløre. Selvom reaktionerne altid er langt overvejende positive, så kan man også risikere kommentarer fra folk, der godt kan lide at bruge sårbarhed som skyts, og det skal man lige være et sted, hvor man kan tackle.

  • Jeg led i mine teenageår af skizofreni (Jeg er helt rask i dag). Angsten kom til udtryk på en hel anden måde, men jeg husker tydeligt, hvor invaliderende det var, og hvordan langt ude ting kunne føles som det mest logiske i hele verden. Tankerne om at andre blot udholdt mig, kan jeg så godt relatere til.
    Dejligt du har en omgangskreds, som tager hensyn, og hvor er det sejt, at du har fundet strategier der virker. For jeg forstår virkelig godt, at spontanitet er fedt, men angst er bare virkelig virkelig ufedt.
    Tak fordi du er med til (igen) at sætte ord på, hvordan det kan være, når psyken driller. Du gør det så godt, og jeg håber virkelig, din roomie lærer at tage på nogle flere ferier med tiden.

    • Jeg tror, man bliver klogere på sig selv og sin sygdom med tiden. Jeg synes ikke nødvendigvis, den er super fed nu, men engang kunne jeg nærmest ikke rumme den eller navigere i den, så på den måde er jeg virkelig taknemmelig for, hvordan det ser ud i dag!

  • Har ikke angst, men autisme og jeg kan absolut relatere til dét med planlægning. Jeg er lige startet på universitetet og jeg kan ikke lide at indrømme det, men jeg gemmer mig ofte på badeværelserne i stedet for at gå til undervisning. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Det err træls når man er ensom men heller ikke kan overskue andre mennesker.

    • Uni kan virkelig også være mange sanseindtryk, jeg kan godt forstå, hvis det hele bliver lidt overvældende ind imellem. <3

  • Jeg kom væk fra at ville skrive en kommentar den anden dag. Men har tænkt flere gange på det du skrev. Jeg kan i varierende grad genkende mange tanker og følelser fra mit eget liv. Det er altid ‘rart’ (det er et underligt ord at bruge i sammenhængen) at læse andre kan have nogle af de samme tanker og observationer som man selv har. Det føles ligesom mindre..ensomt. Så tak for at sætte ord på sådan et meget privat emne.

    • Ja, jeg har det på samme måde. Det er både rigtig rart og rigtig trist at læse om, når andre har det som en selv. Man føler sig mindre alene, men man ønsker jo heller ikke for nogen andre, at de skal opleve, hvad man selv gør.

  • Tak ❤️ Du har sat ord på noget som er vildt svært at forklare. Jeg vil bede min mand om at læse det, så kan det være han forstår mig bedre. Tak ❤️

  • Tak for det her skriv! Det er som taget ud af mine tanker. Jeg har i mange år lidt af angst og depression, men fandt så ud at det i virkeligheden har været følgesygdomme til autisme (Asbergers) og ADHD (uden den fysiske hyperaktivitet) hvilket virkelig har givet mening for mig. Det sværeste for mig er i virkeligheden ikke selve sygdommene (som ellers er svære nok at leve med), men når folk omkring mig ikke respekterer og/eller accepterer det. Dét er virkelig en sorg.

    • Det er stadig meget tabubelagt, når man fungerer anderledes end normalen eller har lidt kvaler psykisk, men jeg synes heldigvis, der bliver åbnet mere og mere op for snakke om det og dermed også for forståelsen.

  • I mit arbejde har jeg kontakt til et menneske med angst, og dit perspektiv giver mig en mulighed for at forstå og hjælpe bedst muligt. Tak for det!❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.