Jeg forstår godt dem, der ikke forstår det, for jeg forstår det ikke altid selv
Jeg hører igen og igen fra folk, der er velsignet med en sund og rask hjerne, at det kan være svært at begribe, hvordan det helt præcist opleves at have en psykisk sygdom. Og det kan jeg godt forstå. Og jeg sætter inderligt pris på dem, der konstant forsøger at udvide deres horisont. Jeg har en teori om, at en lignende manglende forståelse ligger til grund for den stadig udbredte “man skal jo bare tage sig sammen”-tankegang. Som ikke nødvendigvis er ondsindet, men desværre meget skadelig.
Fordi. Når vi hører, at nogen bliver ramt af kræft eller brækker et ben eller får lungebetændelse, så har vi noget helt konkret at forholde os til. Det er begribeligt, når et røntgenbillede viser et brud, eller at man er nødt til at få ilt via en slange for at få luft ned i lungerne. Med psyken bliver det hele lidt wishy-washy. Og here’s the thing: Vi har alle en psyke, der spytter et væld af følelser ud, og derfor har alle har en vis form for referenceramme. Alle har prøvet at være nedtrykt. Og nedtrykthed er et af symptomerne på depression. Og hvis man har oplevet på egen krop at være nedtrykt, og at det også naturligt går over (for det gør det jo gerne, når man ikke er syg), så kan det være svært at forså, at det samme ikke sker for andre. Måske føler man, man aktivt gjorde en indsats for at komme ud af sin egen nedtrykthed, og det gik jo fint, så hvorfor kan folk med depression ikke bare gøre det samme?
Fordi det ikke er det samme.
At blive nervøs, når man skal møde en masse nye mennesker, er ikke det samme som at have angst. At godt kunne lide, at ens bøger i bogreolen er symmetriske, er ikke det samme som at have OCD. At vågne en enkelt dag og være ked af det uden nogen regulær grund er ikke det samme som at have en depression.
Psykiske sygdomme kan opleves som ganske naturlige menneskelige følelser, der stikker af og bliver ukontrollerede i en sådan grad, at de overtager hele ens liv. De bliver sygelige, og det er jo så der, det bliver det en sygdom. Men fordi raske menneskers referenceramme har et naturligt slutpunkt, bliver sygdomsdelen svær at forstå. Det er eddertræls at have en dag, hvor man er trist og træls til mode, hvor verden virker som et skrækkeligt sted, hvor ingen synes at kunne lide en, og hvor man føler sig forkert på alle måder. Men der er et stykke vej derfra til at have noget nær alle dage sådan. Til ikke at kunne komme ud af sengen, ikke kunne komme i bad, ikke kunne lave sig selv en rugbrødsmad, fordi der ikke er flere rene knive, og det føles som at skulle bestige Mount Everest at være nødt til at vaske en op. Som depression fx kan se ud. Og når jeg ser det på skrift, kan jeg så udmærket set, hvorfor det må være så svært at forstå. At vaske en kniv op er vitterligt en opgave, der tager måske et minut og kræver noget nær ingenting. Meget lidt energi, ingen logisk tænkning, ingen tagen stilling til noget som helst. Bare smid lidt sæbe på og gnub, og så er vi færdige.
Det kan man bare ikke. Og det er svært at forklare, hvorfor man ikke bare kan, for man ved det ikke nødvendigvis selv. Man ved bare, at alting pludselig er en kamp. Og ens hjerne har ikke nødvendigvis mistet sin fornuft, så man ved jo godt med den del, at det ikke er hverken hårdt eller vanskeligt at vaske en kniv op. Det føles bare pludselig sådan. Og den følelse skal man kæmpe imod hvert eneste sekund af sit liv. Og det er så uendeligt udmattende. At være i krig med sig selv. Nonstop.
Min hjerne har det bedre nu. Den er ikke rask og bliver det nok aldrig – i hvert fald ikke på den måde, som jeg kendte den, før jeg blev syg. Og selv nu kan jeg godt kigge tilbage på mine værste tider og have svært ved at forstå, hvordan jeg kunne SÅ lidt. Selvbebrejdelse er en djævel, og den følger ofte med i kølvandet på sygdomme, der får folk til at sige, at man “bare” skal tage sig sammen. Men der er intet “bare”. Og det gør kun ondt værre at få den kastet i hovedet. For det er fucking svært nok i forvejen.
Jeg ved godt, det er uvidenhed. Men uvidenhed er også lidt en ringe undskyldning. For uvidenhed er ikke partout et fy-ord, og den kan vise sig på mange måder. Som fx dem, der ærligt siger: “Det forstår jeg ikke. Men jeg prøver.” Og ærligt: Jeg forstår godt, I ikke forstår det. Jeg var i det i årevis. Jeg er på sin vis stadig i det. Og jeg forstår det heller ikke altid. Men jeg sætter pris på, at I prøver, for det gør jeg også. Og det er nok i virkeligheden det bedste, vi kan gøre.
Majken
💜 (Mega godt skriv!)
MiriamsBlok
Tak! <3
Karin
Tak for det meget fine indlæg. Jeg tror nemlig jeg er en af dem, der “ikke forstår”. Men du har hermed gjort det lidt lettere for mig i hvertfald.
MiriamsBlok
Det er jeg vel nok glad for!
Marie
Da jeg var ramt af min første depression blev jeg på et tidspunkt sulten nok til at gå op til pizzamanden efter pizza. I nattøj. Under en lang frakke. Fordi det at tage tøj på OG gå ud af døren var for stor en opgave. Det er utroligt hvor lidt man kan, når man sidder der i sit sorte, dybe hul.
Det er så godt og sundt at du tager mental sundhed og sygdom op som emne igen og igen. Jeg håber det hjælper dem, der ikke selv har prøvet det. Jeg VED det gør godt for resten af os <3
MiriamsBlok
Åh ja, der har jeg også været! Det der med at tage BH på virkede vanvittigt uoverskueligt. Jo færre tøjdele, desto bedre!
Sandra
Jeg kan så meget relatere til begge sider af dit skriv. Jeg havde levet hele mit liv uden de vilde psykiske problemer, hvorefter jeg i midten af mine 20’ere nærmest ud af det blå blev ramt af noget vanvittig invaliderende socialangst. Og det var så frustrerende, fordi jeg vidste godt at det der foregik ikke var rationelt, men jeg følte jeg fuldstændig havde mistet kontrollen over min krop og sind. At gå fra et rigt social-liv og altid være klar på sociale arrangementer til pludselig ikke at kunne forlade mit hjem uden det tog mindst 1 time, fordi jeg først skulle et angstanfald igennem, lave vejrtrækningsøvelser og kæmpe mod min hjerne, og gentagne gange måtte jeg simpelthen ringe og aflyse mine aftaler.. jeg ville ikke ønske det for min værste fjende! Men jeg havde absolut ingen anelse om hvad det indebar før det ramte mig selv. Og jeg følte mig SÅ alene, fordi ingen omkring mig forstod. Men mine veninder forsøgte, og det betød alverden.
MiriamsBlok
Det er så utroligt frustrerende at være i stand til at kigge på sin sygdom med “raske” øjne og godt kunne se, at det slet ikke burde være så svært, som det er, når man ingen kontrol har.
Mie
Hvor er det bare rigtigt beskrevet… også selvom der ikke er to, som er ens.
“Almindelige hjerner” kan bare ikke begribe, hvordan det er at være i en depression eller anden psykisk lidelse – for man kan jo “bare”…
Tak for at sætte ord på 😘
MiriamsBlok
Hvis bare man bare kunne!
Lene
Hej Miriam:-)
Det er virkelig svært for andre at forstå. At der ikke er noget synligt galt. At man skal tage medicin hver dag.
Sukkersyge kan alle forholde sig til, så en læge anbefalede mig engang at beskrive min depression på samme måde: Sukkersyge kan ikke selv producere insulin. Derfor skal de have medicin. Depressive kan heller ikke selv producere de stoffer (som jeg lige nu ikke kan husle, hvad hedder), som letter lidt på humøret. Derfor skal jeg tage medicin hver dag. Resten af livet.
Kram til dig for at forsøge at sætte ord på det svære.
Kh Lene
MiriamsBlok
Jeg tror, det er, fordi der stadig er den kobling til følelser/humør, som der ikke er ved sukkersyge. Det bliver bare svært at begribe.
Janni
Åh hvor er det dog bare noget af det mest relaterbare jeg længe har læst. ❤️
Jeg har kæmpet med depressioner on and off hele mit liv og på nuværende tidspunkt har jeg været i en dyb depression i 2 år. Min datter spurgte på et tidspunkt hvad det betød/hvordan det var at have en depression (hun var 9 på det tidspunkt). Jeg stillede mig på gulvet og bad hende om at sætte sig på gulvet og med både ben og arme tage fat om mit ene ben, så hun “hang fast” på mig. Og så sagde jeg til hende at hun skulle forestille sig at ALT hvad jeg gjorde skulle jeg gøre imens jeg havde noget tungt omkring mit ben på den måde. Om det var at få ud og børste tænder, tømme opvaskemaskine, lave mad, køre bil, hygge med en veninde, så var alt bare sværere. Det gav hende lidt forståelse for det.
Jeg plejer at sige det samme som dig – at jeg godt kan forstå at folk ikke kan forstå hvorfor alt er så svært, for jeg forstår det heller ikke selv. Jeg plejer at sige at det er ikke så vigtigt for mig om folk forstår det. Det der er vigtigt er at de anerkender og respektere at det er sådan.
MiriamsBlok
Så fint billede, du fik malet til din datter. Jeg går også klart mest op i, om folk respekterer, at det er en reel sygdom og ikke bare tristhed/dovenskab/whatever.
Sandie
Jeg ELSKER dig for det her indlæg. Tusind tak for at sætte ord på, hvor svært det kan være. Jeg plejer at beskrive det som at skulle bestige Mount Everest i balletsko. Når man vitterligt ikke kan gå i bad. Eller tage strømper på.
MiriamsBlok
Det er både svært at forstå og svært at forklare, men jeg gør mit bedste!
Marianne
Du skriver altid så fint, velformuleret, og tilgængeligt om psykisk sygdom. Jeg bliver altid lidt klogere, når jeg læser dig!
MiriamsBlok
Tusinde tak! Det er jeg virkelig glad for!
Dea
Wauw, tak for at prøve at forklare❤️ Sætter jeg pris på.
MiriamsBlok
Tak for at læse!
Matilde
Jeg er en af dem der ikke har prøvet det selv, men forsøger at forstå, da flere af mine nærmeste er ramt på forskellig vis af psykisk sygdom. Derfor læser og lytter jeg med stor taknemlighed når du og andre fortæller!
Min onkel blev ramt af en hjerneskade som betød forringet motorik, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor han ikke lavede sine genoptræningsøvelser, og derfor fik dårligere og dårligere funktion. Jeg sagde *heldigvis* aldrig noget til ham om det, men tænkte mange bebrejdende tanker, før det blev klart for mig, at jeg ikke kunne vide noget som helst om hvorfor det var svært for ham, men det var det jo tydeligvis, ellers havde han nok trænet… Han syntes jo heller ikke det var fedt at miste sine funktioner.
Jeg er ikke ude på at sammenligne min onkels situation med psykisk sygdom, men som udenforstående og pårørende tænker jeg tit på, at jeg kan ikke vide hvordan det er at være ramt, jeg må bare lytte til hvad personen selv siger, og antage at hvis man siger noget er svært, så er det svært, om jeg forstår det eller ej.
MiriamsBlok
Det er en god huskeregel – det der med, at man altid kan tænke sit, men man ved i bund og grund intet om, hvordan andre mennesker har det eller hvorfor.