Prokrastination og fyldte fucks-poser og godt med stream of consciousness

Der er mange ting i verden, jeg er god til. Det må man ikke sige i Jante-land, men det er altså sandt. Jeg er god til at bruge den præcist rigtige mængde ost, når jeg laver pizza. Jeg er god til at sætte komma. Jeg er god til at huske sangtekster. Jeg er god til at købe julegaver, der ikke var på ønskesedlen, men som gør folk glade. Jeg er god til at holde på en hemmelighed. Alle vidunderlige egenskaber, som jeg sætter meget pris på.

Og så er der de andre ting. Dem, som jeg er god til, men som jeg lidt ville ønske, jeg var elendig til. Fx er jeg absolut fremragende til at prokrastinere. Og det er sjovt, for jeg er også virkelig god til at overholde en deadline, men hvis der ikke er en deadline som sådan, så får jeg ikke skidtet gjort. Fx er det omkring to uger siden, jeg besluttede mig for, hvilken dag jeg tager til Jylland på juleferie. Og i sekundet beslutningen var taget, tænkte jeg: “Jeg skal huske at bestille en togbillet snart, inden der bliver udsolgt og/eller priserne stiger.” Og så tænkte jeg det igen dagen efter. Og dagen efter det. Har jeg fået det gjort? Nøh. Er priserne steget? Jep.

Der var engang, prokrastinationen faktisk kom mig til gode. Igennem hele min skoletid proklamerede jeg stolt: “Jeg arbejder bedst under pres!”, når der var fire dage til aflevering af en eksamensopgave, og jeg ikke rigtigt var gået i gang endnu. Og faktisk var det ikke helt forkert. Der sker et eller andet inde i min hjerne, når den skal performe, og det skal den bare nu. Det er, som om den lige unlocker et ekstra gear, jeg ikke normalt har adgang til. Er det sundt? Sikkert ikke. Er det effektivt? I dén grad.

Problemet er, at for at det er en bæredygtig måde at gøre tingene på, så skal man være i stand til at ignorere den der lille stemme i hovedet, der siger, at vi faktisk nok burde gå i gang nu. Og med tiden er den stemme blevet noget mere højrøstet og noget sværere at ignorere. Og efterhånden har den faktisk på mange måder vendt helt op og ned på, hvordan jeg griber opgaver an. Nu har jeg brug for at færdiggøre større ting i hvert fald en dag eller to før deadline. Så hvis der går noget galt, er der tid til at fikse det. Den der “det skal nok gå”-mentalitet er lidt forsvundet. Man kan argumentere for, at det er en bedre måde at gøre tingene på. Mere ansvarligt og sådan. Og jeg kan godt lide at være ansvarlig. Men jeg var samtidig blevet lovet, at jo ældre man blive, jo færre fucks giver man. Og jeg har et dybt og inderligt behov for at give et markant mindre antal fucks, end jeg gør lige nu. Min fucks-pose er fyldt til bristepunktet, og jeg stresser altid over at gøre tingene godt nok og helst også lidt bedre end det. Det er sgu lidt udmattende i længden.

Det er, som om min hjerne er ihærdig tilhænger af yderpoler. Uanset hvad vi gør, skal vi helst gøre det i så intens grad som muligt. Vi kan ikke bare have planer om at lave en opgave i ordentlig tid, vi skal også tænke i plan B, C og D, hvis nu plan A viser sig ikke at fungere. I gamle dage satsede vi alle pengene på plan A og var bare solidt på røven, hvis den ikke funkede. En eller anden form for mellemvej ville måske være ideel, men jeg er ikke umiddelbart sikker på, hvordan man træner sig selv til at nå derhen. Sikkert noget med øvelse. Det er jeg ikke så hooked på.

Det var et utroligt stream of consciousness-agtigt skriv. Virginia Woolf would be proud. Og nu køber jeg altså den togbillet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.