Send flere timer: Savnet til varme muler og uregelmæssige verber

Humlen ved at blive voksen er, at man lige pludselig ikke har så meget tid, som man havde, da man var barn. Det vil sige, hvis vi stiller det firkantet op, har man selvfølgelig præcis samme mængde tid, man har bare også markant flere ting i sit liv at skulle fylde den tid op med. Mest kedelige praktiske ting, man ikke havde så mange af, da man var barn.

Pludselig bliver ens egentlige fritid mindre. Altså den tid, man har til rådighed til at bruge på venner og interesser og den slags. Og så skal man til at prioritere, hvad man helst vil. Jeg tror, det er en af grundene til, at der ganske naturligt ryger nogle ting i svinget.

I dag kan jeg godt sidde og tænke, at der er nogle ting, jeg ville ønske, jeg havde holdt fast i. Fx var jeg virkelig god til tysk engang. Så meget, at jeg havde det som suppleringsfag på universitetet. Jeg havde en fest med at nørde kasus og uregelmæssige verber og ordforråd. Tysk er for mange lidt af et hadefag, for mig var det en oprigtig interesse. Men da jeg pludselig ikke var tvunget til at øve mig til studiet, begyndte det at gå den forkerte vej. Sprog – som så mange andre egenskaber – skal holdes ved lige. Ellers glemmer man dem. Det er ikke, fordi jeg er helt tysk-analfabet i dag. Jeg kan højst sandsynligt stadig mere end den gennemsnitlige dansker, der havde tyskundervisning af rendyrket tvang. Og jeg kan godt føre basale samtaler og forstår stadig det meste skriftlige tysk, men jeg bliver ærgerlig på mig selv, når jeg er i Tyskland og bliver konfronteret med, hvor begrænset jeg er i forhold til tidligere. Det stikker lidt i hjertet, for det var noget, jeg virkelig gik op i engang. Og holdt meget af.

Jeg har det på samme måde, hver eneste gang jeg ser en hest. Hold kæft, hvor jeg elskede at være hestepige. Sådan helt ind i sjælen. Duften af savsmuld og varme, prustende muler og friheden, når man lykkeligt galopererede igennem skoven på en solrig forårsdag. Jeg stoppede, da jeg stoppede på efterskole, så det er ved at være en hel del år siden. Heste er en afsindigt tidskrævende (og afsindigt dyr) hobby. Man kan i teorien godt booke en time på hesteryg en gang om ugen, og det har jeg virkelig lyst til engang imellem, men det er selvfølgelig ikke samme følelse. Og jeg lever ikke et liv (eller bor et sted), hvor det er realistisk at sætte minimum halvdelen af ugens dage af til at genoptage den interesse, det ved jeg godt. Men åh, hvor kan jeg stadig savne det.

Jeg skriver heller ikke så meget, som jeg gjorde engang. Altså ting, der ikke bliver udgivet. Det er der dog en naturlig forklaring på. For jeg er jo lykkeligvis endt i et arbejde, hvor jeg bruger min kreativitet meget. I den forstand at jeg skal selv finde på mange af de opgaver, jeg udfører. Om det er på bloggen eller Instagram. Jeg skal lave planen, og så skal jeg udføre den. Hver gang jeg har kreativitetsblokade, drømmer jeg om at have et arbejde, hvor er der er et konkret stykke arbejde foran mig, som bare skal gribes helt lavpraktisk an. Da jeg var i starten af tyverne, arbejdede jeg en overgang som vikar og blev sendt ud til alt muligt mærkeligt. Men altid ting, man kunne gøre uden større introduktion. Som fx at skrælle tyve kilo kartofler til en kantine. Ikke altid sindsoprivende, men dejligt nemt. For mig er den største udfordring ved mit job sjældent eksekveringen, men at få idéen i første omgang. Og når jeg har brugt en dag på at lave indhold, er der sjældent så meget kreativitet tilbage, og derfor er drømmen om engang at komme i mål med en roman heller ikke voldsomt realistisk på nuværende tidspunkt. Heldigvis er det rigeligt prisen værd for en hverdag som min.

Summa summarum er, at voksenlivet kommer med en hel del ansvar, som har en tendens til at tage nogle ting, man måske ikke sådan bevidst havde i sinde at ofre. Men tiden kom i vejen. Send flere timer, tak. Og evt også en hest, hvis nogen alligevel har en i overskud. Den kan vel bo inde i stuen som i Tarzan Mama Mia.

Kommentarer (2)

  • Har lige læst en anmeldelse i Weekendavisen af en bog af journalist Pernille Stensgaard, “Hvad jeg ved om kvinder på heste” hedder den. Kom til at tænke på det her indlæg, kunne måske være noget for dig!

Der er lukket for kommentarer.