Jeg er jo Bridget Jones #542
1. Spottede nogle døde pixels på skærmen af min spritnye computer og blev simpelthen så skidesur, indtil det gik op for mig, at det var curseren, der dækkede noget af nogle bogstaver.
2. Er i øvrigt ellers meget tilfreds med min nye computer. Er væsentligt mindre tilfreds med, at jeg gav 600 kroner for en ny oplader til den gamle få uger før den døde. Og nej, den passer ikke i den nye.
3. Jeg er ikke voldsomt heldig med mine ting for tiden. For nogle få dage siden knækkede mit brusehoved af, og jeg var så opsat på at få den knække del ud af holderen, at jeg i processen ødelagde både en pincet og en urtekniv. Det lykkedes stadig ikke.
4. Havde været på apoteket, og da jeg fik mine ting, ville jeg sige “god dag”, men blev midt i det i tvivl om, hvorvidt det egentlig var aften og endte med højt og tydeligt at sige “god daften”.
5. Da håndværkeren var forbi for at sætte min nye dør i, kiggede han lidt mærkeligt på mig, og det var først der, det gik op for mig, at jeg var iført en Mickey Mouse-trøje, et par Hogwarts-bukser og nogle blåstribede strømper med bananer på. Så ægte ud, som om jeg var blevet klædt på af en 7-årig.
6. Insta har besluttet sig for at jeg elsker confiterede hvidløg og viser mig nu reel på reel med instruktioner til, hvordan man laver dem. Jeg tror aldrig, jeg har smagt confiterede hvidløg, men jeg begynder at tro, at det er en fejl.
7. Stod i Netto, da det gik op for mig, at min taske var våd. Meget våd. Og det regnede altså ikke. Kiggede ned i den og opdagede, at jeg ikke havde lukket låget på min vandflaske ordentligt, og hele indholdet derfor svømmede rundt i noget nær en halv liter vand.
8. … Inklusiv min powerbank. Som sagt er jeg ikke voldsomt heldig med mine ting for tiden.
9. Hvorfor er det, at gmail nogle gange smider en mail i spam-bakken, selvom den kommer fra nogen, man har haft korrespondancer med før? Det kommer til at lyde som verdens dårligste undskyldning, når man skal forklare, hvorfor man var halvanden uge om at svare.
10. I går lærte jeg på den hårde måde, at mine billige H&M-vanter helt bestemt ikke kunne holde mine fingre varme udendørs i fire timer. Det dummeste er, at jeg faktisk investerede i nogle virkelig gode vanter for nogle måneder siden. Jeg havde bare ikke lige puttet dem i lommerne på min jakke.
Sara
Nr. 5👌🏼😂
MiriamsBlok
Men jeg var vild med det! 😀
Line S
Confiteret hvidløg er rigtig godt 👌
Det tager sin tid at pille alle hvidløgene, men helt klart det værd 😁
MiriamsBlok
Alt, der er 80% fedt plejer også at være nice. 😀
Katrine
Nr 6… hvis du kan lide hvidløg og du kan lide smør, så vil du elske konfiterede hvidløg… det er det lækreste man kan smøre på en skive brød eller en bagt kartoffel…
MiriamsBlok
Jeg er faktisk ikke meget stor fan af hvidløg. 😀
Eva
Nummer 4 forstår jeg ikke. Er det jysk at sige goddag eller godaften, når man får sine varer? Jeg tror aldrig, jeg har sagt andet end tak og farvel, evt. Tak i ligemåde, hvis der blivet sagt, hav en god dag eller aften.
MiriamsBlok
Jeg ved ikke, om det er jysk, men man har jo en interaktion med et andet menneske, som gerne må være behagelig for alle parter. Som du skriver, siger de jo også gerne “hav en god aften”, jeg gengælder det bare – eller kommer dem i forkøbet. 😀
Sarah
God daften 😂 Er vild med det. Føler det burde være en ting 😂
MiriamsBlok
Virkelig! 😀
Brian
Det her er vel ikke dig:
https://jodelgrin.dk/ved-kassen-i-gang-med/
MiriamsBlok
Hahaha! Jeg er ikke alene! 😀