Jeg er jo Bridget Jones #535

1. Blev busted af viceværten i at tage selfies op ad skraldeskuret. Okay kikset. Og jeg ved godt, det virker ulogisk, men når man er tæt nok på, ligner det bare et pænt træværk!

2. I går spurgte min nevø mig, om jeg laver mange reels? Og jeg, som synes, jeg er kommet okay godt efter det, svarede: “Jaeh, sådan da.” Hvorefter han fulgte op med: “Hvor mange laver du om dagen?” og jeg fornemmede, jeg ikke helt kunne være med på TikTok-tempo.

3. Håndværkerne har stadig ikke været her, og jeg er begyndt at opgive håbet om at se dem. Vil æde min figurative hat på, at jeg ender med at sænke paraderne så meget, at de låser sig ind, når jeg lige har været i bad og står i et håndklæde midt i det hele.

4. Har købt en julegave til mig selv. Det var ikke helt med vilje, men jeg fandt et godt tilbud på en julegave til en anden, og rabatten kunne kun aktiveres, hvis man købte minimum to ting. Så jeg sparede jo penge ved at købe mere, forstås.

5. Apropos julegaver forsøger jeg at klare det meste i roligt tempo, men jeg mangler den der ene tur ind til byen, hvor jeg tager en ordentlig tørn, og jeg kan snart ikke udskyde den længere, men jeg ved, at alt kommer til at gå galt, og tingene vil være meget dyrere end forventet/udsolgt/kun til salg i en søsterbutik i Skagen, og jeg kan allerede ikke overskue tanken…

6. Min powerbank døde, mens jeg var i USA, og jeg har ikke fået købt en ny, og jeg vil bare sige, at det er svært for en inkarneret kontrolfreak som mig at gå powerbank-løs rundt. Jeg har aldrig rent faktisk oplevet at løbe tør for strøm, men det er frygten, der tæller!

7. I torsdags stødte jeg på en meget sød, meget fuld pige på et dametoilet (som man jo gør), og hun brugte i hvert fald syv minutter på at forklare mig, at hun måtte have navnet på min frisør, for hun ville have krøller præcis som mine. Hun virkede ikke helt til at forstå, at nogle mennesker har krøller fra naturens side i stedet for at få dem lavet, og det, tror jeg, er et niveau af fuld, jeg aldrig personligt er formået at nå op på.

8. Jeg har mistet mine yndlingstrusser. Det var ikke, fordi de var helt vildt pæne eller noget, men man kunne vitterligt ikke mærke, man havde dem på, og jeg kan ikke huske, hvor de er købt, så jeg kan købe flere, men jeg vil savne dem inderligt.

9. Herbert har længe haft en tendens til at lægge sig oven på mig, når jeg sover. Nu er han begyndt også at lægge sig længere nede på mine ben, og det er et problem, for der kan jeg faktisk ikke rigtigt mærke ham, og så kommer jeg til at vende mig i søvne, og så bliver han skidesur og går sin vej.

10. …Og som hævn går han derefter direkte ind i stuen for at vælte julepynt på gulvet. På nuværende tidspunkt er det blevet et morgenritual lige at tage en runde og sætte tingene på plads igen. Intet er dog gået i stykker, jeg har for længst lært ikke at købe skrøbeligt julepynt med en kat i huset.

Kommentarer (8)

  • Jeg har utallige gange sparket en af kattene ned fra sengen, fordi jeg glemmer, at de lægger sig i fodenden – min fod rører ved noget > jeg sparker…. Ups. 🙈

    Manden har formået at rulle oven på den ene kat. Den lå bare pænt og miavede.. 😅

    • Man skulle næsten synes, du havde vænnet dig til tanken om, at det nok var en kat på nuværende tidspunkt. 😅

  • Altså, jeg vil helst høre historien om hvordan man mister sine trusser – og håber sådan at det ikke bare er fordi det er blevet væk 😂😂

    • Jeg skal ikke kunne 100% afvise, at de er blevet stjålet af en creepy stalker, men lidt mere realistisk er det nok bare et klassisk tilfælde af forvundet-under-tøjvask. 😀

  • Minder mig om pigen på bar i Jomfru Ane Gade der blev temmelig fornærmet over, jeg ikke ville fortælle mere om mine kunstige øjenvipper. Som var mine egne. Hun synes jeg var total led, ikke at ville dele hvor jeg havde købt dem, nu hun havde spurgt så pænt og rost dem.
    Det var sørme ikke helt nemt, at vise man værdsatte rosen, når man så åbenbart var en benægtende bitch oveni.

  • Altså jeg vil bare gerne vide hvordan du har mistet de trusser? Altså… Hvem har du efterladt dem hos eller er det på hotel i USA de er glemt eller måske er de det sted som enlige sokker også tager til?
    Og jeg håber da du får en varsling omkring håndværkere, og ikke en “det sker snart” men en reel “det sker xx dato”. Det fik vi i min andelsforening da vi fik nye vinduer og nu hvor vi har fået nye hoveddøre mv. Ret detaljeret faktisk. Det andet er da uholdbart. Pøj pøj og tag lige et sæt tøj med ud når du skal i bad, just in case.

    • Hahah, de er forsvundet under tøjvask, så det er nok den sidste mulighed der. 😀 Ja, jeg har talt med dem, og de siger, der kommer en specifik varsel. Vi er åbenbart gået gevaldigt fejl af hinanden!

Der er lukket for kommentarer.