Det her er ikke et året-der-gik-indlæg

Foto: Emily Spiro

Jeg har ikke ejet et tv i efterhånden en del år. Det er ikke noget, jeg siger for at være hellig eller selvfed, for guderne skal vide, at jeg stadig formår at køre en solid mængde skærm ind, det er mere for at sige, at jeg har meget lidt adgang til flow-tv. Det er slet ikke noget, der rigtigt eksisterer i mit liv. Bortset fra når jeg besøger mine forældre. Og især i juleferien.

Dels bliver der som regel vist Anne fra Grønnebakken og flere julefilm, der ikke ligger på nogen streamingtjenester, men som lidt hører julen til, og dels kan jeg virkelig godt lide de der året-der-gik-shows. Fordi jeg åbenbart er lidt mormor indeni. Jeg har altid glemt halvdelen af de ting, der er sket i løbet af et år, og jeg synes, det er ret hyggeligt at blive mindet om dem og få en slags status.

Når det kommer til mit eget liv, er jeg til gengæld med tiden blevet mindre og mindre begejstret over at skulle lave status over året, der er gået. Det ender hurtigt meget vurderende. Har året været fedt nok, hvad har jeg fået udrettet, har jeg lavet nogle blærede ting? Især fordi status på det forgangne år ofte medfører nogle ambitioner for det nye år, og det er jeg simpelthen kørt træt i. Jeg kan godt forstå, at det er nærliggende at gøre januar til “en ny start” og lave en masse planer, men tit synes jeg, det bliver mere et pres, end det bliver en positiv opmuntring til gavnlig forandring.

Jeg prøver at være mere “go with the flow”. Som inkarneret kontrolfreak er det ikke naturligt for mig og kræver lidt øvelse, men så øver jeg mig jo bare. For jeg trives bedre i det. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke har nogle håb for, hvad der sker i det kommende år, men jeg vil gerne så vidt muligt undgå at sætte konkrete mål. Eller i hvert fald konkrete mål, som er så store og/eller betydningsfulde, at de kan medføre en form for fiaskofølelse, hvis jeg ikke er succesfuld. I det hele taget vil jeg gerne stræbe efter at sænke forventningerne til mig selv. Være mere forstående, mere omsorgsfuld. Blidere. Verden er så fuld at mennesker, der jokker på en – enten bevidst eller ubevidst – og det virker åndssvagt at joine dem. Man burde være sit eget største heppekor.

Det her er årets sidste blogindlæg, før jeg går på juleferie. To gange om året – sommerferie og juleferie – tvinger jeg mig selv til at skrue gevaldigt ned for min tilstedeværelse online. Det gør jeg, fordi jeg tror, det er sundt, men også for minde mig selv om, hvor heldig jeg er med, at det her er mit arbejde. For der sker altid det, at jeg kommer til at savne det gevaldigt. Og Insta, som generelt er et lidt mere spontant medie end bloggen, har jeg heller aldrig rigtigt held med at holde mig helt fra. Men savnet bekræfter mig i, at det er helt det rigtige for mig. Plus, jeg kommer altid hjem fra juleferie med en lang liste idéer til indhold, fordi jeg pludselig ikke spytter noget ud dagligt, og jeg sværger, inspirationsdelen ved det her SoMe-hejs er som regel markant mere udfordrende end eksekveringsdelen!

Jeg håber, I får en rigtig dejlig jul. Og hvis det er en ambivalent højtid pga komplicerede familieforhold, eller I slet ikke har fri, eller I bare gerne vil have det hele overstået, så håber jeg, det bliver den bedste tid, det har mulighed for at blive inden for de rammer, der er givet. Vi ses i 2023 (eller på Insta, ahem).

Kommentarer (16)

  • Rigtig glædelig jul og godt nytår. Jeg glæder mig til det nye med assef af hemligheder, bridget, puslespil, herbert, usa og masser af miriam.

  • Stor tak for året der er gået. Jeg får aldrig kommenteret på dine blogindlæg men jeg sætter pris på hvert eneste af dem. Jeg har fulgt med stort set fra starten, og nærmest alle andre blogs, jeg fulgte med hos, er afgået ved døden til fordel for insta. Jeg elsker Miriams Blok stadig lever (selvom jeg også ivrigt følger med i dit liv på insta). Du gør det så godt synes jeg og det har jeg brug for at sige. I en verden med selviscenesættelse bringer du noget der er meget sjældent. En lille bid af noget ægte. Det får mig til at følge med år efter år. Græde med dig da du mistede Frank. Glædes over skønne Herbert. Se dine kampagner der altid er skønne, sjove og anderledes og ikke får mig til at føle mig “voldtaget” med hello fresh opskrifter eller vita yummy. Jeg elsker den måde du kan bruge sproget på. Din humor og uendelige kærlighed til Harry Potter. Jeg elsker at være med på dine rejser og se at man godt kan rejse selv og opleve verden. Så herfra et kæmpe tak for dig og for det store arbejde du lægger (ligger? Åh nej 😂) i dit univers. Det er mere end værdsat. Glædelig jul Miriam 🎄❤️

    • Åh, puha, Hanne, det fik en lille tåre frem. Tak! Det kan godt være lidt op ad bakke at insistere på at holde liv i bloggen. Den er efterhånden en smådyr fornøjelse og nok i virkeligheden dårlig forretning, og stadig er den jo en del af min forretning og samtidig min hobby, og samtidig er det svært at have nok indhold til både blog og Insta, og åh, det kan være lidt svært at få det hele til at gå op! Men jeg gør mit bedste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.