Hver gang jeg skal snakke om børn (og det er et emne, vi runder semi-jævnligt), føler jeg behov for at komme med en disclaimer om, at nej, jeg har ikke ændret mening. Der er ingen frosne æg eller søgen efter baby daddy på vej, det er stadig ikke noget, jeg ønsker. Men det betyder ikke, at der ikke er en form for afsavn ved det fravalg. De ting, man giver slip på ved at blive mor (frihed,
I går blev jeg tilbudt min drømmelejlighed. Næsten i hvert fald. Der var ét lille ord, der spændte ben for mig. “Da du er noteret på foreningens venteliste til en lejlighed, kan jeg hermed eventuelt tilbyde dig nedenstående lejlighed.” Mand, fuck det eventuelt. Fuck det langt væk til et sted, hvor klip-klapper i stedet for at sige klip og klap, når man
Da jeg gik på juleferie, var jeg presset til op over begge ører. (Det kan man vist ikke sige rent billedsprogmæssigt, men I forstår nok). Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg var lige på grænsen til at knække. Hele tiden. Der var mange ting i det, men de fleste havde tilknytninger til Corona og alle dets gerninger og al dets væsen. Blandt andet havde jeg gået og båret rundt på en
Når folk spørger mig, hvor meget jeg arbejder, svarer jeg som regel, at jeg arbejder altid og aldrig. Fordi jeg virkelig nyder det, jeg laver, og derfor føles det ofte ikke som arbejde. (Well, det meste af det. Regnskab bliver jeg aldrig fan af!) Heller ikke når det gælder aftener og weekender, hvor jeg også typisk smider ting ud, for der har andre mennesker jo gerne
Jeg vågnede tidligt i morges, fordi min underbevidsthed var hyperopmærksom på, at der skulle være pressemøde i dag. Min største frygt var, at de ville lukke kommunerne ned, så alle os, der skal holde jul et andet sted i landet, ville blive forbudt at tage af sted. Så galt gik det heldigvis ikke, og jeg kan lykkeligt holde fast i min togbillet d. 20.
Det er ikke nogen hemmelighed, at
OBS: Det her er et gammelt skriv, jeg ikke har haft mod på at udgive før. Kæmpe trigger warning om selvmordstanker og psykisk sygdom.
Jeg burde nok ringe til psykiatrisk skadestue. Det er ikke sundt at se selvmord overalt i lejligheden. Over køkkenbordet er der en magnetisk knivholder. Ingen af knivene er så skarpe, som de burde være, for jeg kan ikke finde ud af at slibe dem, men den
Jeg har det rigtig fint for tiden. Det er dejligt. Jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at give mig selv lidt mere lov til at mærke, hvor dejligt det er. Men det kan jeg ikke. Hvad, jeg i stedet kan, er at gå og frygte, hvornår min hjerne beslutter sig for, at nu skal vi lige have en nedtur igen. Det kan måske være, fordi det er mørkt hele tiden. Måske fordi der er nogen, der skriver
Det burde måske ikke være overraskende, hvor meget det kommer op. Spørgsmålet om børn. For det er ikke nogen hemmelighed, at det er noget, de fleste ønsker, og når man når den anden side af 30, så er det gerne noget, folk allerede har eller noget, de påtænker at få inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. Altså, vi er voksne nu, ikke? Voksne mennesker taler bare mere om børn
Jeg er ikke typen, der ikke fortryder ting i livet. I ved, der findes mennesker, der siger, at de ikke ville lave noget om, fordi alle beslutninger, fejltagelser, etc har været medvirkende til, at de er den person, de er i dag. Egentlig kan jeg godt lidt misunde det syn på tilværelsen, men som minimum har jeg bestemt sagt nogle åndssvage ting i en brandert, som jeg stadig cringer over klokken
I går havde jeg den værste dag, jeg har haft længe. Længe, længe. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at tude. Så gik jeg ud på min altan og røg en cigaret (og nej, morgencigaretter er på ingen måde daglig rutine), og så tudede jeg noget mere. Det satte ligesom programmet for resten af dagen.
For noget tid siden kiggede jeg på min kalender og konstaterede, at den så lidt