Overskriften siger det hele. Jeg ved ikke, om der findes mennesker, der ikke oplever det her fænomen (i så fald: SNYD!), men jeg ved, at vi er mange, der gør. Man ligger i sin seng og er sekunder fra at døse hen, og pludselig beslutter ens hjerne sig for at forråde en på det groveste ved at bladre tilbage i fortiden og finde et minde frem, hvor man gjorde noget så pinligt, at det med
Annonce for dating.dk
Dengang jeg var i et langdistanceforhold – da alting stadig var lyst og lykkeligt, forstås – der kørte jeg en del med DSB. Mere eller mindre hver weekend, faktisk. Det var før, priserne for alvor eksploderede (og mens jeg havde studiekort) og før, busserne kom på banen, så toget var den vej, man gik. Det var også før, smartphones bragede igennem, så
Der har været solskin hele dagen. Jeg clearede alle former for indbakker og satte mig op i vindueskarmen med en bog. (Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘en god bog’, men det lader desværre ikke til, at det er tilfældet). Og så sad jeg der og sugede til mig i stor stil. Og well, nu er klokken halv fem, og min hjerne var fuldstændig blank på at forfatte et blogindlæg. Så
Okay, jeg er en lille smule irriteret i skrivende stund. For der skete det, at jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive det her indlæg, og så gjorde jeg mig nogle tanker omkring, hvad det skulle indeholde, og på det tidspunkt var der en klokke der begyndte at ringe lidt halvinsisterende i mit baghoved. Det virkede ligesom lidt bekendt. Så jeg brugte søgefunktionen i min backend og fandt
Traditionelt ville jeg lave et indlæg med status over, hvordan det gik med sidste års forsætter og derefter komme med mine nye, men da jeg fandt sidste års indlæg frem, stødte jeg i stedet på disse ord: “Jeg må nok erkende at have set mig lidt gal på nytårsforsætter i år. Mest fordi mange bruger dem på en måde, som jeg også selv gjorde engang. Sådan lidt “mit mål
Jeg faldt lige over det indlæg, jeg skrev tilbage i september, der handler om, når folk bliver så vrede på mig, at de bevidst sigter efter at angribe mig personligt, og det ikke altid har den ønskede effekt. Altså, at jeg nok i virkeligheden bare synes, de er lidt åndssvage.
Nogle gør i hvert fald. Og de gør det ikke venligtsindet. De synes, jeg er pinlig, de synes, jeg skal blive voksen, de synes, jeg er forkert. Fordi jeg er 33. Jeg burde være vokset fra det. Disney. Harry Potter. Grimme julekugler og -sweatre. Nattøj med Batman. Hjemmesko med enhjørninger og strømper med katte i astronautkostumer.
Here’s the thing: I 10+ år nu har jeg haft en stort
I sæson to af The Good Place, er der en plads på helvedes wall of fame til den første gut, der sagde: “I need a vacation to get over my vacation,” og jeg har måske en kvart snes amerikanerindlæg, jeg har lyst til at bakse sammen til jer, men i dag vågnede jeg, da Herbert satte sig oven på mig i sengen og i processen fik trådt godt på min blære, og da jeg kiggede på mit
Annonce for GoMentor.
På opslagstavlen ved siden af spisebordet i mit barndomshjems køkken hang der et avisudklip med teksten: “Man kan aldrig regne med, at manden er hjemme.” Min far har altid været en mand med mange jern i ilden, hvilket egentlig er en egenskab, jeg beundrer. Uheldigvis resulterede det for lille Miriam i en følelse af, at jeg skulle konkurrere med hans andre
Angst er en kompliceret størrelse at fortælle om, fordi den er så irrationel, at den ofte kommer til at fremstå lidt fjollet. Som om man overdriver eller skaber sig. Tag dig nu lidt sammen. Du er besværlig. Du er barnlig. Du er pinlig.
I dag vil jeg gerne dele lidt om en af mine hyppigste angst-triggere. Som er noget så hverdagstrivielt som at sætte et vækkeur til tidligt om morgenen.