Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Så tæt på og dog så langt fra

I går blev jeg tilbudt min drømmelejlighed. Næsten i hvert fald. Der var ét lille ord, der spændte ben for mig. “Da du er noteret på foreningens venteliste til en lejlighed, kan jeg hermed eventuelt tilbyde dig nedenstående lejlighed.” Mand, fuck det eventuelt. Fuck det langt væk til et sted, hvor klip-klapper i stedet for at sige klip og klap, når man går, spiller Baby Shark om og om igen. Det eventuelt repræsenterer 26 mennesker, der står i kø før mig til lejligheden. Og havde der nu været tale om en stor, almen boligforening, ville det måske ikke lyde af, at det var helt udelukket, jeg kunne få den lejlighed. Der er altid nogen, der siger nej tak pga. størrelse, lokation, etc. Men i dette tilfælde er der tale om 26 mennesker, der har skrevet sig op til en lejlighed i præcis denne størrelse i præcis denne bygning, hvor der altså kun er ca. 100 lejligheder i alt. Alle er de aktive på ventelisten, alle med krydsede fingre for, at det er deres tur. Så nej, den får jeg ikke. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var en lille smule bitter over det.

Hvad er det, der gør det til drømmelejligheden? Først og fremmest er det selvfølgelig, at den ligger i min andelsforening, hvor jeg er blevet rigtig glad for at bo og også er grunden til, at jeg indtil videre nægter at søge andre steder. Derudover er den lige præcis den størrelse, jeg rigtig gerne vil have, og sidst, men ikke mindst har den en genial placering. Hvis jeg selv skal vælge, vil jeg nemlig helst ikke bo i stuen, og jeg vil helst heller ikke bo alt for højt oppe. Derudover er bygningen, foreningen består af, formet som en hestesko, og den ene længe ligger lige overfor en børnehave, hvilket jeg forestiller mig ikke er fuldstændig lydløst. Hverken etage eller børnehave er på nogen måde en dealbreaker, men det er ting, der gør, at lige præcis den her lejlighed for mig er noget nær perfekt.

Så jeg har gået og sparket mig selv lidt bagi for ikke at have skrevet mig på ventelisten for ti år siden. Eller for fem år siden. For at have ventet så længe med at få gjort noget ved det. Det koster jo ikke penge at stå på en venteliste, og det forpligter på ingen måde til et køb, så er der absolut ingen god grund til, at jeg ikke gjorde det noget før. Og så var det, jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg var så lang tid om det. Hvis man ser bort fra tryghedsnarkomanien, der trigges små-heftigt ved flyttetanker, handler det simpelthen om, at jeg for både fem og ti år siden ikke var i en situation, hvor jeg overhovedet kunne forestille mig, at jeg nogensinde ville få mulighed for at flytte i noget større. Dels var jeg temmelig fattig studerende, og dels var jeg klinisk deprimeret, så min energi gik mest på at overleve; der var i bund og grund ikke plads i programmet til at have fremtidsdrømme af den kaliber.

På den måde kan jeg i al ærgrelsen alligevel blive lidt glad. Fordi det blev en reminder om, hvor langt jeg er kommet. Der kommer med al sandsynlighed til at gå rigtig lang tid, før jeg rykker tilpas langt op på ventelisten til, at det bliver min tur, men bare det at jeg rent faktisk står på listen nu, er noget at glæde sig over. I mellemtiden har jeg stadig en lejlighed, jeg holder meget af, selvom soveværelset er på størrelse med et frimærke, og køkkenet er fra 1937. Og mens jeg bor her, kan jeg passende arbejde på at spare op til de udgifter, der uundgåeligt kommer med at ville rykke i noget større. Og jeg kan gå og hygge-dagdrømme om den dag, det bliver min tur. Nu hvor jeg tør.

Comments (20)

  • Virkelig så fint et indlæg.
    Den følelse man får, når man pludselig indser hvor langt man er kommet er så hjertevarmende.
    Jeg krydser for dig!

    • Ja, de store sejre kan godt lidt blive glemt, fordi de sker så gradvist, at man nogle gange ikke rigtigt opdager dem!

  • Åh, hvor bliver jeg egentlig glad for at læse, at du, med din ærgrelse, vender situationen til noget positivt i form af en reminder om, hvor langt du er kommet 👏

    Det ramte i hvert fald lige i min solar plexus, for jeg går med samme tryghedsnarkomaneri og gruer for en kommende flytning – som lige nu ikke virker helt så slem, fordi du har mindet mig om stoppe op, og se, hvor langt jeg er kommet 🥳 Du (og Herbert) er i sandhed den mest givende influencer at følge – TAK 🥰

    • Helt hellig er jeg ikke, jeg er også stadig lidt sur! 😀 Men det er rart, der også er plads til det andet. 🙂

  • Tillykke med at være kommet så langt. Jeg ved også af bitter erfaring, at man ikke drømmer og lægger planer for fremtiden, når man er syg og i krise.

  • Hvis du nu er helt vildt utrolig fantastisk heldig, så er alle de andre i køen foran dig, blevet så ulideligt trætte af naboer, underboer og overboer under corona, at deres eneste tanke bare er at komme ud og væk fra lejligheder, og direkte ind i et hus. Jeg krydser fingre for dig 🤞🏻😊🍀

  • Jeg, som aldrig vil få råd til en andelslejlighed eller for den sagsskyld EJE en lejlighed, var opskrevet i 4 boligselskaber i 30 år. For 8 år siden besluttede jeg mig, at gå aktiv.
    Der gik 7 år med sygt mange afslag på lejligheder – i KBH – fordi jeg lå og festede som nr. 17-42 på listen. Da jeg endelig fik tilbudt denne, som jeg nu bor i, lå jeg som nr. 8 på listen. Jeg sagde halvhjertet ja tak (fordi, jeg tænke ligesom de mange andre, at jeg ikke ville få den).
    MEN … Guess what. Jeg fik den sgu. De 7 foran mig, sagde nej tak og jeg fik det endelige tilbud, om jeg så ville have den. Om jeg ville? JAAAA SGU!! 😀

    Så nogen gange, kan man godt blive positivt overrasket. For nogen siger måske nej, fordi det er den forkerte timing, eller de har glemt alt om dén opskrivning, måske en masse andre ting. Opgiv ikke og spar op i mellemtiden. <3

    • Boligselskaber er så nice. Jeg tror, jeg har ligget 30+ de gange jeg har fået en lejlighed derigennem. Desværre er det som regel lige en sjat sværere med små andelsforeninger, men jeg er okay med at vente lidt på, at der kommer en lejlighed til mig. 🙂

      • Det er godt at, høre at du bevarer et positivt sind! 🙂
        Ja, jeg søgte også ind i et par små selskaber. Men her lå jeg mellem 240 og 3000 på ventelisten.
        Jeg sprang hurtigt fra 😀

  • Du er simpelthen så god til at skrive, og du rammer altid plet med dine indlæg. Så sejt du er kommet så langt <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.