Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

…Men jeg vil jo ikke være til besvær

Jeg har noteret en tendens hos mig selv. Jeg hader at bede om hjælp. Til nærmest alt. Jeg kan fx godt finde på at udskyde et ellers relativt hurtigt og smertefrit smut i IKEA på ubestemt tid. Ikke fordi IKEA-ture er dødens pølse – jeg oplever dem egentlig som en slags sjov udflugt – men fordi de sjældent er et enmandsjob. Jeg ejer ikke en bil, og selvom jeg går derind med en ret klar mission for, hvad jeg gerne vil have, så er det ofte noget, hvor jeg har brug for hjælp til at slæbe. I princippet er det jo bare enten at spørge en veninde, der har en bil, eller for den sags skyld at snuppe en bybil et par timer, men jeg bryder mig ikke om det. Jeg føler, det er at smide mine praktiske ærinder over på et andet, sagesløst menneske. Jeg føler mig til besvær.

Det åndssvage er jo, at jeg på ingen måde har det sådan, når jeg selv bliver spurgt om hjælp. Jeg vil altid gerne læse korrektur på nogens eksamensopgave eller hjælpe med at male eller passe børn en aften, så forældrene kan få lidt alenetid. Jeg bliver faktisk ofte rigtig glad, når jeg bliver spurgt. Det er en rar følelse at kunne hjælpe andre, både i det små og i det store.

Jeg kom til at tænke over det tidligere i dag, hvor min søster ringede til mig. Min niece skal konfirmeres senere på måneden, og hun (søsteren, ikke niecen) ville høre, om hun måtte låne en kjole til anledningen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ejer temmelig mange kjoler, så jeg gik straks i en form for personlig shopper/stylist-begejstring og begyndte at spørge ind til, hvad hun havde i tankerne i forhold til snit/længde/farve, etc. Jeg var allerede i gang med at gennemgå udvalget i mit hoved for at at finde passende muligheder og havde planer om at tage billeder og sende af sted, så hun kunne vælge. Og mens jeg gik i jublende selvsving, afbrød min søster mig og sagde: “Altså, du behøver ikke gøre noget stort ud af det.” Sandsynligvis fordi hun tænkte, det var at belemre mig med en for mig unødvendig opgave. Og jeg var sådan lidt… “Jamen jo! Lad os gøre noget kæmpe ud af det!” Man skal da have en kjole på, man både elsker og føler sig godt tilpas i, når ens eneste datter skal konfirmeres!

Jeg tænker, det er noget, flere kan nikke genkendende til. Og hvor virker det åndssvagt, at min hjerne ikke kan forstå, at når jeg selv oplever det som noget rart at kunne hjælpe andre, så er der sgu nok også temmelig mange af dem, der har det på samme måde. At de ikke ser det som mig, der er til besvær, men snarere et udtryk for, at der i gode relationer er en give and take, som bidrager positivt til forholdet. Og selvfølgelig vil man gerne hjælpe mennesker, man holder af. Der er vitterligt ingen grund til at insistere på at lege strong independent woman i alle aspekter af sit liv, når realiteten er, at der er masser af steder, hvor en håndsrækning nedsætter en opgaves sværhedsgrad betragteligt.

Det er simpelthen for dumt ikke at tage imod (yderst brugbar!) hjælp, når der er folk, der er mere end villige til at give den. Hvis bare man spørger. Hold kæft, hvor er det noget, jeg skal øve mig i.

Comments (12)

  • Det brugte jeg virkelig lang tid på at snakke om, da jeg gik til psykolog. Ligesom dig forstår jeg teorien i det – at andre mennesker sandsynligvis gerne vil hjælpe og at man bare skal spørge. At andre bliver glade for at få mulighed for at gøre mig glad. I praksis er det bare svært, synes jeg. Hvilket hul graver man sig ned i, hvis de siger nej?

    • Men jeg synes ikke, det er slemt, hvis man får et nej. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har fået et “det gider jeg i hvert fald ikke hjælpe med”-nej, det har altid været “jeg kan ikke den dag” eller sådan noget. Jeg kan ikke komme på et eneste tilfælde, hvor folk bare har været ligeglade.

  • Jeg tror, det er en meget normal tendens, måske særligt for kvinder. Jeg skal også selv minde mig selv om, at hvis nogle siger, de gerne vil hjælpe eller vil betale for kaffe eller give en gave, så mener de det nok. Så vil jeg gerne have hjælpen, kaffen eller gaven siger jeg ja selvom det kan føles lidt svært.

  • Årh så enig!!
    Jeg er sygt dårlig til det. Fx at få passet vores datter. Bedsteforældrene vil SÅ gerne, men jeg føler det er en tjeneste jeg ikke kan give retur. Eller at jeg ikke selv kan “passe” mit barn 24/7. Så fjollet!
    Og især når vi lige har fået ny baby, så er det da luksus for os alle, også barnet og bedsteforældre at de har en dag sammen ind i mellem.
    Jeg må øve mig 😅

    • Ja mand! Jeg er sikker på, bedsteforældrene ser det som kæmpe bonus at få alenetid med deres barnebarn!

  • Jeg tror vi er mange der skal øve sig i det. Har det selv ligesom dig. Hjælper gerne og går op i det, men beder sjældent om hjælp selv.

  • Da jeg blev skilt og flyttede, skrev jeg en sms til alle de utroligt søde bekendte i lokalområdet, der havde sagt, at jeg “endelig måtte sige til, hvis der var noget, de kunne gøre”. Bekendte i løbeklubben, andre forældre i skole og børnehave og den slags. For jo tak, jeg havde faktisk brug for hjælp – til maling, gulvskrubning, samling af møbler osv. osv. osv. Nogle havde ikke tid i en travl hverdag, og det var selvfølgelig helt ok. Men rigtig mange ville gerne, og det blev megahyggelige eftermiddage og aftener, hvor jeg pludselig lærte “bekendte” langt bedre at kende. Jeg var og er vildt taknemmelig, og dét glemmer jeg aldrig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.