Det her bliver et langt indlæg. Og der er en chance for, at det giver mig en plads på Bitterfissen Bethanys dødsliste, men det er okay. Det er vigtigere for mig lige at få råbt højt om noget, der ifølge mit moralkodeks overhovedet ikke er i orden.
Jeg anser ikke mig selv for værende sart. (Og det håber jeg heller ikke, I gør.) Faktisk
Mange af jer har bemærket, at jeg ikke forekommer at være voldsomt aktiv, når det kommer til mit studie. Andre har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke har et arbejde ved siden af studiet, når nu jeg ynder at påpege, hvor fattig jeg er. Så nu er det tid til en opklaring. I modsætning til hvad man ellers kunne forestille sig, min sengeelskende,
Jeg er så træt. Jeg er så pissetræt af at være ked af det. Af at være skuffet. Af at være vred. Mennesker er til tider nogle rigtige røve, og det lader de gå ud over andre mennesker. Men nu vil jeg ikke lade det gå ud over mig mere. Jeg skruer hermed ned for forventningerne og op for det åbne sind.
På med ja-hatten og slut med tunge, hjerteskærende indlæg. Tilbage til det, der er essensen
(Billedet er en joke, okay? Reality-drama og alt det der.)
Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg vælger at tro på, at jeg er nødt til at skrive dette indlæg, fordi I er sådan nogle søde læsere, der altid har min ryg, og ikke fordi I er en bunke drama queens. 😉
Sagen er den, at jeg åbenbart ikke er så snu, som jeg har troet,
Normalt når man brokker sig i forbindelse med inspiration, så er det, fordi den mangler. Det er ikke tilfældet her. Jeg har den til op over begge ører. Hver dag tilføjer jeg nye idéer til listen over potentielle indlæg, men forsøger jeg at gøre idé til realitet, bliver jeg blokeret.
Jeg distraheres af alle de andre tanker, der
Hej blog. Jeg er lidt stille. Der er krise i mit liv. Sådan en rigtig grim følelsesmæssig én, der har været under opsejling længe, men alligevel kom grundigt bag på mig. Normalt er jeg mere detaljeret, men jeg sidder stadig midt i det og kan hverken finde op eller ned, så I må leve med kryptiskheder. Essensen af det er dog, at der er slået
I går var første dag i bloggens historie, hvor der ikke blev udgivet et indlæg. The horror! Nu skal man selvfølgelig blogge for sig selv og ikke for sine læsere, men jeg kan jo så godt lide både jer og bloggen, og I kan så godt lide, at jeg normalt blogger så regelmæssigt. Der er dog selvfølgelig en grund til,
