Det går en lille smule sløvt med flytteprojektet. Det gør det af den simple årsag, at man skal have noget at flytte ind i for at kunne flytte. Der er kun omkring 100 lejligheder i min andelsforening, og personligt rammer jeg i år mit 11-års jubilæum i samme lejlighed, så hvis alle mine naboer er lige så langtidsholdbare, har det pænt lange udsigter. Det er de dog heldigvis ikke, for
Jeg har noteret mig nogle populære tendenser i Corona-land. Her er et (utroligt nødvendigt) overblik over min nuværende performance på de forskellige ting.
Husprojekter: Vi skal male og omrokere og bygge og nyindrette! Det er nu, vi skal skabe os en drømmebolig! Wuhu, det er ligesom at flytte bare uden at få mere plads!
Min status: På trods af at der stadig står to store papkasser med
Jeg har ikke noget spændende at sige. I min helt almindelige hverdag – når verden ikke er på den anden ende – bruger jeg de fleste dage en rum tid i min lejlighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra. Jeg var derfor fuldstændig overbevist om, at det her selvisolationshalløj ville have lige præcis ingen effekt på mig. Nada. Zilch. Realiteten er imidlertid, at når jeg ikke regelmæssigt
Welp, jeg jinxede mig selv. Min mandag på en mandag besluttede sig for at brede sig lidt ud over de kommende dage også. Jeg sad foran mit makeupspejl i går ved middagstid, da min agent, Nana, ringede for at høre, hvad vi skulle gøre med vores event om aftenen oven på Mette Frederiksens
Det gik lige sent nok op for mig, at jeg har lidt mindre tid til rådighed de kommende dage, end jeg lige havde troet. I morgen afholder jeg sammen med mit agentur et biografevent og kommer til at tilbringe det meste af dagen med at gøre klar. I overmorgen tager jeg til Jylland, fordi jeg fra torsdag til lørdag er blevet inviteret til Flensborg (af Flensborg!) med min mor. Så der var lige
Overskriften siger det hele. Jeg ved ikke, om der findes mennesker, der ikke oplever det her fænomen (i så fald: SNYD!), men jeg ved, at vi er mange, der gør. Man ligger i sin seng og er sekunder fra at døse hen, og pludselig beslutter ens hjerne sig for at forråde en på det groveste ved at bladre tilbage i fortiden og finde et minde frem, hvor man gjorde noget så pinligt, at det med
For et par dage siden så jeg en video på Youtube, hvor præmissen var, at en masse mennesker delte en ting i deres liv, de fortryder. De hyppigste gengangere var ting som ikke at tage flere chancer, ikke at tilbringe mere tid med en forælder, mens de var i live, ikke at forfølge en ungdomspassion, etc. Men der var selvfølgelig også den håndfuld, der svarede, at de intet fortrød, for
Jeg har lidt skriveblokade, kan jeg mærke. Der ligger måske femten halvfærdige indlæg i mine kladder, hvoraf i hvert fald halvdelen er fuldstændigt ubrugelige. Lidt ligesom dengang, jeg skrev det her indlæg. (Har i øvrigt stadig det med fejlcastinger liggende,
Kender I det, når man går ind i et rum kun for fuldstændigt at glemme, hvad det var, man skulle derinde? Og så går man meget forsigtigt de præcis samme skridt tilbage igen i håb om at få øje på et eller andet, der minder en om, hvad det lige var, man havde gang i? Nogle gange spotter man så krummerne på bordet, der var grunden til, at man besluttede sig for at gå ud i køkkenet
Nå, men efter gårsdagens indlæg er status den, at e- og d-tast stadig kun virker sporadisk, mens n-tasten fuldstændig har opgivet ævred. Jeg har brugt vold og magt og desperate bønner og sågar en lille frustrationståre, men der er altså ikke noget at gøre. Normalt har jeg en backup-computer til situationer