Når man befinder sig i et metalfængsel i luften, og angsten rammer

Klokken er lige omkring seks om morgenen amerikansk tid, og mit jetlag har noget så eftertrykkeligt krammet på mig. Jeg har prøvet og prøvet at tilsnige mig lidt mere søvn, men det går ikke. Fik mast fire timer ud af natten, og det må jeg så stille mig tilfreds med. Men det er okay. Det er min første hele dag, og den skal have fuld smadder.

Man kan ellers argumentere for, at turen herover kunne være gået bedre. Ikke på grund af forsinkelser, rådden flymad eller en højtsnorkende medpassager – selvom alle tre faktorer også var til stede – men på grund af angst. Forpulede lorteangst.

Der gik knap 16 timer, fra jeg tog hjemmefra, til jeg kunne åbne døren til mit hotelværelse i Seattle. Jeg tror, de fleste oplever at blive små-pressede i løbet af sådan en rejsedag, og uheldigvis for mig betyder det større tendens til angst. Hvorfor jeg altid, altid er forberedt i et nærmest absurd omfang. Men det gik galt i Helsinki, da jeg fik en besked fra Instagram om, at de havde fjernet mit seneste hemmelighedsopslag, fordi en af hemmelighederne overskred deres fællesskabsregler. Det var jeg ikke forberedt på. Det er anden gang, det sker på relativt kort tid, og selvom det i sig selv er irriterende (især fordi jeg ikke er enig i deres vurdering), så er det suverænt større problem, at Instagram slår hårdt ned på profiler, de mener laver regelmæssig ballade. Med beskeden om det fjernede opslag kom også en besked om, at jeg nu var blevet frataget retten til at bruge “betalt partnerskab”-funktionen. Andre straffe kan være, at man ikke længere kan lave live-videoer og værst af alt, at man bliver shadowbanned, hvilket betyder, at Instagram holder op med at vise ens ting til folk. Og det siger sig selv, at det har man på ingen måde råd til sker, når man lever af, at ens ting på Instagram bliver vist til folk.

På enhver given dag vil den her oplevelse trigge min angst. Fordi jeg bliver placeret i en situation, hvor det er svært for mig at finde en løsning, som må og skal findes. Hemmelighederne skal selvfølgelig køre videre, og jeg skal være mere obs på, om der er nogle imellem, der clincher med Instagrams regler, men når de fjerner dem for en overtrædelse, jeg ikke synes er blevet begået, så er det dælme svært at tage hensyn til.

Eskaleringen skete, fordi jeg i situationen kort tid efter befandt mig i en slags metalfængsel i luften et sted over Grønland. Jeg er god til at tackle min angst. Jeg har mange års erfaring. Det går den ikke væk af, men den går hurtigere over, og jeg er bedre til at rumme den. Men på flyet havde jeg ikke muligheden for at bruge mine almindelige coping-mekanismer, og før jeg havde set mig om, havde jeg fået sat gang i et pragteksemplar af en katastrofetanke-spiral. Det er lang tid siden, jeg har haft så voldsom angst, og det stod på i måske tre-fire timer. Hvor min eneste tanke var “jeg skal ud herfra!” velvidende, at det på ingen måde var en mulighed. Jeg havde brug for ro, stilhed og mørke til at dulme mit pressede nervesystem. Jeg havde adgang til ingen af delene. Det var fucking forfærdeligt.

Det var Stephen Fry, der til sidst fik mig igennem. Fordi jeg er ved at tage Harry Potter-bøgerne fra ende til anden igen, så de var downloadet til turen, og han har sådan en utroligt behagelig stemme. Jeg endte med at bruge den som en slags meditation, indtil jeg fik nogenlunde styr på mit hoved igen.

Det er en aparte oplevelse at komme ud fra så voldsomt et angst-anfald, for på sin vis sidder det stadig lidt i min krop. Og på den anden side virker min logisk tænkende hjerne igen nu, og den er sådan lidt: “Hey, sådan er det at have angst, og det er da træls, det er det, men hallo, du er i USA nu, og det skal du nyde.” Så det skal jeg. Lige så snart resten af byen vågner.

PS: Instagram endte i øvrigt med at genoprette det slettede opslag, efter jeg bad om en ekstra gennemgang. Det overtrådte åbenbart ikke retningslinjerne alligevel. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal finde deres grænse uden at være nødt til at prøve mig frem, men jeg har da så lidt længere snor, end jeg havde i går.

PPS: Hvis nogen vil til at foreslå, at hemmelighederne skal tilbage på bloggen, så (gen)læs lige indlægget, der forklarer, hvorfor de rykkede over på Insta i første omgang. Besværlighederne til trods har det været den helt rigtige beslutning. Lige nu når de i omegnen af ti gange så mange mennesker, som de nåede på bloggen.

Kommentarer (16)

  • Du er altså pisse badass. Jeg tager stadig tilløb til at ta på en solotur til usa. Heltsikkertpå grund af dig. Jegglæder mig til dafligt spam af og om usa

  • Åh nej.
    Tænkte faktisk lige præcis på det med at rejse, især alene, når man har angst. Jeg synes du er så fucking sej at du kan, tør og gør. Jeg troede faktisk, måske naivt, at du netop ikke fik angst når du var ude at rejse, men det kan jeg jo læse er helt forkert.
    Øv, en oplevelse. Jeg fik det selv, for mange år siden, i et tog og var helt ude af den. Der blev pludselig meget langt hjem og havde svært ved, længe efter, at tage en tog tur igen.
    Fik jeg sagt du er fucking sej? 🙂

    • Det er faktisk lidt en sjov situation, for jeg kan mærke, at jeg ligesom kan mere, når jeg er af sted. Så jeg får lidt mere mod og giver lidt færre fucks. Omvendt er jeg også hele tiden lidt ekstra i beredskab, fordi jeg er konstant på udebane, og der kun er mig, og så kan der godt være kortere til angsten. Så det er lidt en balancegang. Men altså, som sagt tackler jeg som regel angsten ret fint. Den følger ligesom bare med. Det er heldigvis sjældent, den bliver så invaliderende som på den flyvetur der!

  • Tak for at du deler din oplevelse på din flyvetur. Det gjorde mig faktisk klogere på min (udiagnosticerede) angst. Nemlig tankemylderet af katastrofetanker i forbindelse med rejser og at forberede alt til fingerspidserne – bare just in case at alt kan ske – kommer af angst. Det giver bedre og bedre mening. Og føj for en skefuld at oplevelse det i et fly! Kæmpe skulderklap at du kom igennem, for det lyder som noget af en svimlende oplevelse. Men for pokker. Du er i USA! Misundelsen er at føle. Glæder mig til at følge med!

    • Nu hvor du skriver udiagnosticeret, vil jeg lige understrege, at det ikke nødvendigvis er et tegn på angst, selvom det er det i mit tilfælde. Der er nogle gange lidt nogle overlap i symptomer – det kunne også fx være OCD. Men det er træls under alle omstændigheder!

  • Kæmpe kram seje du❤️ Sikken en møg oplevelse
    Håber du får den mest fantastiske tur, masser af shopping af alt hvad hjertet begærer. Glæder mig til at følge din tur 🥰

  • Du er for vild altså! Det der har jeg også prøvet, og jeg kan pga det stadig ikke rigtig lide at flyve! Det med at man bare ikke kan komme ud trigger helt vildt😬 men for filan hvor er det fede du bare gør det alligevel💪Og for mig virker Karsten Pharaos stemme også utroligt beroligende! ( han har indlæst en del bøger der ligger på Mofibo)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.