Jeg er jo Bridget Jones #529

1. Købte mig en pose honningristede cashewnødder til en absurd god pris. Var helt lykkelig, før jeg kom hjem og opdagede, at det var en cashewnød-mix, hvilket er kodeord for 80% peanuts (hvilket også forklarede prisen). Jeg kan hverken lide eller synderligt godt tåle peanuts.

2. Jeg har altid en flaske vand stående på mit natbord, fordi jeg nogle gange vågner midt om natten og er tørstig. Det gjorde jeg forleden, men da jeg skruede låget af, fik jeg tabt det på gulvet, og så var det bare væk. Og så lå jeg der klokken halv fire om morgenen med en åben vandflaske i hånden og havde simpelthen ikke mental kapacitet til at finde ud af, hvad jeg lige skulle stille op. Jeg endte med at stille flasken på gulvet og væltede den derefter som det første, da jeg stod op.

3. Tænkte, jeg lige kunne nå i bad, inden kartoflerne kogte. Det kunne jeg ikke, men jeg kunne til gengæld høre dem lystigt koge over, da jeg slukkede for vandet i bruseren.

4. Det er ved at blive sådan rigtig køligt nu, og hvert år glemmer jeg, hvor afsindigt koldt sådan et toiletbræt bliver. Jeg ville foreslå, at man skulle begynde at opvarme dem, men et varmt toiletbræt er ligesom bare endnu værre, ikke?

5. Da jeg den anden dag skulle ud af døren, og det regnede halvmeget, gik det op for mig, at jeg kun ejer overgangsjakker, der tåler vand imponerende dårligt. Tænk faux ruskind og den slags. Oplagt til efterår. Well done, Miriam.

6. Skulle have printet en vaccine-formular, som jeg skal aflevere på flyet, når jeg skal til USA i morgen, og eftersom jeg ikke har en printer, måtte jeg i sådan en kopibiks. Det kostede en mindre formue, og der var i øvrigt kø, fordi ingen ejer printere længere, og vi af en eller anden grund stadig bliver bedt om fysiske eksemplarer af shit. Overvejer nu lidt at åbne en print-biks, det virker som en god forretning.

7. Sendte i øvrigt Herbert til Jylland i går for at blive passet af min mor, og det er virkelig vildt, hvor meget man er vant til sådan et dyr. Tabte et lille stykke kylling på gulvet, da jeg lavede mad og gjorde ikke noget ved det, fordi “det tager Herbert”, men det gjorde Herbert ligesom ikke.

8. …Er desuden blevet opmærksom på, hvor mange random lyde min lejlighed siger, som jeg normalt bare antager kommer fra Herbert. Måske spøger her faktisk lidt.

9. I onsdags var jeg ude at spise. Der var crème brûlée på menukortet, og jeg har en regel om, at hvis der er crème brûlée, så skal jeg bestille crème brûlée. Uheldigvis fik jeg stegt flæsk ad libitum til hovedret, så der var ikke skyggen af plads til dessert. Dessertmaven var simpelthen fyldt op med persillesovs. Har stadig ikke helt tilgivet mig selv.

10. Da jeg den anden dag vågnede, var mit følgertal på Instagram svundet med 1000+ mennesker. Det viste sig heldigvis at være en fejl, men der var lige et øjeblik, hvor jeg tænkte over, om jeg mon havde kastet mig ud i en massiv shitstorm helt uden at opdage det.

Kommentarer (27)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.