Det ikke-ambitiøse, men egentlig ret fine liv

Da jeg var barn, var min store drøm at blive rig og berømt. Den næste Britney Spears eller Alicia Silverstone. Det var ikke rigtigt med i mine overvejelser, at det var noget, jeg skulle arbejde for, jeg havde nok en idé om, at jeg ville blive opdaget på gaden eller noget, og så ville alt flaske sig automatisk. Til trods for at jeg hverken er indehaver af noget, der minder om et skuespiltalent eller en sangstemme, der er væsentligt over gennemsnittet.

Da jeg blev ældre, var det mest det med at blive rig, der blev fokus. At kunne købe hvad jeg ville, når jeg ville. At være badass business-woman og køre med klatten. Prestige og penge. Woop woop!

Det hele ændrede sig, da jeg blev syg. Og da jeg i midten af tyverne en dag sad hos min læge, og hun begyndte at tale om førtidspension, var jeg nødt til at give mine drømme en overhaling. På det tidspunkt kæmpede jeg med bare at komme igennem universitetet, og beskeden om, at jeg nok skulle kigge langt efter at kunne fungere i noget så traditionelt som et almindeligt 8-16-job i fremtiden, rimede dårligt på alle de planer, der flaksede rundt i mit hoved.

Vi lever i et samfund, der hylder ambitioner. 12-tals-piger og iværksættere og chefstillinger. Det exceptionelle. Vi skal udrette og bedrive. Hele tiden nye projekter og nye mål. Højere, vildere. Og hvis man elsker det, siger jeg more power to you! Det var bare pludselig ikke realistisk for mig.

Så jeg er landet et lidt andet sted. Barren for succes er blevet lavere. Drømmen er blevet mere opnåelig i takt med, at jeg er blevet både ældre og mere realistisk. Mine værdier og prioriteter har ændret sig. Jeg vil faktisk bare gerne trives bedst muligt. Være så glad, som jeg kan slippe af sted med inden for de rammer, jeg er blevet givet. Jeg drømmer ikke længere om en stor penthouse-lejlighed og et skab fuld af designertøj. Bevares, jeg ville da ikke takke nej til en lidt større lejlighed eller bare den nuværende med et køkken, der ikke er fra 1937, men jeg er generelt glad, så længe jeg kan betale min husleje. Hvis jeg kan slippe for røde tal på kontoen for enden af hver måned. Have råd til at tage på ferie engang imellem og give gode julegaver til min familie. Sådan et solidt middelklasseliv. Det er rigeligt til mig.

Middelmådighed vil nogen sikkert kalde det. Og måske har de ret. For der er ikke rigtig mange ambitioner i mit liv efterhånden. Men det ved jeg ikke, om jeg synes, der er noget galt med. Er høje ambitioner obligatoriske for at leve det gode liv? Jeg havde i en årelang periode udsigt til en helt anden og noget mere begrænsende fremtid, så det føles vildt at være landet her. Der er op og ned, for sådan er det, når man er kronisk syg, men i det store hele spiller det. Med enkeltmandsvirksomhed og arbejdstider, der som regel kan tilpasses efter behov og formåen, og muligheden for at sidde en torsdag eftermiddag og skrive et blogindlæg fra min sofa hjemme i stuen. Jeg er meget, meget bevidst om, hvor privilegeret, jeg er. Og meget taknemmelig.

Nogle af drømmene er ikke sådan sten-sten-døde. Jeg mener, hvis jeg vandt 10 millioner i Lotto, ville jeg snildt kunne give dem ben at gå på. Og hvis jeg en dag skulle komme i mål med at skrive en bog, kognitive udfordringer til trods, vil jeg uden tvivl være lykkens pamfilius. Men hvis det ikke sker, er det også okay. Hvis tingene bare fortsætter som nu, er jeg mere end tilfreds. Jeg har allerede alt, jeg har brug for og mere til.

Kommentarer (41)

  • Åh, sikke et dejligt indlæg, Miriam!

    Ved de sidste to eksaminer, jeg har været til, har jeg fået 4. Mine venner fik 7, på trods af, at vi har knoklet lige hårdt, men det var jo mig, der “kun” fik 4, selvom det var mig, der rettede hele opgaven igennem for kommaer og stavefejl. Og lidt mod min vilje grædt af frustration hver gang. Men når dagene så passerer, har jeg glemt det igen. Jeg er heldigvis hurtigt videre. Jeg har aldrig været fagligt stærk. I gymnasiet spurgte min klasselærer mig, om jeg var sikker på, at jeg skulle på universitetet. “Øh, tak for lort,” tænkte jeg, selvom jeg altid har vidst, at jeg ville læse en professionsbachelor, som jeg er færdig med til januar.

    I går fik jeg et job og begynder til februar. Jeg glæder mig til at være færdig med at studere, selvom studelivet er hyggeligt nok. Ansættelsen mindede mig om, at jo godt kan. Var lige ved at få tårer i øjnene, da de ringede og sagde, at de gerne vil have mig. De kunne lide mig, selvom jeg var vildt nervøs og lidt rundt på gulvet, kikset-agtig. Så jeg er jo ikke bare pigen, der kun får lave karakterer.

    Snart skal jeg væk fra kollegie og bo med min kæreste. Jeg glæder mig for vildt til, at det bare er os to, og at jeg ikke skal have dårlig samvittighed, når jeg ikke deltager i diverse sociale aktiviteter på mit kollegie. Har også taget min tørn af kollegieværelser, må jeg indrømme.

    Så længe jeg er glad for de valg, jeg træffer, og folk omkring mig har det godt, så er jeg pisse hamrende glad for mit middelmådige liv <3

    • Kæmpe tillykke med det nye arbejde! Har også ofte den der følelse af, at mange andre kan meget mere, og ofte er det jo sandt. Men man har også også lidt en tendens til at sammenligne sig selv med dem, der er bedre i stedet for at fokusere på der, hvor man selv brillierer, ikke?

  • Bestemt en følelse jeg kan nikke en voldsom genkenden til
    Karrierer og uddannelse har altid skulle trumfe alt i mit liv, og målene for min karrierer var dem som var vigtigere end dem for mit personlige liv eller min (relativt dyre hobby) hestene
    Som jeg er blevet ældre (og næsten færdiguddannet til en rigtig lederstilling hvis jeg vil arbejde alle de timer jeg drømte om) så kan jeg virkelig mærke at jeg ikke aner om det er min store ambition, jeg vil virkelig gerne bare have et godt job, som kan give mig fleksibiliteten til at gøre alt det jeg holder af udenfor mit job
    Men Damn der er lang vej hjem for mit hoved til at indse og endnu mere turde sige det højt

    • Jeg føler stadig et ret stort eksternt pres for at sætte gang i en masse projektet – især i min branche, hvor det efterhånden er mere reglen end undtagelsen. Og ofte har jeg da også lyst. I hvert fald teoretisk. Men i så fald bliver det altså lidt mere slow og velovervejet og én ting ad gangen. 😅

  • Tak fordi du sætter ord på noget jeg har bakset med længe. Lykken findes alle steder, i alle former, og lykke og livsglæde bør være det ultimative mål her i livet.

  • Tusind tak for at sætte ord på det ❤️ Jeg har selv været igennem sammen justering af drømme og forventninger til livet. Og det er svært når mange omkring en har fokus på karriere og penge. Især når de er uforstående for at andre mennesker ikke kan det samme. Ikke pga dovenskab, men pga evne. Det er dejligt at vide at jeg ikke er alene!

    • Det er meget svært at have den der følelse af, at man bliver dømt fra alle sider. Min sygdom er jo på mange måder usynlig, og det er der simpelthen stadig så lidt respekt for, at folk, som du siger, automatisk konkluderer, at man nok bare er doven, svag, etc. Og det hjælper ikke ligefrem på, hvordan man selv har det med at være begrænset i forhold til andre mennesker.

  • Jeg er selv alvorligt, kronisk syg og har gennem livet måttet sluge nogle kameler, der har været både seje og stride. Jeg er i udredning til enten fleksjob eller førtidspension nu. Endelig i reel udredning og ikke bare siddende på en pind på jobcenteret og kukkeluret som jeg ellers har gjort i snart 15 år.
    Min ambition strækker sig nu til at jeg gerne vil eje mit eget hjem. Jeg vil virkelig gerne eje et lille rækkehus med en plet græs, så jeg kan få mig en hund og et par krukker med urter til mit køkken. Måske et lillebitte drivhus med en tomatplante eller to.
    Da jeg var yngre inden jeg blev syg, ville jeg have villa, Volvo og vovse og helst de dér 2,4 børn som man jo skulle. Nu er jeg 35. Jeg vil ikke længere have hverken mand, børn eller Volvo. Men jeg gad stadig virkelig godt have vovsen.

    • Jeg synes, det lyder som en helt perfekt ambition! Jeg skal også være ærlig og sige, at jeg jo så udmærket godt ved, at vejen til førtidspension er lang og udmattende, og jeg føler faktisk, den ville have knækket mig meget mere end at skulle acceptere, at det var den vej, jeg var nødt til at gå. Man ved jo aldrig, hvad der sker i livet, men jeg håber inderligt, jeg forbliver i stand til at slippe udenom at skulle derhen.

  • Tak tak tak for dette indlæg! Jeg er selv kronisk syg og er blevet sendiagnotiseret med aspergers, ADHD og derudover har jeg også en kronisk stress, angst og depression jeg kæmper med. Jeg kæmper stadig med at helt acceptere at mit liv har taget en helt anden drejning og at drømmene også må det. Men håber jeg med tiden kan komme til det punkt, hvor jeg 100 % har fundet roen i, at bare det at jeg kan være glad og have en nogenlunde fungerende hver dag er det vigtigste. Hvor jeg ikke skal have så meget støtte, men kan være lidt mere selvstændig og bare kunne smile og være glad indeni. Det er det jeg går og drømmer om lige nu, men hvor det hele føles lidt langt væk, når nu man slås med de ting jeg gør. Men håber det langsomt går den rigtige vej og tågen letter.

    • Det kan være virkelig svært at acceptere, at man ikke kan det samme som flertallet. Og det kræver træning at sætte pris på det, man så har. Og sorgen må godt være der. Den er helt naturlig. <3

  • Årh ja, det er også meget vigtigere for mig at have det godt – i krop og sind, end at tjene styrtende med penge.
    Når man har været nede i livets dybe mørke, så sætter det ligesom tingene i perspektiv. Til gengæld er jeg også “tvunget” til at have det livssyn, for jeg risikerer at blive syg af at køre benhård og intens karriereliv.

    • Det kan føles lidt ambivalent. For selvom jeg synes, det er sundt at skrue ned for ambitionsræset, så føles det ikke nødvendigvis som et valg, man har taget af egen fri vilje. Idéelt set havde jeg nok befundet mig et sted midt imellem, hvis jeg selv kunne vælge.

  • Kære Miriam, det er et helt vildt dejligt indlæg! For vi er sikkert mange, der skal huske os selv på, at vi gør det lige præcis så godt, som vi kan, og det er rigtig godt. Jeg tror alle (i hvert fald også mig) drømmer om at excellere inden for vores fag. Så så man lige mig stå der og modtage priser og hyldest og misundelige blikke, fordi alle ville være lige så dygtig og sej som mig! Men det er jo det med at kunne indrette sit liv, så det passer til en selv, der tæller.
    Og for what it’s worth, så synes jeg dit liv ligner et drømmeliv i mine øjne. Tænk at du kan leve af at skrive blog og lave instaposts, bo i din egen lejlighed og rejse til USA en gang om året, og samtidig kan prioritere dig selv og din psyke, når du trænger til det. You’ve made it Girl!

    • Problemet med at ville excellere er vel, at der som regel kun er begrænset plads på toppen, og der er bare ikke plads til alle. 😅 Jeg har efter omstændighederne skabt et rigtig fint liv, men et drømmeliv vil jeg bestemt ikke kalde det. Der er ikke altid plads til at prioritere mit helbred i den grad, jeg burde, for der skal jo også tjenes penge, og der er deadlines og sådan, så fleksibiliteten kan kun strækkes til en vis grad. Og der er performancepres, og kampen for at få nok kampagner og folk, der er onde på internettet. Rigtig mange folk, der er onde på internettet. 🙈 Så selvom jeg 100% er heldig med mit arbejde og virkelig holder af det, så ville jeg være ked af, hvis nogen troede, det var lutter lagkage. Men jeg tror, der er ulemper ved næsten alle jobs, hvis man kigger dem efter i sømmene. 😀

  • Det her er mit yndlings-blogindlæg længe, hvis ikke nogensinde – puha, hvor kan jeg genkende det, og hvor trængte jeg til at høre det! Dejligt med lidt hyldest til det rolige og hyggelige liv uden kæmpe armbevægelser, men med ro på ❤️

    • Især hvis det ligesom er det, man trives i! Så virker det bare lidt fjollet at forsøge at presse sig selv til alt muligt andet.

  • Er “at leve det gode liv” ikke en ret høj (og vigtig) ambition i sig selv? Behøver man overhovedet have ambitioner om andet?

    • Man behøver aldrig noget, men det kan være svært ikke at føle pres udefra (eller indefra!), fordi vi som samfund har nogle ret tydelige idéer om, hvordan succes ser ud. 🙂

  • Tak for det indlæg – det var rart at læse!
    Jeg kæmper med tanker om, at jeg ikke har et awesome nok liv. At jeg blot accepterer mit “leverpostej-liv”, med børn, mand og et job som giver en ok løn – men som ikke er min store passion. Men jeg tror, at de hårde tanker mest handler om, at jeg forestiller mig mit liv igennem andre “sejere” menneskers øjne og tænker, at de dømmer mig.

    I virkeligheden tror jeg faktisk, at jeg er helt ægte glad for mit liv ♥️ Så kæmpe opbakning til ideen om at redefinere succeskriterierne for ens eget liv!!

  • Jeg knus ELSKER alt ved det her indlæg. ALT.

    Jeg vidste i en del år slet ikke hvad jeg ville.
    Jo jeg ville ikke på gym. Hadede skole og var ikke go til de kedelige boglige fag jeg ikke vidste hvad jeg skulle med. Tog handelskole, fik elevplads i magasin. Hadede det og vidste inden for de første 3 mdr jeg ikke skulle stå i butik. Men færdiggjorde butiksuddannelsen. Jeg har altid gernet ville arbejde med dyr. Men dengang jeg var barn og ung var der i mine øjne engen cirkus(så gammel er jeg)dyrlæge som ikke var en mulgihed med mine karektere og had til skole og så dyrepasser…da jeg var færdig i butik. Startede jeg på dyrepasser uddannelse og har ikke set mig tilbage siden. Hold kæft hvor jeg lige pludselig forstod vigtigheden af skole og fagene. For nu kunne matematik bruges til at udregne doser og lave foderplaner. Jeg har 26 år jubilæum i faget og føler jeg lære noget nyt hver uge. Jeg arbejder med forskning. Og har verdens bedste job. Ikke verdens bedste løn, arbejdsstid men et liv jeg ikke vil bytte. Og det er det vigtigste. Jeg kunne også godt bruge 10 mill.. jeg elsker mit middelmådige liv. Og hurra for dig miriam. Jeg tænker tid på dig(jo hver morgen når jeg lige tjekker insta og håber der er en historie fr dit liv.) Middelmådigt eller ej. Jeg elsker dit liv og gad godt være lige så sej som dig

    • Wauw, hvor er det fedt at høre, at du bare ramte plet! Jeg tror, det er drømmen for mange at finde et arbejde, de virkelig elsker og ikke bare har for at tjene penge!

  • Hej ❤️

    Det er lidt sjovt , Igår gik jeg en tur ved vandet hvor jeg gik og tænkte over at jeg virkelig elsker dagligdagen og har fundet ro i den , især efter at have fået godkendt revalidering og nedsat tid fordi jeg er ikke rig men jeg nyder hverdagen og alt der hører med fordi jeg nu har rammer der passer til mig og jeg har et dejligt hjem og alt det jeg har behov for og har råd til at rejse lidt og det føles så rart at som kronikker endelig at finde den ro og glæde og tænker helt klart også at min alder spiller ind men det som mange andre måske ville se som kedeligt stor nyder jeg❤️
    Så fint skriv 🫶

  • Tak for endnu et fint skriv!
    Jeg har aldrig ægte haft vilde drømme for mit liv og følte stor skam over det. Nu viser det sig at jeg knap formår det jeg drømte om og det gør nas. Men jeg finder en vej og redefinerer succeskriterierne og håber at stresstågen snart letter så jeg får et reelt billede af hvad jeg kan nu.
    Hurra for de små ting i hverdagen som giver glimt af lykke.

    • Det er hårdt, når man simpelthen ikke havde overvejet, at livet sådan kunne spænde ben for en. Vi gør vores bedste!

  • Sikken et smukt indlæg. Jeg sad og nikkede genkendelse til så meget af det. Jeg havde også store drømme der måtte justeres. Det har været svært at acceptere og, som de sagde på smertekliniklen så må man gerne sorge for det liv man troede man ville få. Jeg kæmpede mig igennem min kandidat og havde længe skyldfølelse over at jeg ikke kunne arbejde fuldtid uden at besvime. Idag er jeg så heldig og glad for at være i flexjob hvor jeg kan bruge min uddannelse og gøre noget af det jeg ville. Jo vidst er det mindre penge end almindelig fuldtid, men jeg er lykkelig for det er en mulighed. Tak 💜

    • Der er meget sorg! Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver helt færdig med at sørge, men der er heldigvis plads til flere følelser på én gang, og der er mange flere gode, end der var engang!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.