Nogle følelser føles farlige

I dagens indlæg kommer jeg blandt andet ind på suicidale tanker, så hvis du er et lortested oven i hovedet, så overvej lige, om det er nu, du skal læse det. <3

Jeg var i terapi forleden og havde i den forbindelse en snak med min terapeut om nogle tanker, jeg egentlig har gjort mig i årevis, men som har fyldt lidt ekstra på det sidste. Det handler om, hvor dårlige vi som mennesker er til at rumme svære følelser. Til dels hos os selv, men i langt højere grad hos andre. Fordi de følelser er så ubehagelige at blive præsenteret for, får vi et akut behov for at gå i “fikse-mode”.

Jeg oplever det stadig en del, når jeg snakker om mentalt helbred. Ikke nødvendigvis mit eget, bare generelt. Og jeg oplevede det virkelig meget i mine år som svært deprimeret. Folk ville gerne spørge ind til, hvordan jeg havde det, men hvis jeg delte ærligt, var reaktionen ofte den samme. Frygt, bekymring, panik. Og egentlig tænker jeg jo, at det er en naturlig reaktion. Når nogen, man holder af, har det dårligt, så vil man gerne hjælpe dem til at holde op med at have det dårligt. Men det endte bare også tit med en situation, hvor jeg pludselig befandt mig i en rolle, hvor jeg skulle berolige den person, jeg talte med. Fortælle dem, at det hele nok skulle gå. Fordi mine følelser var farlige. De var bange for dem – på mine vegne.

Jeg tror, det kan være svært at forstå sådan nogle følelser, hvis man ikke har personlig erfaring at trække på. Hvis man fx aldrig selv har prøvet, hvad det vil sige at tænke, at det ville være ret nice, hvis man ikke var i live. Og her er der selvfølgelig en vigtig balancegang at pointere, for hvis man er seriøst selvmordstruet, så har man uden tvivl brug for akut hjælp. Men der er stor forskel på at have lyst til at dø og at planlægge at dø. Og tanker om, at det hele ville være meget lettere, hvis man ikke var her længere, de kommer gerne med som ekstra bonus oven i visse psykiske sygdomme. Fordi alt for mange dage bliver kamp at komme igennem, og nogle dage føler man sig bare ikke stærk nok til at kæmpe. Der kan der opstå en vis tryghed i tanken om, at det er en mulighed at give op. Det er ikke tanker, der er så sjældne, som nogle mennesker tror. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har mødt et menneske, som har haft depression inde på kroppen, der ikke har haft dem. Om det så har været flygtigt eller gennemgående. Men det er tanker, der utroligt svære for mange at rumme.

Realiteten er, at den slags tanker er hverdag for nogle mennesker. De følger ligesom bare med alt det andet, og så skal man prøve at finde ud af at fungere med dem rumsterende oppe i hovedet. Det er hårdt. Udmattende. På samme måde som det er det, hvis man er ramt af så voldsom angst, at man ikke kan forlade sit hjem. Eller hvis man er så stresset, at man pludselig ikke kan huske, hvad ens egen kæreste hedder. Det er tungt at gå med alene, og derfor kan det være virkelig rart ind imellem at dele. Og det er her, jeg ville ønske, at vi blev bedre til at acceptere den slags følelser hos andre og øvede os i at anerkende og validere dem i stedet for straks at prøve at få dem til at gå væk. Især hvis vedkommende allerede er i behandling, hvor der arbejdes med den sårede psyke. For realiteten er desværre, at der er ikke et quick fix, og der er sjældent noget, der kan foreslås, som man ikke allerede kender til eller allerede arbejder intenst på. Og hvad vigtigere er: Nogle gange har man ikke brug for gode råd eller bud på løsninger. Nogle gange har man brug for en krammer og et lyttende øre og nogen, der siger “fuck, det lyder svært, jeg er virkelig ked af, at du har det sådan.” I rigtig mange tilfælde hjælper det uendeligt meget mere end alle gode råd i verden tilsammen.

Kommentarer (24)

  • Så fint og vigtigt er indlæg❤️❤️ jeg har selv øvet mig virkelig meget i at være der når nogen har det svært og ikke bare stikke af eller lade som om det svære ikke er der. Og du har så meget ret i, at det at lytte og anerkende at der er noget der er svært for den anden uden at fikse eller give råd, kan gøre en stor forskel. Jeg synes i øvrigt at du er virkelig modig at dele og så er du bare skøn!❤️❤️

    • Det ligger så instinktivt i os at ville hjælpe. Jeg gør det også selv, hvilket jo rimer dårlig på at være irriteret, når andre gør det. Øvelse gør mester!

  • Så vigtigt indlæg!
    Jeg har aldrig planlagt selvmord. Men nøj hvor har jeg mange gange følt, at jeg ikke kunne overskue at være i live. Det var simpelthen for hårdt. Jeg ved ikke om j’et nogensinde slipper dem helt. Fordi jeg har været tilstrækkelig langt nede, tilstrækkeligt mange gange, så skal der ikke meget til, for at det er mine tanker ender. Men altså. Jeg er her stadigvæk.

    • Da jeg snakkede med min terapeut om det, beskrev jeg det som fantasien om at kunne få lov til at slappe af. Man har jo i virkeligheden bare brug for en pause fra sit eget hoved.

  • Meget vigtigt indlæg ♥️
    Kan du give nogle gode råd til en pårørende? Jeg er helt med på, at de vil være dit personlige synspunkt og måske ikke være de rigtige for alle.
    Shit det er svært at være på sidelinjen og altid føle sig akavet og ikke vide, hvad der egentligt vil være rart og trygt for den anden person. Hvordan viser man, at man gerne vil hjælpe, hvis man kan? Eller “bare” være der? Eller …. hvad end der er gavnligt…?

    • Ja! Det kan du tro, jeg vil! Jeg vil næsten foreslå dig at spørge – gerne med eksempler. For det er nemlig forskelligt fra person til person, hvad man har brug for. Kan jeg gøre noget for at hjælpe? Hvad har du brug for? Har du brug for, at jeg bare lytter? Har du brug for, at jeg kommer med forslag til, hvordan vi løser *konkret problem, hvis der er et*? Hvis fx personen er svært deprimeret og ikke kan overskue sin hverdag, så spørg om de har brug for hjælp til praktiske ting – foreslå gerne konkrete ting som at købe ind, lave mad, etc. Nogle gange kan der nemlig gøres noget for at hjælpe, men ofte skal man ned i det små. Altså, lade være med at gå efter at sparke en psykisk sygdom på porten, men måske gå efter at hjælpe med de udfordringer, der opstår i kølvandet på sygdommen.
      Personligt er jeg indrettet sådan, at jeg helst ikke vil tage imod hjælp, så jeg vil typisk afvise den, med mindre det står usædvanligt grelt til. Men trøst og medfølelse (uden det kammer over i medlidenhed) og muligheden for at læsse af på nogen, så det ikke bare er i mit hoved, det hele. Det hjælper meget mere, end man tror!

  • Vaske ægte sandhed. Intet mindre. Wow. Mærker det helt oppe i halsen og helt nede i maven. Sender kærlighed til dig og mig og alle andre, der forstår det her skriv ❤️

  • Man skal jo bare lytte, og lade være med at komme med tumpede løsningsforslag, og netop give et knus, og lade være med at underkende personens følelser.

    Sjovt nok, minder det om hvordan de fleste har svært ved at forstå fysisk kronisk sygdom. At der ikke er et quick-fix og en penicilinkur der løser det hele på 10 dage, men at man skal være på immundæmpende medicin i måske de næste to år. Når man har fortalt om det føles det sært, at blive mødt med “god bedring”, Især når man ved at ens nuværende situation er kronisk. Og mange har også en masse anekdotebaserede løsninger på kroniske sygdomme, lige som de har det, når det drejer sig om mentalt helbred….

    • Jeg undrer mig så meget over folk, der tror, at man bliver rask, fordi man kommer i behandling. “Heldigvis” tror jeg som regel, det er, fordi de slet ikke har overvejet, at det kunne være anderledes. At man ikke altid bliver rask. Så tænker jeg på folk som Robin Williams, der døjede med depressioner hele sit liv og om nogen havde adgang til den allerbedste behandling. Nogle gange bliver det mere at lære at leve med sin sygdom end det bliver at blive rask, selvom jeg da ved grød ville ønske, at det sidste var tilfældet.

  • Jeg kan huske hvor forskrækket jeg blev, dengang jeg for første gang fik tanken at det ville være lettere hvis jeg ikke var her mere – fordi så var der ro. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, og har fået bearbejdet meget af det der var grund til den tanke – heldigvis. Du beskriver det så utrolig godt her.
    Det du skriver til sidst, om at man ikke altid har brug for andet end en der lytter, det kan jeg virkelig godt genkende. Da jeg blev sygemeldt med stress og angst, ville alle give mig råd og forsøge at løse alting: og selvom det uden tvivl var velment og med kærlige hensigter, så hjalp det ikke: tværtimod. Jeg kan huske det var vildt grænseoverskridende at skulle bede familie og helt tætte venner om at stoppe med rådene medmindre jeg specifikt bad dem om det: jeg ville faktisk bare gerne have et kram og en der lyttede. Tak for, at du er så god til at sætte ord på det, Miriam!

    • Det er det, der bliver den svære balance – hvordan giver man udtryk for, at man ikke vil have folks gode råd og hjælp, fordi den ikke rent faktisk er hjælpsom, men decideret kan være med til at gøre det hele værre? Mange tager det som en afvisning og bliver fornærmede eller sure. Det er ret svært.

  • Jeg har også selv været bange for de tanker hos mig selv, og det hjalp faktisk at få at vide af en terapeut, at der er enormt langt fra tanken om ikke at være her mere, til det bliver en konkret plan. For mig var det sundt at forstå, at man godt kan ønske, at livet ville gå væk, uden at det betyder mere eller andet end at livet er hårdt på det tidspunkt.

    • Præcis. Det er ofte bare et virkelig intenst ønske om en pause fra alt det svære.

  • Jeg elske, at du har så meget omsorg for andre, at du indleder med en trigger warning ❤️
    Tak for et rigtig væsentligt indspark, som jeg er så enig i! Også selvom jeg selv er faldet i fixer-fælden ind i mellem -på trods af selv at have været i hullet mere end en gang.

    • Jeg falder sgu også i! Jeg tror, det ligger helt naturligt i os at ville hjælpe. Det er nok noget, man skal aflære sig selv.

  • Michael Strunge sagde det meget rigtigt i digtet “Aldrig”:
    Nej, jeg vil ikke dø.
    Jeg vil bare være ufødt.

Der er lukket for kommentarer.