Jeg havde fødselsdag i går, og selvom det ikke er noget, der giver mig voldsom eksistentiel krise, så ville det også være løgn at sige, at jeg slet ingen krise har. Det, jeg har bemærket, er imidlertid, at den meget rammende kan beskrives mere som ekstern end intern. For på mange måder er jeg egentlig ret godt tilfreds med mit liv. Og selvom vi som samfund er ved at bevæge os et sted
1. Den anden dag kom jeg gående helt almindeligt ned ad en gade, da jeg hørte nogen bag mig. Sådan ret tæt på på den der måde, hvor man tænker “så overhal da bare!”, men det gjorde personen ikke. Til sidst vendte jeg mig om for at se, hvem det var. Det var en due. Med tilsyneladende virkelig tunge trin.
2. Jeg har søgt en del på festpynt henover den sidste uges tid, hvilket
1. Mennesker, der sætter tyggegummi under borde på restauranter.
2. Mennesker, der taler højlydt sammen i en biograf.
3. Hvem end, der sagde god for de der Biva-reklamer i sin tid.
4. Mennesker, der siger ad-renalin i stedet for a-drenalin.
5. Mennesker, der retter på den måde, andre mennesker udtaler ting på.
6. Mennesker, der placerer deres taske på det eneste tomme sæde, der er tilbage
1. Jeg har haft støvsuger i jævnt mange år efterhånden, og hver gang posen er ved at være fuld, og sugeevnen ikke er optimal, er min første tanke alligevel altid, om støvsugeren mon er gået i stykker.
2. I sidste uge skrev jeg om, at jeg blev ved med at glemme at købe tandpasta, og at jeg var faretruende tæt på at løbe tør. I denne uge huskede jeg rent faktisk at købe nyt, men
Det kan godt virke farligt at tale om at være på den anden side af Corona. Dels fordi store dele af verden ikke befinder sig samme sted endnu, dels fordi den jo ikke som sådan er gået væk, og nogle med garanti stadig har en masse bekymringer på området, og dels fordi vi ad efterhånden adskillige omgange har tænkt, at det nu var slut med det og så er blevet snydt noget så eftertrykkeligt.
Hvis man leder efter smukke kjoler på den røde løber før Grammy-uddelingen, så er der langt mellem snapsene. Det er ikke helt det, der er viben her. Faktisk synes jeg grangiveligt, det ser ud, som om der i år har været et tema: “Klæd dig, som var du en Capitol-borger i Hunger Games-universet.” Så det har folk gjort, og det har de gjort godt!
Mine to favoritter fra aftenen
1. Når nogen larmer helt vildt ude i opgangen, og man får lyst lyst til at råbe af dem, at det altså er almindelig høflighed at tage hensyn til sine naboer så sent om aftenen. Så kiggede jeg på uret, og den var 21.07.
2. Ærligt, fuck størrelsen på københavnerbadeværelser. Mine ansigtsmasker står på en hylde lige over toilettet, og i hvert fald en tredjedel af dem har på nuværende
Et af mine største gennembrud i terapi har været, da jeg fandt ud af, at jeg skal arbejde med og ikke mod min hjerne, når det kommer til ukontrollerbare, selvkritiske tanker. I stedet for at blive sur og frustreret og slå mig selv oven i hovedet, fordi min hjerne bliver ved med at sabotere mig, så prøve at forstå, hvorfor den gør, som den gør. For hjernen er jo mig. Når man bakser
Her er jeres vanlige Oscars-indlæg, hvor jeg som altid fuldstændigt ignorerer, at der rent faktisk kommer en prisuddeling efter den røde løber. Nok i særdeleshed i år. Oscars har altid de mest grandiose kjoler, men ofte bliver der heller ikke taget så mange chancer, som der gør til nogle af de andre shows. Men hvorom alting er, har jeg selvfølgelig fundet lidt at kommentere på.
Traditionen
1. Var ude et sted, hvor der var fælles garderobe, og min jakke endte med at hænge op ad en faux fur, der fældede værre end den gennemsnitlige golden retriever om foråret. Der er gået fem dage, og jeg har stadig ikke fået det hele af.
2. Da jeg forleden var med metroen, var der en dame, der fik en bøde, fordi hun havde glemt at checke ind. Det virkede som en oprigtig fejl, men der var