Såeh, konceptet er som følger: Her er fire film, jeg har set. Der er ingen af dem, der er kæmpe Hollywood-film, og ingen af dem vidste jeg en fis om, før jeg satte dem på. Det er helt ærligt min yndlingsmåde at se film på, for så er der ingen forventninger, der skal indfris. Ingen af disse film er store mesterværker, men de er ideelle til at sætte på en aften, hvor man ikke ved,
Molly’s Game (2017). Havde aldrig hørt om den her film, før den tilfældigt poppede op, mens jeg browsede for at finde noget tilfældig aftenunderholdning. Jeg er altid lidt skeptisk, når der er en nyere film, jeg aldrig har hørt om, der har relativt store stjerner (Jessica Chastain og Idris Elba) i hovedrollerne, for det plejer
Det fine ved lortesommer er, at det er en fremragende undskyldning for at blive inden døre og streame løs, og det har jeg så selvfølgelig gjort. Dermed ikke sagt, at en god sommer havde været en streaming-fri sommer, for jeg har det jo i virkeligheden lidt stramt med solen, men et eller anden skal jeg jo skrive som indledning, før jeg begynder at opremse anbefalinger. Hvilket jeg gør
Så. Formålet med det her indlæg var at finde noget let og luftig underholding til de mange aftener på sofaen. Der findes et stort udvalg af romantiske komedier derude, men mange af dem har vi efterhånden set til uigenkendelighed. Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig sætter stor pris på at gense Notting Hill eller Bridget Jones på for gang nummer halvanden million, men med hjælp fra
Det havde været mere tjekket, hvis det her indlæg havde været ude i går – fredag d. 13. – men jeg fik det altså ikke færdigt i tide, for jeg er ikke en tjekket person. Bedre sent end aldrig.
Jeg elsker et godt gys, men jeg er meget specifik med, hvad det helt præcis vil sige. Jeg kan fx ikke udstå torture porn á la The Texas Chainsaw Massacre, og hvis man bygger sin skræmmeeffekt
Jeg negligerer helt ærligt ofte dokumentar-genren på mine streamingtjenester, fordi der ikke er noget, der kan få mig til at føle, jeg har spildt min tid, som hvis jeg er nødt til at give op halvvejs inde i en dokumentar, der bare ikke har formået at fange min opmærksomhed. Men når en dokumentar er god, er den til gengæld på mange måder i stand til at få mig meget mere op at ringe
Der findes virkelig, virkelig mange julefilm. Og de er meget varierende i kvalitet. Der er dem, man skal se, før det rigtigt kan blive jul og dem, man lige timer aftenhyggen til, når de alligevel er i fjernsynet, og dem, man sætter på, fordi man alligevel ikke har noget bedre at tage sig til, selvom man har luret hele filmen, før første scene er slut. Den sidste kategori er ikke
Legenden siger, at der engang var en, der sagde til Stephen King, at han kun kunne skrive gys. For at modbevise det, skrev han et par gys-fri noveller. En af dem var Shawshank Redemption. Der er en grund til, at af alle film, der nogensinde er registreret på IMDB, er det Shawshank Redemption, der har den højeste score. Af samme årsag har de fleste af jer sikkert allerede været der, men
Jeg fucking elsker film med et godt plot twist. De er selvsagt allerbedst, når man ikke rent faktisk ved, at der kommer et twist, men med mindre jeg lavede et filmindlæg Russian roulette-style, hvor én ud af fem film tager røven på folk, så er det altså svært at holde den del af overraskelsen skjult. Heldigvis er det gode plot twists force, at man sjældent ser det komme, så forhåbentlig
The Princess Bride (1987). Hvis du kender The Princess Bride, så kender du den sikkert. Det er en film, der har et kultfølge af de større, men er man ikke indviet i filmen og al dens skøre vidunderlighed, så er oddsene for, at man tilfældigt skulle opdage den måske ikke de bedste. Og dermed lander