Fire filmanbefalinger til dine kedelige hverdagsaftener

Såeh, konceptet er som følger: Her er fire film, jeg har set. Der er ingen af dem, der er kæmpe Hollywood-film, og ingen af dem vidste jeg en fis om, før jeg satte dem på. Det er helt ærligt min yndlingsmåde at se film på, for så er der ingen forventninger, der skal indfris. Ingen af disse film er store mesterværker, men de er ideelle til at sætte på en aften, hvor man ikke ved, hvad man ellers skal se, og hvor man ikke har behov for at blive wow’et af sin filmoplevelse, så længe man føler sig underholdt. Og det gjorde jeg her. Så nu deler jeg dem med jer:

Awake (2021). Ret skal være ret, Awake ligger på ikke just imponerende 4,8 på IMDB, men der er det ved det, at præsenterer man mig for noget dystopi med et omdrejningspunkt, der hedder noget med en sygdom eller lignende, der pludselig er ved at slå hele menneskeheden ihjel, så skal der meget til, før jeg ikke er glad. Plottet er i bund og grund, at der sker noget mysti-fystisk, der får alt elektronik til at holde op med at fungere, og samtidig fratager det alle mennesker deres evne til at sove. Og når folk ikke sover i tilpas lang tid, så bliver de slet og ret sindssyge. Men det viser sig, at Jills datter kan sove, og det starter en kamp mod uret, for alle mener, at Jills datter må besidde kuren mod søvnløshed, og Jill skal forsøge at finde ud af, hvordan hun bedst beskytter hende – før hun selv bliver sindssyg. Ligger på Netflix.

Plus One (2019). Alice er lige kommet ud af et seriøst forhold, og Ben er evighedssingle, og da det bliver bryllupssæson, beslutter de sig for at tage sammen af sted til hvert eneste bryllup, de er inviteret til, for at komme nogenlunde helskindet igennem. Som venner, forstås. For de er gode venner. Man skal nok ikke være et geni for at tænke sig til resten af plottet, men det er en dejligt bramfri film med skæv humor og masser af relatability. Ligger på Prime Video.

The Perfection (2018). Hold jer væk herfra, hvis I har bare skyggen af dårlige nerver, for The Perfection er muligvis en horrorfilm med et stærkt og super interessant psykologisk thriller-aspekt, men det er stadig en horrorfilm, og der er altså nogle klammo scener engang imellem. Man skal være til den slags film for at kunne lide den, men med det sagt er det en af de bedste i sin genre, jeg har set længe. Jeg elskede den! Efter at have været nødt til at forlade en tilværelse som cello-virtuoso for at passe sin døende mor, vender Charlotte tilbage og mødes med kvinden, der har erstattet hende. Til at starte med kommer de fremragende ud af det med hinanden, men på en bustur gennem Kina begynder væsentligt mere dystre ting at ske. En film med dejligt mange twists ventende rundt om hvert hjørne, men altså ikke alle lige behagelige. Ligger på Netflix.

Long Story Short (2021). Den bedste måde at beskrive den her på er måske, at den har lidt “About Time”-vibes, men så er jeg alligevel bange for at slå for stort et brød op, for det er der jo ingen film, der kan leve op til. Og det kan den her heller ikke, men den er stadig ret fin. Dagen efter sit bryllup vågner Teddy op og tror, han skal være helt lykkelig og nygift, men efter et par minutter befinder han sig pludselig på samme dag året efter. Og et par minutter efter er det så året efter igen. Og det bliver ved med at ske, og Teddy bliver ufrivilligt vidne til, hvordan hans liv udvikler sig til noget, han helt bestemt ikke havde ønsket, det skulle være, men han ved heller ikke, hvordan han skal få det stoppet igen. Filmen er egentlig australsk, men minder i humor en del om det, vi er vant til at se fra briterne. En solid blanding mellem drama og komedie, og den kan både noget med underholdning og eftertænksomhed. Ligger på Netflix.

Kommentarer (4)

  • Uh! Mange tak for anbefalingerne, skal helt sikkert se nogle af dem. Er gået lidt død i hvilke film jeg skal se, Netflix er begyndt næsten kun at foreslå film jeg allerede har set… 😒

    • Jeg forstår ikke deres forslag nogle gange. Hvorfor skal jeg selv tilfældigt falde over film, der er 97% match? VIS MIG DEM DA, dem vil jeg jo gerne se!

Der er lukket for kommentarer.