Fire film, jeg har set på det seneste

Her er en lille håndfuld film, jeg har været godt tilfreds med at bruge min tid på, så måske nogle af jer kunne have det på samme måde – hvis I altså ikke allerede har været der.

Run (2020). Chloe kan ikke gå og har generelt mange helbredsproblemer. Hun bliver hjemmeskolet af sin mor og lever meget isoleret, men glæder sig enormt meget til at komme på college, indtil det langsomt begynder at gå op for hende, at moren måske ikke rent faktisk vil hende det bedste. Psykologisk thriller, der snildt kan levere halvanden times underholdning på en kedelig aften. Ligger på Netflix.

The Wife (2017). Glenn Close i rollen som den evigt opbakkende hustru til sit litterære geni af en mand. Som han skal til at modtage Nobelprisen i litteratur, finder vi langsomt ud af, hvor stor en røv han faktisk er, og hvor meget hun har fundet sig i gennem deres liv sammen. Virkeligt habil drama, som jeg synes har fået for lidt opmærksomhed. Ligger på Filmstriben, Viaplay og C More. (Reklame: Har man lyst til at prøve C More gratis og uforpligtende i fire uger, kan man klikke lige her).

Jumanji: Welcome to the Jungle (2017). Jeg undgik den her i fem år, fordi den første er fucking episk, og jeg generelt synes, man skal lade være med at pille ved klassikerne. Men jeg bukkede under og så den og blev positivt overrasket. Den nasser nærmest slet ikke på originalen udover et par enkelte (fine) referencer, og plottet adskiller sig tilpas meget til, at jeg ikke får jokket på min nostalgi. Fire venner bliver suget ind i videospillet Jumanji, og for at komme ud igen skal de gennemføre en række opgaver – uden at miste deres tre liv undervejs. Dejlig let underholdning, der ligger på HBO og Viaplay.

Burnt (2015). Adam Jones var helt i toppen af restaurationsbranchen med to Michelinstjerner, før han fuckede alting op med stoffer og andre uheldigheder. Efter en grundig omgang selvransagelse er han tilbage med en mission om en ny restaurant, der skal modtage de utopiske tre stjerner. Jeg er ret vild med film, der har omdrejningspunkt i specifikke brancher, og selvom der ikke er tale om stor kunst her, er det alligevel et fint indblik i en verden, jeg ikke kender så godt. Ligger på Filmstriben og Prime.

Comments (2)

  • Var også sikker på det ville føles som blasfemi, men kan åbenbart godt ende med at elske begge Jumanji’er – jeg tænker også, det netop er fordi, de ikke forsøgte at lave en direkte genindspilning af den gamle.

    Men originalen (sammen med Hook og 101 Dalmatiner) i 90’er klæder, vil nu altid være den allerrigtigste🤩!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.