For nogle uger siden skrev jeg et af de der blogindlæg, der kommer rigtig tæt på. Det tog lidt tid at få følelserne ned på papir. Få formuleringerne præcise. Jeg nørklede en del med det, fordi det var sårbart. Og da det var færdigt, og jeg var tilfreds, læste jeg det igennem en sidste gang, og så blev det flyttet over i kladdemappen.
Jeg havde ikke planer om at udgive det. Og det
Annonce for Cocopanda.
Okay, ja, titlens reference-joke går mere på nytår, men close enough! Jeg tror, I får en variation af det her indlæg hvert år, men det er måske heller ikke så dumt, for det er altså lidt et tilbagevendende problem. First world problem, uden tvivl, men stadig.
Se, hvis budgettet var ubegrænset, når det kommer til julegaver – både når man er i givende og
Annonce for Cocopanda
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Der sker noget med mig, når de lyse tider kommer. Det er solen, det er varmen, det er at være mere udendørs uden at skulle pakke mig ind i tre lag tøj og svede-fryse, når jeg cykler fra et sted til et andet. Jeg er gladere i blomstrede sommerkjoler og sandaler. Jeg har mere overskud. Jeg kigger efter pæne mænd. Jeg smiler
Annonce for Cocopanda
Jeg er ikke som sådan modstander af begrebet “kvalitet frem for kvantitet”. Der er bare det ved det, at det godt kan komme til at lugte lidt af “dyrt er altid bedre”, og at jeg ikke nødvendigvis synes, det er tilfældet. Jeg mener, jeg er indforstået med, at man nok ikke får den bedste sushi-oplevelse i verden, hvis man samler en bakke op i køledisken
Annonce for Ellos.
I kender godt de der mennesker, der omkring nytår adapterer en “new year, new me”-filosofi, ikke? Sådan er jeg ikke. Ikke engang lidt. Jeg laver som regel et par nytårsforsætter for hyggens skyld, men jeg bilder mig aldrig ind, det sådan for alvor betyder, noget kommer til at ændre sig voldsomt.
Men hvert år opstår der alligevel naturligt et tidspunkt, hvor
Annonce for Cocopanda
Det er blevet en slags balance, der er svær. Hvornår man må lave om på sig selv, og hvornår man skal elske sig selv, som man er. Nu bruger jeg selvfølgelig “må” lidt løst, for naturligvis er der ikke andre end en selv, der skal bestemme det. Men jeg synes, debatten er interessant, fordi den jo er opstået i kølvandet på en mode- og skønhedsindustri,
På de dage hvor jeg vågner til en verden, der er gået i sort, får jeg altid et stærkt behov for en passiv modreaktion. Jeg kaster mig over videoer af hundehvalpe og Candy Crush og jagten på den næste gode pastaret. Privilegiet til at kunne gøre det – distrahere mig selv – er enormt. Man kan ikke distrahere sig selv, hvis ens land netop er blevet invaderet. Der er noget skamfuldt,
Foto: Emily Spiro.
Annonce for Ellos.
Jeg har helt fra barnsben haft en solidt indgroet følelse af at være forkert. Det er en af de ting, jeg bruger rigtig lang tid på at snakke om med min terapeut, for det er sådan noget, det får en til at bakse med ting som voksen også. Ting, som at føle sig god nok. Ting, som at sige fra. Ting, som at tænke på egne behov og rent faktisk synes, det
Vi kan lige nå et par omgange WTF mere inden juleferien, så lad os køre et juletema! Vi skal have fat i alle jeres sjoveste og mærkeligste juletraditioner – om de så er specifikt aftalt eller noget, der ligesom bare altid sker. Måske er der hvert år fem mandler i skålen med risalamande, fordi Onkel Jens bliver sindssygt barnefornærmet, hvis han ikke får en? Måske køber
Annonce for Mofibo.
Er der andre end mig, der har bemærket, at vi udvikler nogle små særheder i takt med, at vi bliver ældre? Eller større særheder for den sags skyld. En af mine værste er, at jeg er blevet en hardcore planlægger. Der var engang, jeg var sindssygt god til at være spontan og go with the flow-agtig, og det er ikke, fordi jeg aldrig kan finde på at sige ja, hvis