Noget om barndomstraumer, Master Fatman og manglende femininitet (dog med lykkelig slutning!)

Foto: Emily Spiro.

Annonce for Ellos.

Jeg har helt fra barnsben haft en solidt indgroet følelse af at være forkert. Det er en af de ting, jeg bruger rigtig lang tid på at snakke om med min terapeut, for det er sådan noget, det får en til at bakse med ting som voksen også. Ting, som at føle sig god nok. Ting, som at sige fra. Ting, som at tænke på egne behov og rent faktisk synes, det er i orden at sætte sig selv først nogle gange.

Forkerthedsfølelsen bestod blandt andet i, at jeg altid følte mig meget stor, kluntet og ufeminin. Nærmest lige så langt tilbage som min hukommelse går. Når jeg kigger på billeder fra dengang i dag, kan jeg godt se, at det slet ikke var så voldsomt, som jeg husker det, men sagen er den, at vi ikke var særlig mange piger i min klasse, og de andre var spinklere bygget end mig. Det er sådan noget, man godt kan blive drillet med, for der skal ikke så meget til i den alder. Som fx dengang vi legede den der leg, hvor man stiller sig foran tavlen, og de andre fra klassen skriver navnet på en kendt person bag en, og så skal man gætte, hvem man er. Og de skrev Master Fatman bag mig og syntes, det var hysterisk morsomt. Og jeg prøvede at grine med, mens en selvhadende spire voksede inden i mig.

Jeg tror på mange måder, det er derfor, jeg senere hen havde en god, lang periode, hvor jeg insisterede på at gå i høje hæle og kjoler og ikke særlig meget andet. Jeg følte ligesom, jeg skulle overkompensere, når nu jeg ikke var født med naturlig elegance eller femininitet. Fx var der dengang, jeg var på weekendtur til København og spankulerede op og ned ad Købmagergade i nogle alt for høje stilletter, og mine fødder var langsomt ved at slå mig ihjel, så til sidste kapitulerede jeg og gik ind i en skobutik… Hvor jeg skiftede mine stilletter ud med et par mindst lige så høje sko – de var bare wedges, hvilket ligesom måtte kvalificere som behageligt fodtøj, ikke?

Den naturlige elegance kan man vist ikke rigtigt gøre så meget ved, og den har jeg stadig ikke. Men siden da har jeg til gengæld lært, at femininitet er mange forskellige ting, og ligeledes fundet ud af, at jeg slet ikke er så snydt på den front, som jeg troede i mine barndomsår. Heller ikke når jeg går i jeans og sneakers og joggingbukser med Tweety-bird på. Det er noget af en befrielse at være nået derhen. Det giver en mental ro, jeg nyder meget.

Det betyder imidlertid selvfølgelig ikke, at jeg ikke stadig elsker mine kjoler, mine høje hæle og min røde læbestift. Og det er en af de mange grunde til, at jeg holder så meget af december: Der er flere anledninger til at dulle sig op, og det ligesom mere alment acceptabelt at skrue en lille smule op for dresscoden. Masser af mulighed for at dyrke skørter og pailletter og blonder og andre gode ting. Skulle man gå og mangle lidt nyt i den kategori, har jeg været på jagt hos Ellos efter gode bud på fine ting, og finder man noget, man ikke kan (eller vil, vil er også legitimt!) leve uden, kan man bruge koden 445431 og få 33% rabat på sin dyreste, ikke-nedsatte vare og 5% ekstra på alt allerede nedsat. Det gælder selvfølgelig ikke kun det viste, så man kan evt lige tage en browsetur selv lige her.

Nummer 1, nummer 2, nummer 3, nummer 4, nummer 5, nummer 6, nummer 7, nummer 8, nummer 9, nummer 10, nummer 11, nummer 12.

Kommentarer (19)

  • Av jeg fik ondt i maven over legen med master fatman…. Vi legede det samme i 6. Klasse. Jeg spurgte ‘ligner jeg min person’ dem ‘ja’ — fedtmule…. Jeg var fedtmule… 😔

    • Jeg kan sgu heller ikke mange af de ultranørdede regler, men det er nemmere end det nye komma, det hadede jeg virkelig! 😀

    • Børn er også sindssygt brutale over for andre børn, der er generte. Der skal virkelig ikke meget til, før man er “forkert”.

  • Av altså! Men sekt af dig at tage dit eget selvbillede op og seriøst. I mine øjne er du så feminin, i din udstråling og i dine smukke klædelige klæder også selv i dit hyggetøj☺️

  • Miriam <3 Du har simpelthen en unik evne. Tænk at en “reklame” kan skrives så personligt, varmt og intimt.
    Alt det her er SÅ genkendeligt. Jeg er 1.68 høj, hvilket næppe kan beskrives som højt, men jeg voksede hurtigt og var i mange år den høje pige i klassen, og jeg kæmper stadig med hvor stor og kluntet jeg altid har følt mig. Jeg prøvede f.eks at gøre mine fingre længere ved at gå og trække i dem (høj, ikke så skarp), fordi jeg havde ‘små buttede’ hænder.
    Og det sidder jo stadig fast i voksen-mig. Når jeg krammer min spinkle str XS svigerinde og føler mig som en eller anden kæmpe bjørn der er ved at knække hende midt over. Forkertheds-følelsen sidder lige i kroppen i et par øjeblikke efter hvert kram. Jeg håber aldrig mine to døtre vil have lignende følelser <3

    • Jeg er 169, så jeg er i samme båd! Jeg tror egentlig også, de fleste andre piger endte på omkring min højde, jeg nåede bare derop først. Og drengene var jo langt bagefter, så man gik bare og følte sig som en kæmpe.

    • Jeg er også stadig ramt af følelse som høj, kluntet og stor! Alle veninder i folkeskolen var ca 160, brugte str small i tøj og 36 i sko. Så jeg kunne aldrig bytte tøj.
      Selv den dag i dag, hvor mine veninder er mere forskellige af statur (har stadig to af de “originale” tilbage), føler jeg mig fortsat “for” stor. Min datter bliver nok høj, da hendes far er 195 cm, og jeg hååååber, hun kan føle sig tilpas, uanset om hun bliver et lille nips som sin mormor eller en større kvinde som sin mor <3

  • Børn kan være rendyrket ondskabsfulde! De har intet filter, og har ikke dannet kontakt til frontallapperne, som trods alt ville tilbageholde bare en smule på deres – ofte impulsive- adfærd. Det er jo det samme med demente…

    Anyway, det er modigt af dig at beskrive din vej igennem den proces. Jeg kan bare godt blive pokkers ærgerlig over, at det er pakket uden om en reklame… historien er stadig værdifuld, men den mister lidt seriøsiteten – IMO.

    • Jeg har set den her kritik nogle gange, men ikke selv fået den før. Jeg forstår den nok ikke helt, eller er i hvert fald ikke enig. 🙂 Generelt går reklame-kritikken jo på, at reklame er upersonligt indhold, som ingen gider læse, og som tager fra det andet indhold, der laves, men når man som her gør sig umage for at lave et reklame-indlæg, der er noget, folk ville læse, om der stod reklame eller ej, så er det også forkert. Det gør det lidt svært at ramme rigtigt, hvis du forstår? 😀

  • Synes du ser vildt smuk og feminin ud- med ægte kvindelige former, lækkert hår og lækkert tøj!

    Jeg har og har altid haft et udpræget feminint udtryk, som jeg befinder mig udemærket med.
    Men, min personlighed er åbenbart bare ikke så udpræget feminin, så det får jeg også tit nogle kommentarer på, fordi jeg ligesom ikke lever op til mit udseende. På en date er jeg fx blevet spurgt om “hvordan sådan en pæn pige som mig kan have sådan et farligt arbejde”- jeg arbejder med meget udsatte mennesker og er temmelig god til det.
    Der forventes lidt af mig, at jeg skal være mild, positiv og sådan lidt sårbar, men jeg er meget direkte, hviler meget i mig selv og tør godt tage sige til og fra.

    • Det er et eller andet sted utroligt, hvor “forkert” man kan være på utroligt mange områder, ikke? Der er ikke noget at sige til, at så mange har issues med det.

  • Jeg har altid følt mig forkert. Pga højde, drøjde, tøj, hår og tanker. ALTID. “Mini-mus Krølhår” – det var mit navn i mange år. Og selv om det lyder nuttet, så er det TRÆLS at blive kaldt det hver dag, mange gange, i 10 år. (Ja, jeg havde “fornøjelsen” af at gå i klasse med de samme i 10 år.

    Og nu hvor jeg er voksen og taler åbent om det, så er min fornemmelse at de fleste piger/kvinder har den følelse langt ind i voksen-alderen, fordi vi ikke tør tale om det, før vi er voksne. Hvis vi så endda gør det som voksne.

    Jeg gør.
    Jeg har selv tre børn og har været ret rå omkring mobning og “kælenavne” – det har jeg simpelthen ikke tolereret. Midterbarnet hoppede med på en mobning af en ny pige på et tidspunkt. Det fortalte hun mig selv, for hun vidste godt, at jeg ville blive vred. Så jeg sagde til hende “Når du nu siger det til mig, hvad synes du så, du skal gøre ved det? Jeg kan godt sige dig, at det gør mig virkelig ked af det, at du er en medløber i den her sag”

    Så græd hun lidt og sagde at det var fordi den førende pige i klassen havde fået alle lokket med og min datter turde ikke lade være. Det endte med at vi tog over til den pige, min datter havde været med til at mobbe og sagde undskyld. De er veninder i dag + 20 år efter. En af deres bedste veninder er “den førende pige”, som vi tog over til bagefter, for at sige, at hun nok fik det bedre af at lade være med at mobbe, og prøve at blive venner i stedet for. Som jeg sagde til hende “Det må også være slemt for dig”

    Men puha, hvor er det svært.

    • Jeg tror, du har helt ret. Det er slet ikke noget, der blev talt om dengang. I det hele taget synes jeg ikke, der blev talt om selvværd. Jeg håber, det er bedre dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.