Det burde måske ikke være overraskende, hvor meget det kommer op. Spørgsmålet om børn. For det er ikke nogen hemmelighed, at det er noget, de fleste ønsker, og når man når den anden side af 30, så er det gerne noget, folk allerede har eller noget, de påtænker at få inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. Altså, vi er voksne nu, ikke? Voksne mennesker taler bare mere om børn
Jeg er ikke typen, der ikke fortryder ting i livet. I ved, der findes mennesker, der siger, at de ikke ville lave noget om, fordi alle beslutninger, fejltagelser, etc har været medvirkende til, at de er den person, de er i dag. Egentlig kan jeg godt lidt misunde det syn på tilværelsen, men som minimum har jeg bestemt sagt nogle åndssvage ting i en brandert, som jeg stadig cringer over klokken
I går havde jeg den værste dag, jeg har haft længe. Længe, længe. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var at tude. Så gik jeg ud på min altan og røg en cigaret (og nej, morgencigaretter er på ingen måde daglig rutine), og så tudede jeg noget mere. Det satte ligesom programmet for resten af dagen.
For noget tid siden kiggede jeg på min kalender og konstaterede, at den så lidt
For ni dage siden fyldte bloggen ni år. Jeg læste blogs i ret lang tid, før jeg selv gik i gang, og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg sgu nok var lidt for sent ude. Markedet var allerede mættet. Lololol. I knew nothing, Jon Snow. Udviklingen har selvsagt været ret vild, og med tiden udviklede det sig til en decideret branche. Mange af de store spillere fra de tidlige dage har trukket
Der er rigtig, rigtig mange gode ting ved at være fuldtidsblogger. Det er et priviligeret arbejde. Men bortset fra det der ene afsnit, hvor Carrie har så meget inspirationsmangel, at hun overvejer at skrive en klumme om, hvordan mænd er som strømper, så synes jeg, Sex & the City viser et meget urealistisk billede af, hvor op ad bakke det kan være at leve af at skrive. (På den anden
Annonce for psykoterapeut Mette Rygaard.
Da jeg anden gang sad over for Mette, og vi var ved at komme lidt mere indgående omkring, hvad det var, jeg var i terapi for, var der et øjeblik, hvor klumpen i halsen blev så stor, at jeg frygtede, jeg rent fysisk ikke ville kunne få ordene ud – for slet ikke at tale om den psykiske blokering, der ikke just hjalp på sagen. Jeg kom derhen til
Det startede, da man var lille. Når det var sommer og en af de der rigtig gode dage, hvor man stod foran et isskilt og skulle vælge, og ens mor sagde, at man måtte vælge lige den is, man ville have – undtagen den, der var på størrelse med ens hoved, for det virkede bare lidt åndssvagt, og den var i øvrigt svinedyr. Hvilken is var så pludselig den eneste is, der så god
Jeg tænker, jeg næppe er den eneste, der af og til bruger min Instagram Explore uden det store formål, bare for at koble lidt af og motionere min scroll-finger. Den anden dag endte jeg nede i et kaninhul af de større, og pludselig havde jeg forvildet mig ind på en profil, jeg absolut ikke var målgruppen for, men som fascinerede mig helt enormt. Det var ikke en stor profil, det var en
Man spørger mig, hvad jeg skal i sommerferien. Og med “man” mener jeg alle, for det er et obligatorisk spørgsmål af den årstidsbestemte slags, ligesom “hvor skal du holde jul henne?” er det, når vi rammer december. Det er ikke et spørgsmål, jeg som sådan har noget imod at svare på, men det er et af dem, der virkelig understreger, at jeg har et lidt mærkeligt
