Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Status på tilværelsen skrevet meget stream of consciousness-agtigt, mest fordi det føltes rart, ikke fordi jeg skal være den næste Virginia Woolf

Jeg har det rigtig fint for tiden. Det er dejligt. Jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at give mig selv lidt mere lov til at mærke, hvor dejligt det er. Men det kan jeg ikke. Hvad, jeg i stedet kan, er at gå og frygte, hvornår min hjerne beslutter sig for, at nu skal vi lige have en nedtur igen. Det kan måske være, fordi det er mørkt hele tiden. Måske fordi der er nogen, der skriver grimme ting om mig på internettet. Måske fordi julen bliver lidt underlig i år pga. Corona, og jeg jo sædvanligvis finder enormt stor glæde i alt det traditionsrige, der normalt følger med. Det behøver ikke være en kæmpe ting, det skal bare være en katalysator.

Det er en underlig tendens til at gå og være på vagt hele tiden. Jeg skal fandme ikke tages med bukserne nede.

Min angst har spillet mig et puds henover det sidste stykke tid, men den opfører sig anderledes, end den plejer. Den sidder i min krop. Pumper adrenalin ud i tide og utide, fucker med min søvn, fucker med min evne til at slappe af. Jeg er rastløs som ind i helvede. Det føles, som om den vil have noget af mig, men jeg kan ikke finde ud af hvad. Min angst er en baby, der ikke har lært at kommunikere endnu, så jeg sætter mig tålmodigt på hug og spørger, om den vil have noget at spise? Om den vil gå en tur? Om vi skal læse en bog eller tage et bad? Og i stedet for at svare mig, stikker den i et vræl, og jeg bliver sur over, at den ikke bare kan blive lidt moden og forklare mig, hvad den vil have.

Man kan måske undre sig over, hvordan ovenstående hænger sammen med, at jeg har det godt, men jeg vil hundrede gange hellere have angst i kroppen, end jeg vil have den i hovedet. Ligesom jeg hundrede gange hellere vil brække en arm end have influenza. Den ene er bare mere overskuelig end den anden. Den er der, og den er irriterende, men den fucker ikke mere med mig, end jeg kan klare det. Angst i kroppen er træls, men den er træls lidt på samme måde, som det var træls, da min psoriasis i hovedbunden spassede helt ud, og jeg altid var lidt nervøs for, om jeg dryssede hudflager overalt, jeg gik, som en væsentligt klammere udgave af Hans og Grete. Det er en fysisk skavank, ikke min hjerne, der prøver at overbevise mig om, at jeg er en fiasko-type, der hverken har fortjent kærlighed eller glæde.

Men jeg øver mig. I det der med at mærke det gode. Jeg ved slet ikke, om det giver mening, hvis man er dygtig til at prioritere det i sit liv, men jeg har brugt mange år på at udvikle et internt beredskab, hvis job det er altid at være forberedt på næste gang, noget – hvad som helst – går galt, og så er der altid ikke tid til at nyde de små ting. Det er spild af energi og ressourcer, siger jeg, mens jeg bruger al min energi og ressourcer på at bekymre mig om noget, der ikke er sket endnu. Kæft, hvor er det dumt. Så utroligt dumt. Men det er så indgroet i mig, at det er noget af en omvæltning at skulle forsøge at møvre mig over til en sundere tilgang til tingene. Og vi ved jo allesammen, hvordan jeg har det med forandringer sådan helt generelt.

Så. Jeg har det godt (selvom jeg unægteligt lige fik skiftet fokus lidt der). Og det er dejligt. Og det bruger jeg lige lidt tid på at mærke.

Kommentarer (7)

  • Inden jeg fik læst, hvad du skrev, tænkte jeg, at på de sidste billedopslag har du haft en fantastisk smuk eller stærk udstråling. Kommer der noget om, at Miriam er forelsket ? Ja det så så ikke helt sådan ud, da jeg fik læst, hvad du skrev.
    Ikke at du, ikke i betydningen man, nødvendigvis bliver smuk af at være forelsket. Som jeg husker det, blev jeg plaget af forkølelsessår en masse, hvad der ikke ligefrem er befordrende for ens udseende.
    Det hjælper nok ikke, men Winston Churchill sagde, at man bekymrede sig meget om noget, der aldrig blev til noget. Eller noget i den retning.

    • Haha, nej, jeg er bestemt ikke forelsket! Der kommer nok snarere noget om, jeg ikke har et ønske om at være i et forhold. 😀

  • Du har lige fuldstændig nailet hvordan jeg har det med min angst for tiden. Det gav mig en helt vild klarhed. Tusind tak! Og kæmpe kram til dig.

  • Jeg er så vant til at være i alarmberedskab at jeg ikke kan finde ud af at slappe af og slippe tøjlerne, men jeg øver mig. Langsomt men sikkert er jeg på vej derhen hvor jeg ikke konstant er på spring.

    Jeg er forresten vild med Hans & Grete metaforen – jeg kan tydeligt se det for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.