Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er jo Bridget Jones #449

1. Når man stikker hånden ned i sin taske, og den kommer ud igen smurt ind i læbestift. Det tog mig uhyggeligt lang tid at finde omtalte læbestift (hvis låg havde opgivet ævred), og alle mine ting var fedtet ind i en nydelig koralfarve.

2. …Troede egentlig, jeg havde fået fjernet det meste, men da jeg skulle hjem fra min veninde og stak hånden ned i posen med mit hjemturs-mundbind, viste det sig, at jeg havde misset en klat på min tommelfinger, og jeg måtte sidde hjem i metroen og ligne en, der havde forsøgt at tage læbestift på gennem mundbind.

3. På den positive side har jeg konkluderet, at mundbind slet ikke er en dum opfindelse, når det er pissekoldt. Man får ligesom varmen af at ånde sig selv ansigtet. Det er ligesom at tisse i bukserne for at få varmen, bortset fra at man bare bliver ved med at tisse. Så smart!

4. Denne uge blev ugen, hvor jeg fik et seriøst papercut på en pose sour cream & onion-chips. Føler mig på alle måder forrådt.

5. Det blev også ugen, hvor Herbert stjal en af mine hovedpuder, mens jeg sov, og tog den med ind i stuen. Jeg tænker, jeg muligvis har snorket en anelse.

6. Da jeg skulle på posthuset i dag, viste det sig, at de simpelthen havde lukket det. Det værste var ikke, at det var lukket, det værste var, jeg var gået hele vejen igennem Irma med en motherfucker af en papkasse, der skulle sendes, og jeg så stjernedum ud, da jeg nåede frem til posten, som jo så ikke var der mere.

7. I går lærte jeg, at man kan indstille sin telefon til at tage screenshots, når man dobbelt-tapper bag på den. Jeg tænkte, det var ret smart, for jeg kommer altid ufrivilligt til at låse min telefon, når jeg skal screenshotte – realiteten er, at jeg nu kommer til at screenshotte, hver gang jeg tager min telefon op.

8. Det fine ved, at alting lukker klokken 22 er, at man allerede inden 22.30 kan være vidne til fulde mennesker, der skal hjem. Fredag så jeg en mand, der checkede ind med sit rejsekort tre gange i streg og efter hver gang meget overrasket udbrød: “Nå, jeg har allerede checket ind!”

9. Jeg har haft noget af et stykke klassisk musik på hjernen i dagevis nu, og normalt når jeg ikke kan huske navnet på en sang, så googler jeg bare. Det er eddersvært at google et violinstykke. (Og ja, jeg har prøvet de der apps, der lover at kunne identificere musik!)

10. Det er lige ved at være op over, at jeg skal til at pynte op til jul. Der står stadigvæk en lille pose julepynt inde i min stue, som jeg glemte at tage ned i januar og løbende har fundet siden da. Det var meningen, det skulle op til det andet på loftet på et tidspunkt, men oh well. Det slipper jeg så for nu!

Kommentarer (7)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.