Mit lejlighedskompleks blev i sin tid bygget som luksuslejligheder. Det er derfor, jeg fx har to altaner og et badeværelse af en helt anstændig størrelse efter københavnerstandarter. Byggeåret var dog 1937, så selvom det virkelig er luksus at have en elevator i opgangen, så er den også en lille smule klaustrofobisk, og jeg tager som regel trappen, fordi det på en eller anden måde
1. Fik nogle skrabelodder fra YouSee, hvor man angiveligt kunne vinde præmier. Problemet er, at de faktisk ikke rigtigt kunne skrabes uden også at skrabe papiret i stykker, og det gjorde mig irrationelt vred. Også selvom jeg ikke engang havde undersøgt, hvad det var for nogle præmier, man kunne vinde. Det er bare princippet, ikke?
2. Jeg mangler stadig ønskesedler fra halvdelen af min
Jeg er en kæmpe sucker for klichéfyldte, urealistiske, romantiske julefilm. Og hvert år er der nogen, der beder om et anbefalingsindlæg, men sagen er den, at så mange af de her film på mange måder er så ens, at de bliver lidt svære at skelne fra hinanden, når man efterfølgende skal sætte sig ned og lave en form for liste med beskrivelser, så i år har jeg simpelthen været snedig
1. Det var vaskedag, og jeg havde udsat det lige længe nok, så jeg var iført et par joggingbukser, hvor elastikken er så slap, at de har en tendens til at falde ned, når jeg går. Ikke voldsomt praktisk, når man ikke kan hive dem op, fordi man har favnen fuld af vasketøjskurv, og vaskekælderen er på den anden side af gården.
2. Jeg har fået ny pincet. Den skal jeg lige vænne mig
Da jeg var barn, var min store drøm at blive rig og berømt. Den næste Britney Spears eller Alicia Silverstone. Det var ikke rigtigt med i mine overvejelser, at det var noget, jeg skulle arbejde for, jeg havde nok en idé om, at jeg ville blive opdaget på gaden eller noget, og så ville alt flaske sig automatisk. Til trods for at jeg hverken er indehaver af noget, der minder om et skuespiltalent
1. Når man bliver hidsig på rejsekort-automaten, fordi den ikke vil checke ens kort ind, og det viser sig, man står og vifter med sit dankort.
– Du ikke ved, hvem halvdelen af de kendte på de fleste røde løbere er.
– Du har svært ved at købe sko, for de skal ikke længere kun være pæne, men også praktiske, og det er en sjælden kombination.
– Du møder teenagere, du ikke har set i årevis og tager dig selv i at sige: “Nej, hvor er du blevet stor! Sidste gang jeg så dig, var du kun en meter høj!”
Annonce for Cocopanda.
Okay, ja, titlens reference-joke går mere på nytår, men close enough! Jeg tror, I får en variation af det her indlæg hvert år, men det er måske heller ikke så dumt, for det er altså lidt et tilbagevendende problem. First world problem, uden tvivl, men stadig.
Se, hvis budgettet var ubegrænset, når det kommer til julegaver – både når man er i givende og
1. Sidste måned fik jeg et voldsomt flip med cashewnødder. Så tilbragte jeg to dage med hovedet i toilettet umiddelbart efter at have spist en halv pose, og nu får jeg det fysisk dårligt, når jeg spotter dem i et supermarked.
Når folk spørger mig, om jeg aldrig føler mig utryg i USA, kan jeg som regel oprigtigt svare, at det sjældent sker. Og det er sandheden. Men når det gør, er det stort set altid i storbyerne. Af samme årsag bliver de nedprioriteret, når jeg rejser solo. Jeg elsker storbyer, men det er naivt at tage til en amerikansk storby og bilde sig selv ind, at der er sikkert alle steder, for det