Jeg er jo Bridget Jones #531

1. Sidste måned fik jeg et voldsomt flip med cashewnødder. Så tilbragte jeg to dage med hovedet i toilettet umiddelbart efter at have spist en halv pose, og nu får jeg det fysisk dårligt, når jeg spotter dem i et supermarked.

2. Har købt en ny vinterjakke. Den er virkelig pæn. Jeg kan dog ikke rigtigt løfte mine arme i den, hvilket først gik op for mig, da jeg luftede den første gang.

3. Det er på en eller anden måde lykkedes mig at smide et håndklæde væk. Jeg mener, jeg gik i bad, jeg brugte det, og så har jeg antageligt hængt det til tørre et sted i min lejlighed af temmelig beskeden størrelse, men pist væk er det.

4. Noget lugtede i mit køkken, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad det var. Efter flere dages søgen opdagede jeg et enkelt råddent (og imponerende stærkt-lugtende) rødløg i min løgkurv.

5. For halvmange uger siden opdagede jeg ude på min altan, hvad der måske er den største edderkop jeg nogensinde har set i levende live. Den var forsvundet dagen efter, men jeg kigger stadig temmelig grundigt, før jeg går derud.

6. Var ude at købe ind, og min Netto havde et afsindigt godt lokaltilbud på Kleenex Balsam. Jeg havde ikke rigtigt mere plads i mit stofnet og besluttede, jeg godt kunne undvære. Dagen efter fyldtes mit hoved med imponerende meget snot, og nu hader jeg lidt fortids-Miriam for ikke bare at tage en æske med.

7. Min stemme er i øvrigt også helt fucked. Da min søster ringede tidligere i dag, troede hun, det var en mand, der havde taget min telefon.

8. …På den positive side er jeg næsten lige kommet hjem fra et land, der er håndkøbsmedicin-himlen, og jeg har hamstret spændende ting.

9. Speaking of USA har jeg åbnet min Tinder-app for første gang, siden før jeg tog af sted, og nu er den fuld af pæne amerikanere, der har super-liket mig. Hvilket lidt føles som salt i et sår, jeg ikke helt har defineret.

10. Det er kun sjette november, og jeg har indtil nu købt tre vanvittigt overpriced Kinder-julemænd. Ville gerne sige “no regrets”, men det er altså lidt dumt.

Kommentarer (12)

  • Kender kun for godt det med catfish-Tinder i et andet land. Var i Sverige på en weekendtur, og SLAP AF der er mange smukke singlefyre i Gøteborg 🤤🤤

    • Jeg tror ikke, jeg forstår, hvad du mener med catfish? Så vidt jeg kunne vurdere, er der tale om helt reelle profiler. 🙂

  • Var alene i Paris, købte en stor pose blandede pistacie og cashewnødder til værelseshygge, hygge blev til 2 dage med hovedet i toilettet. Det var der jeg fandt hemmelighederne, læste dem alle fra ende til anden, tror de var årsagen til at jeg overlevede 😁

  • Af alle tips på din tur, er jeg allermest interesseret i, hvilken håndkøbsmedicin man skal hamstre til sin evige efterårsforkølelse? 🤧🤧🤧

    • Jeg plejer at gå efter DayQuil/NiQuil. Henholdsvist til dag og nat. Har gang i den onde forkølelse lige nu, og selvom jeg stadig er megasnottet, så har det fjernet meget ubehag, og især min hoste er nærmest væk! Stor anbefaling. Man kan med fordel købe apotekets egen version i stedet for brandversionen, den fungerer upåklageligt!

    • Jeg har hverken skrevet, at jeg havde madforgiftning, eller at det var cashewnøddernes skyld. Det var bare det sidste, jeg spiste, inden jeg blev syg, så min krop associerer dem nu med at have det dårligt. 😭 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.