Hvorfor jeg nok bare foretrækker small town America

Når folk spørger mig, om jeg aldrig føler mig utryg i USA, kan jeg som regel oprigtigt svare, at det sjældent sker. Og det er sandheden. Men når det gør, er det stort set altid i storbyerne. Af samme årsag bliver de nedprioriteret, når jeg rejser solo. Jeg elsker storbyer, men det er naivt at tage til en amerikansk storby og bilde sig selv ind, at der er sikkert alle steder, for det er en stor, fed løgn. Og nogle er selvfølgelig værre end andre, og sikkerhed er samtidig et vidt begreb. Der er fx dele af visse byer, der er præget af så høj bandeaktivitet, at man helt frarådes at tage derhen. Til sammenligning er jeg sjældent udsat for andet end en følelse af ubehag, men jeg holder mig også typisk til steder med mange mennesker, og især i storbyerne holder jeg mig inden døre om aftenen. Overordnet set har jeg dog ingen kvaler ved at tage et par storbydage på hver ferie. Af åbenlyse årsager flyver jeg jo altid til en storby, og det virker helt ærligt lidt fjollet ikke at opleve bare lidt af den, når jeg er der.

Seattle tog lidt røven på mig i år. Af en storby at være er den nemlig ikke særlig stor. Der bor under 750.000 mennesker, hvilket ikke er voldsomt meget mere end i København. Og jeg havde måske lidt begået den fejl at tro, at byen derfor ville føles lidt på samme måde. Det gør den ikke. Og nu er det måske, fordi jeg har boet her i over et årti, men for mig føles København som en stor by, men ikke som en storby, hvis det giver mening. Hvorimod Seattle helt sikkert var en storby. En ret klassisk amerikansk storby med skyskrabere og trafikhelvede og lidt for meget skrald i gaderne og alt for høje priser.

Derudover har amerikanerne et støt stigende problem med hjemløse og stofmisbrugere, og det er meget, meget tydeligt i Seattle. De lokale er øjensynligt vant til at skulle ignorere mennesker, der går på gaden og råber til nogen, man ikke ved, hvem er, og mænd i bar overkrop, der aggressivt antaster tilfældige forbipasserende. Det er ikke rart at være vidne til. Mange af dem er tydeligt påvirkede, og uden at være ekspert gætter jeg på, at det er opioid-krisen, der viser tænder. I virkeligheden er det på alle måder enormt hjerteskærende, men det ændrer desværre ikke på, at det godt kan skabe utryghed, når man er alene af sted i et fremmed land.

Jeg havde det ambivalent med mine storbydage i år. De fyldte en tredjedel af ture, fordi jeg kørte ned til Portland og tog nogle dage der også. (Reelt set mere, fordi jeg mistede et par dage til sygdom). Og selvom Portland klart er mindre hårdt ramt end Seattle, er de ikke gået fri. Der er ingen tvivl om, at det er et landsdækkende problem.

Jeg trives bedre i de mindre byer. Hvor tempoet er lavere, og hverdagsstemningen regerer. Hvor der faktisk ikke sker så meget. Det er small town America, jeg allerbedst kan lide at opleve. Og selvom jeg uden tvivl havde nogle fantastiske oplevelser i både Seattle og Portland, så overvejer jeg lidt, om jeg måske skal lave nogle justeringer til næste tur, så storbydelen bliver endnu mindre. Jeg vil bestemt ikke undvære den, for de amerikanske storbyer kan noget helt exceptionelt, som man bare ikke rigtigt kan finde andre steder. Og bare at gå rundt er en oplevelse i sig selv. Måske har jeg bare ikke behov for helt så mange dage.

Det vilde ved USA er netop de store kontraster, de har at tilbyde. Både mellem de forskellige stater, men også mellem by og land. Og som med alt andet er det hele selvfølgelig smag og behag. Men jeg er nået frem til den konklusion, at jeg nok mest af alt er en small town girl. (Livin’ in a lonely wooooorld!) Og jeg ser frem til at dyrke det i endnu højere grad, når jeg skal af sted næste gang.

Kommentarer (10)

  • Vi var i Seattle i april og det er voldsomt, så stor en forandring der er sket. Seattle plejede at være hyggelig og tryg, men det var ikke den oplevelse vi havde denne gang. Vi har samme overvejelse som dig, nemlig at droppe storbyerne på næste tur til USA

    • Det er vist desværre en stigende tendens i hele landet. Portland har angiveligt haft meget få problemer på det område før i tiden, og nu har de også flere steder i byen, der er blevet hangout-steder for mennesker, der ikke har andre steder at gå hen. Det bliver utroligt tydeligt, hvor lidt hjælp der er at få.

  • Første gang jeg var i USA, besøgte jeg min kæreste, som skulle arbejde der i en måneds tid. Han arbejdede i en collegeby i Californien, som ikke var særligt stor og ret kendt for at være meget cykelvenlig.
    En af min kærestes kollegaer kommenterede, at det var synd at jeg ikke fik set det rigtige USA, imens jeg var der. Denne by var åbenbart for lille.
    Jeg elskede det sted. Superhyggeligt, jeg kunne fare vild på cykel og se amerikanske villakvarterer og grine ad mig selv, og så komme tilbage på rette vej igen.
    Vi tilbragte en weekend i San Fransisco… jeg havde nærmest åndenød, da vi kørte tilbage til den lille collegeby. Jeg er bare slet ikke et storbymenneske.
    Bagefter tænkte jeg, at der nok er pænt mange amerikanere, det på ét eller andet tidspunkt i deres liv bor i sådan en collegeby. Så hvordan var den det forkerte USA? Det fandt jeg aldrig ud af.

    • Det er sjovt, der er så blandede meninger om, hvad “det rigtige” USA er. For nogen er det de store byer, for andre de små. I virkeligheden må begge dele vel tællle.

  • Kan du fortælle om, hvilken størrelse byer, du foretrækker? Jeg har svært ved at vurdere hvor stor en “mindre by” vi er ude i 🙂
    Og tak for indblik i dine ture – det er virkelig interessant at følge med!

    • Mine ideelle størrelse ligger nok på omkring 30-60.000 mennesker, tror jeg. De helt små har bestemt også deres charme, men de har sjældent så meget andet end en Walmart at se. 😀

  • Majken fra Norge - men bor i Danmark🙂

    Åh, hvor gør du mig glad hver gang jeg får læst om dine rejser til USA !!! Denne gang var ingen undtagelse. En kæmpe tak fordi du stadig deler med os her på din blok 🥇💐

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.