WTF: I kærlighedens navn #3

Dette bliver sidste indlæg med nuværende tema. Læs eller genlæs også første og andet indlæg i føljetonen, og så modtager jeg som altid hjertens gerne forslag til næste emne i kommentarfeltet. Også hvis man har foreslået dem før. Jeg har hukommelse som en si og kan ikke finde ud af at skrive ting ned. 😀

Læs mere

Til kamp mod konsekvensen af friturefest

Annonce for GOODIEBOX

Det var hen på eftermiddagen, og jeg lå sødeligt og sov mit jetlag væk, da det begyndte at ringe lidt insisterende på døren. Jeg har altid beundret et bud, der er ivrigt efter at få afleveret sin pakke, for vi har vist alle prøvet at finde en pakkeseddel i postkassen, uden dørklokken nogensinde har lydt, så på den måde tilgav jeg hurtigt Bring-manden, at han

Læs mere

1. Jeg brugte en rum tid på min USA-tur på at panikke over, hvorvidt jeg ville nå beløbsgrænsen på mit VISA-kort. Det gjorde jeg ikke, men jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor tæt jeg var på. Jeg tør ikke tjekke min netbank.

2. Til gengæld, det der Mastercard, som jeg fik at vide af min bank sagtens kunne nå at ankomme, inden jeg tog af sted, det er stadig ikke ankommet.

3. Og

Læs mere

“Hjemturen kan kun blive en skuffelse,” sagde Matilde, da vi sad på vores kæmpefly på vej mod Detroit, med usandsynligt meget benplads og et sæde imellem os, som vi brugte som bord, mens vi en gang hver halve time fik tilbudt nye snacks eller mad. Hun anede ikke, hvor meget ret hun ville få.

Burlington ligger temmelig meget ude i ingenting, så det tager tre fly at nå til Danmark

Læs mere

Paris-syndrom

Det ironiske er, at jeg indtil videre har svælget i idyl og amerikansk charme. Og så drog jeg mod destinationen, hvor jeg havde en forestilling om, at den oplevelse ville toppe, og alt kollapsede. Connecticut har givet mig en slags Paris-syndrom, og selvom jeg nok godt kan komme igennem uden psykologhjælp,

Læs mere

1. Typen, der tager til USA og tager allerflest billeder af ænderne i den lokale park?

2. Jeg havde to par sko med herover. Et par lukkede, som engang var hvide, og et par sandaler, hvis mission i livet var at torturere mine lilletæer. De blev begge kasseret i Burlington, da jeg købte nye sko. Hvilket var fint, bortset fra at jeg købte fire par, alle åbne, og nu er vejret blevet

Læs mere

En uventet bonus

Jeg havde lidt blandede følelser, da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle alene på pressetur. Positive, fordi det betød, jeg havde en at hægte mig på og tale mit modersmål med, hvilket trods alt er lidt mere afslappende på en tur, der ellers kræver, at man er enormt opsøgende og “på”. Negative, fordi min sidste USA-tur gav mig blod på tanden med alenerejseriet, og

Læs mere

Shhh… #222

Jeg ved ikke, om hemmelighederne nogensinde ikke er udkommet den faste torsdag, siden vi startede konceptet engang i 2014(!), men jeg har tilbragt de sidste tre dage på et hotel i Vermont, der havde, hvad der nøvendigvis må kvalificere til titlen som verdens dårligste wifi. Det er stramt, når man er blogger, og det er endnu mere stramt, når hverken gulerod eller pisk kunne lokke skidtet

Læs mere