Jeg er stadig ikke helt klar til at fortælle Tinder-manden om bloggen. Det gør det lidt akavet, fordi folks arbejde generelt er en ret stor del af deres identitet, og derfor er det også lidt mærkeligt, at jeg er så fåmælt. “Jeg er selvstændig”, siger jeg, og det er selvfølgelig ganske korrekt, men det er også lidt en paraplyterm, som han ikke kan bruge til så meget.
Det
…Og det havde jeg alle planer om, men i går viste sig at være en rigtig lortedag. Intet af photoshoot-tøjet var som håbet, og MM var nødt til at aflyse det store hårglatningsevent, fordi børnepasningen faldt igennem. Men mest af alt var jeg bare virkelig meget i øv. På den lidt grå, triste og uforklarlige måde.
Midt på eftermiddagen besluttede jeg mig for at fixe det med noget
Det har gået og gnavet i mit baghoved, siden Lortemor skrev lidt om det for en uges tid siden. Det med den hemmelige bloggerløn. Jeg synes egentlig, kommentarere på indlægget er meget pæne og sobre. Der er altid en enkelt eller to, der ville ønske, det kommercielle skred ud af blogmediet som helhed, og
Det er på mange måder enormt ironisk, at jeg flere gange i dag har bitchet over bloggere, der kun blogger om deres liv som bloggere, fordi det bliver lidt mere meta, end jeg er god til. Min meta-tolerance er faldet lidt, efter jeg blev færdig på uni. Ironien kommer så i, at jeg nu har tænkt mig at fortælle om min dag, som er den mest bloggede bloggerdag, jeg muligvis nogensinde
Ført og fremmest tak. Jeg havde udskudt og udskudt mandagens indlæg af frygt for, at det ville ende med et af de der kommentarfelter, der virkelig går ind og fucker hele ens dag op. I stedet var der ikke en eneste negativ kommentar. Ikke én. Til gengæld var der ros og opbakning langt over
Disclaimer: Hvis man er typen, der bare gerne vil læse bloggen og er ligeglad med at det der bagomssnak, så kan man med fordel springe dette meget lange indlæg over. 😀
Der er rigtig mange, der har bidt mærke i, at jeg, sammenlignet med andre fuldtidsbloggere, laver meget, meget lidt spons. Faktisk har jeg haft tre betalte kampagner, siden
For to dage siden fyldte bloggen fem år. “Næh, hov”, tænker I, “det kan da overhovedet ikke passe, at bloggen har eksisteret så længe.” Men det har den. Der var bare ikke rigtigt nogen, der læste med de første par år, hvilket forklarer, hvorfor dens levetid synes kortere. Her er nogle tanker, jeg har gjort mig i anledningen
Normalt bliver jeg virkelig irriteret, når de anonyme indsendelsesformularer til hemmelighederne og nu WTF bruges til at sende mig personlige meddelelser. Dels fordi det fucker med hele mit system, og dels fordi det som regel er kommentarer, som indsenderen godt ved ikke er så fede at sende, og derfor vil de ikke stå ved, at det er dem, der er afsender. Ved at misbruge indsendelsesfunktionen
Den vakse læser vil måske have opdaget, at jeg har sløjfet Læserhjælp-fanen. Der blev simpelthen ikke indsendt nok brugbare dilemmaer til, at det kunne holde sig selv kørende. Men det er stadig en favorit, når der er læserinvolvering, så derfor
Nummer 1 (i plus size størrelser – og virkelig klædelig. Jeg har nemlig selv hapset den!), nummer 2, nummer 3, nummer 4, nummer 5, nummer 6, nummer 7, nummer 8, nummer 9, nummer 10, nummer 11, nummer 12, nummer 13.
Reklame
Jeg har vist ikke fået sagt tak for den fuldstændigt overvældende mængde feedback på