Jeg prøver at komme i tanke om sidste gang, jeg skulle på en længere tur med offentlig transport, og det bare spillede. Jeg kan ikke huske det. Måske er det en slags feberdrøm. Jeg har bildt mig selv ind, at det hører til sjældenhederne, at noget går galt. Lol, nej.
Før jeg boardede mit første fly på turen mod USA, spurgte personalet flere gange, om der var nogen, der ville tilbyde
Da serien “Normal People” landede på dr.dk og gik sin sejrsgang, var jeg naturligvis ikke sen til at trykke play. Jeg hopper typisk gerne med på seriehype, når den er der. Squid Game, This Is Us, Chernobyl. Lappede det i mig. Men “Normal People” og jeg havde ligesom bare ikke en connection, og jeg gav op allerede efter to afsnit. Det sker. Jeg blev heller aldrig bidt
Mennesker, der kører op ad en rulletrappe og stopper lige på toppen, så der opstår instant trafikprop.
Mennesker, der sælger sandwich med kylling og ikke specificerer, når der er karrydressing i.
Mennesker, der synes, det er det sjoveste i hele verden at skubbe en fuldt påklædt person i en swimmingpool.
Mennesker, der tager sko OG strømper af, når de flyver.
Ben Shapiro.
Mennesker, der
Jeg ved godt, der er en grund til, at vores helligdage ligger, som de gør (og at det langt hen ad vejen har meget lidt at gøre med den bibelske tidslinje), men jeg synes stadig, det er virkelig dårlig planlægning. Om foråret når vi jo nærmest ikke at have overstået den ene, før den næste dukker op. Men helt ærligt. I de måneder får vi i forvejen glæde ind via mere sollys og nyudsprungne
Det her indlæg er det tydeligste eksempel på, hvor længe jeg nogle gange har kladder liggende, fordi jeg synes, idéen er god, men mangler noget for at skrive det egentlige indhold. Tilbage i 2016 udgav jeg et indlæg med nogle eksempler på kladder, der aldrig kom
Det er i dag præcis et år siden, jeg udgav et indlæg om nytårsforsætter for 2020, så nu kan jeg vist ikke trække den længere. Men hold kæft, hvor er jeg træt af sidste år. At snakke om det, høre om det, skrive om det. Fuck nu af. Ærligt. Gå væk. En status kommer vi dog selvfølgelig ikke udenom, så en status skal I få. Mine forsætter så sidste år ud som følger:
1. Aktivt
Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en boomer-type, der brokkede sig over den yngre generation, og hvordan vi er vant til “instant gratification” og derfor vil klare os elendigt i livet, fordi vi ikke har tålmodighed til noget som helst. Jeg skriver “vi”, fordi min erfaring er, at selvom jeg selv begynder at sige den der “ugh”-lyd, når jeg skal rejse
Vi er tilbage i tippe-genren, hvor det efterhånden må være klart for enhver, at jeg holder meget af at være. I dag vender vi bare lige rundt på fortegnene og i stedet for at anbefale jer ting at købe, som jo normalt er kutymen, vil jeg gerne komme med nogle advarsler, eller anti-anbefalinger, om man vil. De fleste ikke med min gode vilje, en enkelt (take a wild guess) burde være lidt
Foto: Emily Spiro
I kender godt de der gamle mennesker, der ikke giver en fuck for at følge med teknologiske udviklinger og råber over, at alting foregår elektronisk, og hvorfor kan man ikke bare sende et brev med et frimærke som i gamle dage? Jeg har en snigende fornemmelse, at det bliver mig. For jeg er der måske nok i virkeligheden allerede lidt.
Jeg hader apps. Eller, det passer ikke,
Der er rigtig, rigtig mange gode ting ved at være fuldtidsblogger. Det er et priviligeret arbejde. Men bortset fra det der ene afsnit, hvor Carrie har så meget inspirationsmangel, at hun overvejer at skrive en klumme om, hvordan mænd er som strømper, så synes jeg, Sex & the City viser et meget urealistisk billede af, hvor op ad bakke det kan være at leve af at skrive. (På den anden