Åh, så meget fantastisk respons! Jeg elsker, at I overhælder mig og bloggen med komplimenter helt uden jeg er nødt til at fiske efter dem. (Hvilket jeg ellers snildt kunne have fundet på.) Jeg elsker, at flere af jer var nervøse for, om jeg nu skulle
Fordi I jo syntes at være så begejstrede for, når jeg er hudløst ærlig, så vil jeg være det lige nu: Klokken er i skrivende stund 6.43, og jeg er lige kommet hjem fra den mest fantastiske bytur, der primært bestod af ca. 9 mennesker, der sad i en baggård og drak alkohol fra 7-Eleven, fordi alle andre steder var proppede. Bedste bytur ever.
Dagens negle, eller nok snarere aftenens. Hvis de holder så længe. Jeg har nemlig forlagt yndlings-Poshé, (muligvis glemt i Randers… Mor, gider du lige tjekke?) og nu har jeg vænnet mig til at kunne klatre i træer og shit uden at smadre
Det er ved at blive en tradition at bruge et billede af Jensen Ackles på de der indlæg, jeg ikke kan finde tilfredsstillende billeder til. Det er en tradition, jeg allerede er stor fan af!
Disclaimer: Det er ikke meningen, at det her skal være et af de der indlæg, der får folk op ad stolene i vild debatentusiasme, så jeg gør mit ypperste for at træde let med mine formuleringer for
Hverken Frank eller jeg er voldsomt vågne og/eller glade at se på her fra morgenstunden. Overboen besluttede klokken det-er-jo-for-pokker-stadig-mørkt, at der i dag skulle leges med højtryksbor eller anden larmende potensforlænger og har forpestet min tilværelse lige siden. Og jeg er træt.
Overvejer seriøst at gå derop og fortælle
Er I klar til at lege igen? Sidste gang drejede det sig om rene designersko, men den her gang er der tale om halvt af hver. Tre røvdyre high end sko, tre overkommeligt prissatte high street sko. Which is which?
Jeg er virkelig gået op i det her med liv og sjæl, det er næsten sørgeligt. 😀 For det første har jeg kun valgt sko, jeg selv ville købe,
Hurra! Der er sket et mirakel! Måske på en lille skala, men det føles stort. I ved, hvordan jeg har gået og brokket mig over, at jeg var ludfattig, ikke? (Hvilket, jeg i øvrigt er sikker på, er topspændende at læse om…) Well, en af mine venner gik og skyldte mig nogle penge. Og det har har altså gjort længe. Som i længe.
Jeg kan ikke garantere, at det her bliver det dummeste indlæg på bloggen nogensinde, men det er et godt bud.
I regret nothing!
Ugh. Jeg føler mig virkelig psykisk drænet i disse dage. Efter en dejlig sommer fuldstændig fri for bekymringer, kommer alting pludselig væltende ind over mig på én gang. Studie, behandling, rådden økonomi – én stor pærevælling af pres, jeg ikke kan få fjernet fra over mit hoved. Som det utroligt voksne og modne
1. Som nogle af jer måske husker, klistrede jeg for noget tid siden Frank op på døren… Jeg mener, han bor her jo også! Det resulterede imidlertid i denne lidt akavede samtale med mit postbud, da han forleden kom for at aflevere mine kaninfødder:
Postbud, med et blik på mit hjemmelavede navneskilt: “Står Frank nede på dørtelefonen