Engang imellem får jeg at vide, at jeg er dårlig til at tage imod kritik. Og hvor det helt bestemt er rigtigt, og jeg også flere gange har både erkendt og gjort grin med, at det er tilfældet, så vil gamle læsere også vide, at det er et område, jeg har rykket mig enormt meget på.  Jeg føler dog behov for at understrege, at bloggen her aldrig kommer til at adoptere en “kunden har altid ret”-politik. Det er min blog. Mit projekt, mit fristed, min baby. Jeg betragter den personligt ikke som en forretning, for jeg tjener lige præcis ingen penge på den. Tværtimod har jeg udgifter ved at have den kørende i form af fx eget domæne og lagerplads hos Photobucket. Misforstå mig endelig ikke, jeg elsker, at der reelt er folk, der har lyst til at læse med. Jeg forstår det ikke helt, men jeg er meget, meget taknemmelig over det. Og jeg sætter utroligt stor pris på det. Men hvis jeg ikke skal ende med at miste mig selv og min glæde ved at blogge, så er jeg nødt til at køre bloggen på mine præmisser, hvilket betyder, at der ind imellem opstår uenigheder mellem mig og nogle læsere. Jeg er gået fra at se al kritik som et personligt angreb til at være helt vildt glad for konstruktiv kritik. Det er feedback, jeg kan bruge, som kommer fra folk, der vil mig og bloggen det bedste, og som ikke er ude på at jokke mig over tæerne bare fordi. Det er ord, der er lagt omtanke i, og som fortjener at blive hørt og reflekteret over, uanset om jeg ender med at tage dem til efterretning eller ej. Der er nogle bloggere, der er helt vildt gode til at tage nederen kommentarer med et smil og svare dem i en pæn og ordentlig tone. Som fx dengang en læser forlod Cathrine fra ROCKPAPERDRESSES med ordene “Du er så selvoptaget, selvmedlidende og intetsigende,” og Cathrine forvandlede svadaen til et rigtig fint og selvreflekterende indlæg. Mig? Jeg var nok spasset skråt på den kommentar. Nogen havde seriøst besluttet sig for at gå ind i mit allerhelligste og pisse ud over det hele. Jeg synes faktisk, det er enormt respektløst over for både bloggeren og den enorme mængde tid, der lægges i en blog. Så nogle gange har jeg ikke lyst til at tage det med et smil. Nogle gange har jeg lyst til at gøre opmærksom på, når jeg synes, en nederen kommentar er nederen. Det får jeg tæsk for ind imellem. Det er okay. Man må godt synes, at jeg er en strid kælling, der alt for nemt bliver tøsefornærmet, men det er et af de steder, hvor jeg insisterer på at holde fast i, hvem jeg er. Jeg bliver nemt såret over negative kommentarer, der er ukonstruktive, fordi de jokker på noget, jeg lægger meget arbejde i, og som jeg  faktisk er stolt af. Og ofte lader det til, at der ikke er blevet tænkt over, at det er tilfældet. At jeg sidder i den anden ende og bliver trist. Sagen er jo den, at man altid kan ytre sin feedback på en ordentlig måde, hvis man lægger bare en lille smule omtanke i sine ord. Der er ingen grund til at skrive “Hallo, kan du kun snakke om katte nu, eller hva’? Det er pissekedeligt!” når man i stedet kunne have lagt en kommentar, der lød:

“Der har været rigtig mange indlæg om katte på det sidste. Jeg interesserer mig ikke så meget for dyr, så jeg vil rigtig gerne

Læs mere