Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Fornuft og følelse – og forargelse

2014 var året, hvor jeg virkelig opdagede, at man ikke behøver at sætte sig for at pisse folk af for rent faktisk at gøre det. Jeg har haft folk, der er blevet forargede over, at jeg støtter homoseksuelles ret til at adoptere, at jeg har brokket mig over de negative ting ved at have store bryster (når nu andre bare går og drømmer om at have lidt mere!), at jeg ikke synes, polakker er et af de mest sexede folkefærd, at jeg tillader folk at have en mening om bloggerbørns udseende, og at jeg på et tidspunkt skrev et (bevidst) uendeligt generaliserende indlæg, hvor jeg proklamerede, at kvinder er nogle kællinger… (Den sidste er min yndlings, fordi argumentet var noget med feminisme, men vedkommende tilsyneladende ikke havde et problem med de ti gange så mange indlæg, der gik på, at alle mænd er idioter.) Jojo, det har været et godt år.

Jeg har kigget en del på ovenstående citat fra Stephen Fry i det forgangne år. Især når der var shitstorm i kommentarfeltet. Stephen Fry er en meget klog mand, og jeg er meget enig i, hvad han siger, hvilket vel ligger til grund for vores ytringsfrihed. Jeg skal selvfølgelig skynde mig at sige, at jeg går ind for ytringsfrihed under ansvar, og at jeg generelt mener, at vi skal være gode mod hinanden og ikke bruge ytringsfriheden som undskyldning for at kunne være grundløst ondskabsfulde. Det der med at pisse hinanden op og ned ad ryggen, bare fordi vi kan, det er jeg ikke så stor fan af. Vi bør langt hen ad vejen både acceptere og respektere, at andre mennesker har andre holdninger. Men det betyder ikke, at vi skal holde vores kæft, fordi andre er utilfredse med, hvad vi siger. De fleste upopulære holdninger er både naturlige og sunde og i mange tilfælde decideret nødvendige.

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg synes, den her insisterende hensynstagen er gået over gevind. Jeg er ærgerlig over, at vi er blevet et samfund, der i et forsøg på aldrig at jokke nogen over tæerne tier alt for ofte. Og jeg er ærgerlig over, at jeg observerer en tendens til bevidst at blive forarget og føle sig ramt personligt, når det aldrig var hensigten til at starte med. Jeg gør det også selv, som den lemming jeg nu engang er. For noget tid siden, var der fx en blogger, den udgav et indlæg med nogle planer for 2015. Et af dem var ikke længere at sove i 10-12 timer i weekenden, fordi “det er der jo ingen der behøver”. Og jeg følte mig ramt og arrig og var lige ved at skrive en meget spydig kommentar om, at hun da virkelig ikke vidste, hvad andre mennesker behøvede eller ikke behøvede. Så trak jeg vejret et par gange og rynkede på næsen af min egen opførsel, fordi den bemærkning jo helt tydeligt ikke var rettet mod mig. Det var en selvrefleksion fra bloggerens side, der forklarede, hvorfor hun syntes, det var spild af tid. Hun ved jo ikke, at søvn er mit ømme punkt, at jeg i årevis har kæmpet med insomni og med at sove ordentligt om natten, og at min krop derfor ofte kræver søvn i den mængde for at kunne fungere.

Der var på et tidspunkt en lignende debat på bloggen, hvor jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke vil handle ud fra den regel, der hedder, at der er ting, man ikke må skrive (eller gøre), fordi et andet menneske potentielt kunne føle sig stødt. En læser stillede sig uforstående overfor, hvordan jeg kunne have en sådan holdning til tingene, når nu jeg selv er sådan en, der er lidt fucked psykisk og derfor er et nemt mål for dårlige jokes og fingrepegen og snakken i krogene. Jeg forklarede det med, at jeg netop har den indstilling til tingene, fordi jeg ved, hvad det ville kræve, hvis folk reelt skulle tage hensyn til mine luner. Mennesker i Netto-køen skulle holde i hvert fald en meters afstand, og det ville være forbudt at ringe til mig – sådan nogensinde. Det hverken vil eller burde jeg skulle kræve af mit samfund, og jeg har meget svært ved at forstå, når folk forventer, at man skal tage hensyn til, hvad der potentielt kan forarge, fordi alle mennesker har grænser, der går forskellige steder, og det er umuligt at kende dem alle. Jeg synes, Ricky Gervais – endnu en genial brite – forklarer det glimrende her:

“I see offence as the collateral damage of free speech. I hate the thought of a person’s ideas being modified or even hushed up because someone somewhere might not like to hear them. Outside actually breaking the law or causing someone physical harm “hurting someone?s feelings” is almost impossible to objectively quantify.
What some people might find offensive, others will not. Such is life. Offence is rarely about right and wrong but rather about feelings. Feelings are personal. Trying to have a consensus about what is objectively offensive is rather like arranging books in a library in order of merit. We’d all have a completely different order in mind.
We can’t go round not saying what we want to say in case it offends someone somewhere. It will.”

Med baggrund i det syn sætter jeg helt bevidst grænsen herinde der, hvor den går for mig. Det er det eneste, jeg kan se logikken i. For nogen betyder det, at jeg indimellem overskrider deres grænse, mens andre mener, at jeg kunne gå meget længere. Man kunne selvfølgelig vælge udelukkende at holde sig til de sikre emner, men hele idéen bag bloggen her har altid været, at det kunne været et sted, jeg kunne råbe højt og svinge med armene og bralre op om, hvad der lige faldt mig ind.

Jeg siger ikke, at jeg aldrig går for vidt. Det sker. Relativt ofte endda, for jeg er stadig kun et menneske, og mennesker fucker op. Men jeg ændrer altså ikke holdning ved de der kommentarer, der lyder noget i stil med: “Det er første gang, jeg er herinde, du er et forfærdeligt menneske, og jeg kommer aldrig igen!” Den type læser er ikke mit publikum, og jeg får intet ud af at give mig selv mundkurv på i et forsøg på at please dem. Jeg tager det til gengæld til mig, når faste læsere, der ellers er glade for at være her og generelt er med på konceptet, bruger tid på at sætte sig ned og konstruktivt fortælle mig, hvorfor det der indlæg måske ikke liiiige var så heldigt. Så lytter jeg gerne og tager måske endda min holdning op til revision.

TL;DR: Bare fordi folk siger:”Jeg er forarget!” betyder det ikke nødvendigvis, man har gjort noget galt…

Kommentarer (35)

  • Og altså… Din blog, dine regler.

    Jeg er meget, meget enig i alt du siger her. Hvis folk absolut VIL føle sig truffet, så skal de d nok finde netop dén sætning, der kan tolkes på allerflest (oftest ligegyldige) måder. Kedeligt. Meget kedeligt. Der er da ingen der gider at læse 300 ens ryg-klapperblogs?

  • Fedt indlæg Miriam!
    Jeg vil bare sige, at jeg glæder mig til dagligt at komme ind på din blog og se hvad du nu har fundet på at skrive om.
    Jeg elsker den lidt hårde tone, de emner du skriver om og generelt at der ikke er “så meget pis med dig”, hvis det giver mening 🙂 Jeg har ikke været fast læser så længe endnu, men du er klart en af dem jeg ikke kunne forestille mig at unfollowe netop pga. din ærlighed. Så keep up the good work!

    Nina

  • Det er satme også bare svært i vores skriftbaserede kultur. Tonen kan være så svær at fange, og folk kan misforstå formålet komplet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har omskrevet en kommentar på et indlæg, i frygt for at komme til at fornærme uden ved et uheld!

    Men så længe man har et konstruktivt formål med hvad man siger, og kan stå inde for det, så skal man sgu have lov at sige hvad man vil (:

  • Godt skrevet, jeg er med dig hele vejen.
    Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om en eneste gang, hvor du er gået over mine grænser, heh… men de er også ret langt ude;)
    Jeg har nok mere oplevet den der “wow, vildt skrevet, det havde jeg ikke selv turdet fortælle”, fordi du er så dejligt selvironisk:)

  • Jeg så et interview med Maren Uthaug hvor hun blev spurgt noget ala det samme, om hun ikke var bange for at gøre nogle kede af det/støde folk med sine tegninger, når hun fx berører selvmord eller andre kontroversielle emner. Og den kloge Maren svarede, at hun aldrig laver personangreb, hun går aldrig efter at være ond mod et enkelt menneske (hun har fx en stribe om bubber som hun aldrig kunne finde på at offentliggøre – bubber kunne blive såret, og det er ikke meningen). Men at afholde sig fra at berøre et emne som fx selvmord, fordi der måke kunne risikere at sidde en gruppe mennesker der potientelt kunne blive kede af det, fordi de måske selv har det tæt inde på livet – jamen det ville jo betyde man aldrig kunne skrive/tegne om NOGET som helst, for så ville man altid tisikere, at der sad en der altså blev stødt over x eller y. Meget klogt. Så håndtering af relevante emner, tjek. Angreb rettet mod enkeltpersoner, nogo.

  • Jeg er fuldkommen enig! Jeg er så træt af den der politiske over-korrekthed. Man skal naturligvis have en vist mængde respekt, men vi må ikke blive berøringsangst overfor de lidt sværere emner! Ellers forbliver de netop svære.

    Julie – denmiserable.blogspot.dk

  • Jeg kommer til at tænke på alle de forfærdelige ting, som udspiller sig i Paris lige nu, når jeg læser dit gode indlæg om ytringsfrihed. Tanker til dem som turde bruge deres stemmer ordenligt, og alligvel blev ramt <3

  • Godt sagt!
    Fortsæt du bare som hidtil. Jeg har den sidste måned fulgt lidt med på din blog, og jeg er blevet hængende, da du er så forfriskende lige ud af landevejen og ikke virker til at tage dig selv alt for højtidelig.
    Kvinder er desværre tit hinandens værste fjender.

  • Jeg skrev for nylig en kommentar, som blev fjernet – hvilket selvfølgelig er okay, det er jo din blog og dit kommentarfelt, men det undrede mig, da det var en relativt sober kommentar. Sletter du kommentarer du bliver forarget over? Hvad skal der til for at du sletter en kommentar? Spørgsmålet er ikke direkte møntet på min kommentar, men af ren nysgerrighed til hvordan du kører din (fine!) blog 🙂

  • Din kommentar har sandsynligvis været til et hemmelighedsindlæg. Der sletter jeg som regel hver eneste kommentar, der kan tolkes som værende kritiserende eller negative over for en hemmelighed, fordi folk naturligvis afholder sig fra at indsende hemmeligheder, hvis de ved, det vil medføre den type feedback. De ved jo som regel godt, det ikke er helt fint, hvad de har gang i – det er jo derfor, de indsender – så det er der ingen grund til at minde dem om. Den regel gør jeg også opmærksom på med jævne mellemrum, men den smutter ofte, fordi folk mener, at kritik er fint, så længe den er sober. Den er den også sædvanligvis, men altså ikke lige i ved de indlæg. 🙂

    Udover det sletter jeg meget sjældent kommentarer. Det er kun, hvis de fx er reklame, under bæltestedet, grove (specielt i debatter) eller lignende. Jeg sletter meget sjældent kommentarer, bare fordi de pisser mig af eller forarger mig. Så foretrækker jeg faktisk at svare igen! 😉

  • Jeg har læst med de seneste 7-8 måneder, og i alt den tid synes jeg ikke at du har gået over stregen. Tværtimod synes jeg at du har skrevet sjove, informative og befriende indlæg, og jeg kan personligt ikke se hvordan nogle af dem kan bringe andres pis i kog. Vi er tydeligvis mange herinde der ikke har samme holdning, jeg synes blot at det var ærgerligt at du primært høre de negative stemmer,

  • Man kan næsten læse noget personligt fornærmende i alting, så til en vis grad er jeg også overbevist om, at det handler om at gå til en tekst med den rigtige tankegang.

  • Jamen lige præcis! Mine grænser er også ret langt ude, og det frustrerer mig, at andre ikke kan respektere, at vi er nogen, der har det sådan. Hvis man råber op om, at den humor må man ikke have, fordi den støder folk, så kunne vi jo lige så godt fjerne ytringsfriheden.

  • Til en vis grad enig. (Eller muligvis totalt, har ikke læst interviewet.) Jeg har ikke et problem med at hive fat i folks holdninger og i den forbindelse nævne dem med navn. Det er min klare overbevisning, at hvis man føler behov for at ytre noget i det offentlige rum, så må man også stå til ansvar for, hvad man har sagt og acceptere, at andre har det anderledes. Men det anser jeg heller ikke for at være hverken personangreb eller udhængning, selvom jeg ved, der er folk, der er uenige. Personangreb for mig er fx da Zenia Stampe mistede sin datter og folk på Facebook fandt det okay at skrive ting som, at “så slap hun da for at have Zenia Stampe til mor.” Dét er personangreb i min bog, og det er jeg stærkt imod!

  • Props for at mene, at de netop brugte deres stemmer ordentligt. Er faktisk virkelig chokeret over mængden af mennesker, der lige smider en: “Jamen det er da også totalt unødvendigt at gøre grin med islam på den måde” ind i den debat.

  • Haha, det observerede MM inde fra Twinpeaks også. At jeg bliver råbt af, fordi jeg ikke “støtter mine medkvinder”, men det tilsyneladende er helt fint, at dem der råber jo sådan set gør det samme mod mig. 😀

  • Jeg er glad for, at du har det sådan. Jeg har det jo (sjovt nok) på samme måde og bliver lige overrasket hver gang, når folk finder et eller andet, de synes, de lige vil forarges over. Men som sagt: Hver sine grænser. 🙂

  • For at specificere: personangreb i denne sammenhæng var at lave sjov med folk bare for morskabens skyld. F.eks. at lave en joke om bubber, ikke i forbindelse med en debat eller nigle holdninger han har ytret, men bare for morskabens skyld fordi det da ku være sjovt at gøre lidt nar ad ham 'bare fordi'. Det er den slags personangreb jeg mente, ikke at man debatterer udfra hvad andre har ytret 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.