Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

En upopulær holdning

Mens hele verden langsomt har fået krimifeber, har jeg stået lidt på sidelinien og rystet på hovedet. Jeg mener: Krimier? Seriøst? Er det ikke sådan noget, der er forbeholdt ældre damer fra søvnige landsbyer i England? Jeg forstår det ikke helt. Den holdning måtte jeg imidlertid tage op til revurdering, efter jeg så Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret i biografen. Den var virkelig, virkelig god. Jeg måtte modvilligt indrømme, at det godt kunne være, der var noget om krimi-snakken.

For et par dage siden fik jeg så endelig tid til at undersøge sagen nærmere. Når nu det var Jussi, der havde pirret min nysgerrighed, så måtte det også være Jussi, der fik æren af at være den udvalgte forfatter, der skulle introducere mig for krimiens verden. Fasandræberne er den næste bog i serien om Afdeling Q, og den havde jeg såmænd fået i julegave i sin tid, så alting gik ligesom op i en højere enhed. Hurra!

Men så kom jeg i gang med bogen… Og blev skuffet. Sådan virkelig fælt. For plottet var forudsigeligt, personerne manglede dybde, og der var ingen spænding. Er det ikke pointen med en krimi? At man sidder helt ude på kanten af stolen og nærmest kommer til at springe hele sætninger over i et desperat forsøg på sluge historien hel? Værst af alt for mig var dog sproget. Banalt, uinteressant, klichéfyldt. Jeg savnede sætningsvariationer, leg med ord, sproglige finurligheder, og det var der bare ikke rigtigt noget af.

Jeg er helt med på, at krimier har lidt en Harry Potter-funktion: Det er en let fordøjelig genre, der skal få bogskeptikerne til at læse, og derfor er der selvfølgelig ikke tale om de store litterære mesterværker, men jeg havde alligevel forventet mere. Jeg mener, jeg læser selvfølgelig bøger, som i akademiske kredse bliver anset for værende acceptabelt læsestof, men jeg boltrer mig også lystigt i chick lit og young adult novels, der ville få enhver litteraturprofessor til at ryste opgivende på hovedet. Jeg elskede Twilight, for pokker! Sagen er bare den, at hvis ens styrke som forfatter er storytelling, så skal den del simpelthen også være lige i øjet. Og det var den bare ikke i Fasandræberne.

Jeg er så udmærket klar over, at jeg kommer til at være i undertal med denne holdning. Vi snakker en temmelig succesfuld roman, der er oversat til et væld af sprog og netop er blevet filmatiseret. Toppen af krimi-poppen. Men ak, altså ikke noget for mig. Måske er jeg bare ikke skabt til at være krimilæser…

PS: Flere har ønsket et indlæg med anbefalinger til sommerlæsning, så jeg prøver lige at se, om jeg kan få færdiggjort et sådant indlæg inden for det næste døgns tid. Så kan I også få lov til at hakke lidt ned på min bogsmag, hvis I føler behov for det efter dette indlæg. 😉

Kommentarer (76)

  • Nooooo, Miriam! Jussi er den eneste krimiforfatter, som jeg kan holde ud (og holder af) at læse, netop fordi jeg synes, at han har sproget med sig, haha 🙂 Men ok, så kan jeg så afsløre for dig, at du skal holde dig laaaaangt væk fra Kepler, Nesbø og Läckberg – deres stil irriterede selv “professionelt ulitterære” mig 😉
    Vil lige igen opfordre dig til at læse Jordens Søjler og andet godt af Ken Follet – dét er værd at bruge sin sommer på!
    P.S. – jeg vil da gerne vide, hvilke bøger du kaster låååve på.

  • Jeg dør langsomt inden i hver gang der kommer en ny Jussi-bog, og bølgen begynder forfra -.- Er det ikke også noget med, at han har så travlt med alt mulig andet, at han har folk til, at skrive sine bøger for sig nu?

  • ENDELIG en der tør sige at krimi er noget hø. Det synes jeg også og jeg forstår simpelthen ikke hvad folk ser i det og jeg begriber ikke hvordan det er blevet så populært. Jeg har prøvet et par gange at læse nogle fordi jeg lidt har den holdning til sådan noget at man er nødt til at prøve inden man afskriver det og de er jo ens allesammen og uden fantasi. I don't get it. Tak til dig Miriam 😀

  • Jeg er så evigt enig Miriram! Jeg er så skide træt af krimi, både i bogform og på tv.
    Jeg er bare slet ikke med på den bølge! 🙂

    Jeg har fornyligt læst, Mig før dig af Jojo Moyes, og det er hermed min anbefaling 🙂

    – Lise Emilia

  • Jeg må også erklære mig enig. Havde det på samme måde med Dan Brown. Filmen om Da Vinci-mysteriet var ganske god, bogen kan jeg simpelthen ikke kommer længere end 50-70 sider i, så falder jeg i søvn. Tror det er film-mediets fordel, at der er underlægningsmusik? 😉
    Christian Jungersens Undtagelsen skulle du gå ombord i. Den er præcis, som du beskriver: Sådan en, hvor man sidder helt ude på stolen, og slet ikke kan lade være med at læse 15 kapitler mere, fordi man liiige skal vide, hvad der SÅ sker. Jeg tror nok, den går under betegnelsen thriller. Den er i hvert fald vældig psykologisk og mega fed! 🙂

  • Hej Miriam,

    Jeg vil ikke blande mig i denne debat men blot påpege, at jeg for nylig har opdaget din blog (faktisk igennem Silles blog, som jeg faktisk ikke læser længere, fordi den desværre er blevet så kommerciel), og du har altså fået endnu en fast læser.
    Din blog er et friskt pust i en ellers så sponsoreret og uniform blogverden. Så tak for dig!

  • Det skal lige siges, at det ikke er hans bedste. Faktisk foretrækker jeg dem, som ikke er en del af Afdeling Q-serien.
    Jeg elsker Jussi og klapper i hænderne, når der kommer nyt fra ham. Håber dog snart, der kommer andet end Afdeling Q. Til gengæld hader, hader, hader jeg Harry Potter, Twillight og bare generelt alt, hvad der hører til den dersens Fantasy-genre. Det kan simpelthen ikke fange mig, så jeg har for længst opgivet.
    Sådan er vi jo så forskellige 😉

  • Jeg er heller ikke til krimier. Jeg bliver utålmodig og irriteret, når jeg ikke ved hvem der er morderen, og det går for langsomt med at anklage alle og enhver grundigt i bund 😛 Så er jeg mere til bøger om fantasy, såsom varulve, vampyrer og det, for der sker altid noget!

  • Krimier er super kedelige ifølge mig – jeg føler mig på ingen måde underholdt. Havde dog ikke indtrykket af, at de var særligt populære. Jeg holder mig personligt til chicklit, fantasy, klassiskere og børnebøger – dem kan jeg lide (:

    – Kit

  • Elsker krimier her;) men er ikke overbegejstret for adler… Første bogen i afdeling q var fin, synes det gik lidt nedad derefter… Men på den anden side er jeg ikke inde i historie/klassikere/kæææærlighed (kan dog god til chiclit) – så er bare glad for. At det findes å meget forskellig – noget for enhver smag;)

  • Din holdning er nu ikke så ualmindelig længere. Hører flere og flere, der ytrer den 😉

    Jeg mener, at der er mange måder at være en god bog på, og for mig er krimier skønne på sin egen måde. De er typisk lette at læse, de fleste er ok-spændende (desværre er det kun nogle få, der er super) og så kan man slå hjernen helt fra, når man læser dem. Perfekt strandlæsning eller til at stresse ned på en travl hverdag. Krimier er for mig underholdning – sjældent uforglemmelige værker. At der så er nogle forfatteres sprog, man kan lide og andres, man ikke kan fordrage er en hel anden sag. Selv har jeg det ok med Jussi. Det er let og lige ud af landevejen. Min egen tommelfingerregel ift. krimier er, at jeg som regel kan lide dem, hvis de ikke er skrevet af svenskere – og især ikke kvindelige svenskere. Sært, men den regel holder næsten altid stik for mig.

    Og jeg kan kun give hende ret, der anbefaler Ken Follet. Især Jordens søjler, Uendelige verden, Giganternes fald og Verdens Vinter. De er virkelig, virkelig gode.

    Hilsen en der læser ret meget.

  • Med meget få undtagelser, kan jeg absolut heller ikke holde ud at læse krimier!!! Til gengæld elsker jeg filmatiseringerne så jeg er bare nået frem til at krimi fungerer på film men ikke på bog, i hvert fald ikke for mig. Når man har en KA i litteraturvidenskab kan en sådan holdning hurtigt komme til at synes ret litteratursnobbet, men jeg sluger alt nyt teen-fantasy-agtigt jeg kan komme i nærheden af. Twiligt, Hunger Games, Divergent, The Darkest Minds osv. og det er ikke fordi det står højt på coolhedslisten på litteraturstudiet.

    Glæder mig til at se dine sommerlæseanbefalinger 🙂

  • Nu vil jeg også lige sige at Fasandræberne ikke er den bedste i afdeling Q serien.
    Jeg læste 3'eren, Flaskepost fra P, før Fasandræberne, og det eneste jeg lige manglede i historien, var en forklaring på hvor Rose kom fra. Men så langt er du nok nået, så jeg anbefaler dig virkelig at hoppe videre til den næste!
    Flaskepost fra P er virkelig, virkelig god.

    Derudover kan jeg også anbefale Sara Blædels “De glemte piger”, som virkelig er spændende og fuld af mystik. Før jeg læste den, læste jeg aldrig andet end Harry Potter, men den tog mig virkelig med storm.

  • Hørt! Jeg kan huske dengang alle snakkede om Da Vinci mysteriet – til sidst overgav jeg mig og prøvede at læse den men hold nu op den var kedelig! Tror ikke engang at jeg nåede at læse 50 sider, det var ren tortur. Siden har jeg holdt mig fra det og tænkt at der ikke er nogen grund til at forsøge at læse noget jeg egentlig ikke har lyst til. Der findes jo så mange fantastiske bøger som jeg gerne vil læse.

  • Tror nu heller ikke det er så unormalt længere at være på anti-krimi-holdet 🙂 Jeg bryder mig heller ikke rigtig om genren – der er bare så mange andre værker, jeg hellere vil igennem, før jeg begynder at lege 'det var butleren der gjorde det'.

  • Alle krimier jeg har læst, især de skandinaviske, er SÅ forudsigelige, og personerne er simpelthen så kedelig!! Jeg er altid ligeglad med om politibetjenten, eller hvem hovedpersonen nu er, bliver dræbt eller ej, og de eneste krimier der nogensinde har fanget mig er Agathe Christies (ikke fordi de er så meget bedre, jeg kan bare virkelig godt lide Hercule Poirot). Synes også det er virkelig sjovt når folk mener Dan Brown er “god litteratur”….. You gotta be kidding me, right?

  • Jeg kan ikke med de fleste nyere – især skandinaviske – krimier. Det er som om, at man ikke behøver kunne skrive for at få en krimi udgivet, og miljøbeskrivelserne er gabende kedsommelige. Fatter ikke hypen, i mine øjne er det meste semi-talentløst.

    MEN. Jeg kan godt lide krimier, hvis ellers netop miljøbeskrivelsen er i orden. Har læst alle Agatha Christies romaner som barn (som ved gud ikke er særlig stor litteratur…), alene fordi jeg elskede at fortabe mig i herregårdsbiblioteker, jagtselskaber, five o'clock tea, kolonitids-oberster, og hvad hun ellers disker op med fra en svunden tid i den engelske overklasse.
    OG ud fra dette (og fordi jeg satser på, at vi har nogenlunde samme smag i litteratur…kan være, at jeg er helt fra den) vil jeg anbefale følgende:

    Simon Pasternak og Christian Dorphs “Om et øjeblik i himlen”, “På afgrundens rand” og “Jeg er ikke her”. De foregår i København i 70'erne og 80'erne, d'herrer forfatterne skriver pissegodt (Pasternak er redaktør på Gyldendal), hovedpersonerne er godt og nuanceret beskrevet (især i de to første bøger), og som københavner er det rent guld at få hele stemningen fra før byfornyelsen satte ind, med.

    Leonardo Paduras Havana-kvartet. Cubansk politibetjent opklarer mord i 80'er/90'ernes Havana, han elsker litteratur, kæderyger, drikker for meget, og det er bare klassisk, eksotisk og godt 🙂

    Og ellers: gå klassikervejen med Raymond Chandler. Herlige bøger fra et svundent Hollywood med den evigtplagede Phillip Marlowe som privatdetektiv.

    Der er også de der russiske, med en opdager under zartiden, har ikke læst dem, men fået dem anbefalet… Og flere af de historiske, Anne Knudsen har lige i Weekendavisen anbefalet serien om en tyrkisk eunuk(!)-opdager i osmannerriget, dem skal jeg i hvert fald have fat i, og, og, og… Nå, du siger bare til, hvis du skal have flere tips 😉

  • …Hov, og jeg vil også med-anbefale “Undtagelsen”, den har sine svage punkter men er det meste af vejen velskrevet og superspændende. Spændende studie i mobningens psykologi!

    Og nu skal jeg nok finde noget andet at tage mig til. Sværger.

  • Jeg tror det er mindst lige så normalt at hade krimier som at elske dem. Jeg er heller aldrig hoppet med på bølgen – prøvede med Stieg Larsson-trilogien, og det var noget af det mest dødssyge jeg nogensinde har læst. Jeg elsker Harry Potter og Stephen King, så det er ikke fordi jeg skal læse litteratur med skyhøjt lixtal. Men igen – jeg kender flere, der hader krimier end det modsatte.

  • HADER krimibøger, ELSKER krimifilm. Jeg var helt ekstatisk over kvinden i buret, og fælt skuffet over selvsamme bog. Jeg glæder mig dog til fasandræberne kommer på det store lærred!

  • Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig har læst en “moderne” krimi færdig. Til gengæld elsker jeg Sherlock Holmes og de fleste af Agatha Christies Poirot og Miss Marple historier.

    Mit største problem med krimier er en dårlig vane med ret hurtigt atiste tålmodigheden og bladre hen til slutningen – når den først er læst, er det nødvendigt for mig, at fortællingen, sproget, karaktererne og stemningen i sig selv er nok til at holde min opmærksomhed – og det kan inden at de åh så populære krimiforfattere klare. Min far har altid krimier liggende, og jeg giver det ofte et forsøg med at bladre i én – men stadig uden held.

    (Og så har jeg bare heller ikke den store tålmodighed med journalister/politibetjente med rod i hovedet og rod i privatlivet)

  • Krimi er måske nok fladt i sproget – næsten altid desværre. Men INTET er værre i sproget end Twilight. – Upræcist, upersonligt og identitetsløst. no can do.

  • Den eneste krimiforfatter, der sprøjter bøger ud og samtidig kan skrive formfuldendt inden for genren, er Jo Nesbø. Det er fandeme spændende fra start til slut. Ja, det er klichéfyldt, og ja, det er genbrug af tematikker og dramaturgi, men det er effektivt og velkomponeret. Jeg har arbejdet i boghandel og har læst utroligt mange krimier (fordi jeg skulle kunne sælge dem), og det hang mig langt ud af halsen – det er virkelig blevet metervare. Nesbø skal dog ha' en chance. Du får bang for your buck, og oversættelserne er fine!

  • Jeg er har heller aldrig været til krimier. Får lidt fnidder hver gang nogen nævner ham der Jussi (hvad ER det også for et navn?!). Til gengæld kan jeg virkelig anbefale John Le Carré. Det er spion romaner, så på den måde har de det der spændende krimi element, men det er meget velskrevet og karaktererne er interessante, hvilket jeg synes er det mange krimier tit mangler. Karaktererne er simpelthen for kedelige og udtrådte. Han har skrevet ret meget, men jeg kan især anbefale The constant gardener, der også er vellykket filmatiseret, og Spionen der kom ind fra kulden.

  • Åh, jeg elsker en god krimi. Den slags, hvor plottet ikke er forudsigeligt, hvor ordene er velvalgte og jo, de findes også. Jo Nesbø-serien er fantastisk, synes jeg. En anden bog, der er lidt krimi og meget psykologisk drama er Kvinden der forsvandt, og den er også VIRKELIG god. Og Sandheden om Amelia er også god. Ikke en krimi, men dog med et opklaringsarbejde fra moderens side.

  • Aner det ikke, men jeg har set og læst en del interviews med ham og synes virkelig, han er både sjov og intelligent at høre på, så jeg forstår slet ikke, hvordan han kan skrive sådan!

  • Altså, jeg kan som sådan godt forstå konceptet, men det hele falder jo fra hinanden, hvis man er nødt til at hakke sig igennem sætningerne, som jeg følte, jeg var.

  • Jeg forstår ikke besættelsen, det må jeg sige. Men jeg fattede så heller aldrig hele Dan Brown-hysteriet, så måske er jeg bare ikke til den slags poplitteratur.

  • Oh my God, Dan Brown gik mig så voldsomt på neverne! Jeg har faktisk overvejet Undtagelsen af flere omgange, jeg har det bare lidt stramt med danske forfattere generelt, så jeg skal lige have sparket mig selv i gang.

  • Hej og velkommen til! Og tak! Jeg prøver i hvert fald ihærdigt at bibeholde mit ukommercielle image, så må vi se, hvor længe det holder! 😉

  • Jamen historien i sig selv har jeg faktisk ikke et problem med. Den synes jeg er interessant og original, og jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg også kommer til at være vild med filmatiseringen, men når jeg har det stramt med hans sprog, så er det altså svært at forestille sig, at det ville være bedre med en anden roman…

  • I den her får man så at vide fra starten, hvem “skurkene” er, men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg synes, det er en fordel eller en ulempe… :-/

  • Jeg tror, det er meget få mennesker, der ser krimier som store litterære værker, men selv set i lyset af at de fungerer som eskapisme, faldt den her til jorden for mig. Jeg sad reelt og blev irriteret over hans sprog – hvordan han fx kunne finde på at skrive “ham” to gange i en sætning, selvom det var unødvendigt. Det var kluntet, og det gjorde, at sproget aldrig rigtigt blev flydende for mig.

    Jeg må få set nærmere på ham Ken!

  • Historien var fin, men jeg stod af på sproget. Når der findes YA-novels med mere flydende sprog, så er jeg altså nødt til at takke nej…

  • Jeg har faktisk også Flaskepost fra P, så det kan være, jeg giver den et forsøg, men eftersom det er hans sprog, jeg i høj grad har et problem med, så tvivler jeg på, at det vil ændre på min mening at skifte roman…

  • Krimier har lidt fået ry for at være let læselige for folk, der ikke rigtigt er til litteratur, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan blive fanget af en sådan skrivestil!

  • Twilight har en målgruppe, der hedder 10+. Det var aldrig meningen, den skulle overvælde nogen sprogligt. Og historien fangede mig, så jeg kunne snildt leve med hendes misbrug af latterlige ord som “chagrin” og “infinitesimally”, men i Fasandræberne tog jeg decideret mig selv i flere gange at stoppe op og omskrive sætninger i mit hoved. Det har jeg aldrig nogensinde gjort før. Og da slet ikke i en roman, der skal forestille at have et voksenpublikum.

  • Jeg har også lige læst Sandheden om Amelia, og jeg synes den var OK, men ikke stor litteratur. Og jeg havde forudset plottet.

  • “Født 1950 og fik navnet Carl Valdemar Henry Olsen. Blev altid kaldt Jussi, fordi hans mor var vild med operasangeren Jussi Björling. Valgte som femårig officielt at få navnet Jussi”. …. Godt det ikke gik sådan med mig, så havde jeg heddet “Fonzie” 😀

  • Har lige slæbt mig i gennem The Cuckoo's Calling (aka. J.K. Rowlings forsøg på en krimi) og blev kun ved til den bitre ende fordi det var Rowlings navn der stod på bogen (hvilket det jo egentlig ikke var, anyway)
    FÅK hvor var den dårlig. Både historien, karaktererne og sprogmæssigt. Ikke mere krimi til mig denne sommer. Men glæder mig til at læse dit boganbefalings-indlæg.

  • “Me Before You” af Jojo Moyes er chiclit af nemmeste skuffe – kan sluges på en god sommerdag, men man har fanget alle begivenhederne og twists laaaaaangt før de sker. En guilty (semi)-pleasure 😛

  • Åh, det kunne være mig, det dér!
    Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med Harry Potter, men jeg fangede aldrig fidusen. Aldrig. Og det var ikke, fordi jeg ikke prøvede. Det gjorde jeg. Både på dansk og engelsk.

    Twilight har jeg læst – og faktisk nydt på en måde. Det var god sommerferielæsning, men så heller ikke mere. Chick-lit er generelt noget, jeg læser mest af, hvis jeg skal på solferie og ved, der er god tid på stranden eller ved poolen. Det er bøger, man nemt kan lægge fra sig, men som man hurtigt kommer ind i igen. Jeg synes især godt om Cecilia Ahern og Sophie Kinsella,
    Krimier – i flæng kan jeg nævne Stieg Larsons triologi (eller var der flere?), Dan Browns, Jussis… – jeg synes ikke, de er gode. De er forudsigelige, lidt for “lette” på en måde, plottet er lidt tyndt.

    Jeg læser rigtig meget – som i rigtig meget. Pt. er jeg i gang med “Americanah” af Chimamanda Ngozi Adichie (vild bog – den er SÅ GOD!), og jeg har lige læst “The Falt in Our Stars” (den var ok), “Åndernes hus” (god!) og “Borte med Blæsten” (lidt kedelige passager, men alt i alt en god serie). Jeg læser både det, der er populært, det, der engang var populært og det helt ukendte. Sjovt nok falder jeg kun yderst sjældent for de bøger, der åbenbart tager et helt land – eller hele verden – med storm.

    Nå, en lang smøre. Jeg glæder mig til dine anbefalinger! Tror, jeg kunne blive virkelig inspireret!

  • Argh, det er vist lige overkill at skære alle krimier over en kam og sige, at de har en “Harry Potter-funktion.” Der findes da ganske glimrende krimier, men jeg må da også erkende, at krimien som genre har lidt momentalt under de lette under-parasollen-på-sommerferien-krimier, der er blevet udgivet.

    Hvis du alligevel føler dig tiltrukket af genren, synes jeg, at du skal bevæge dig over i thrillerne, som i min optik har en hel del mere at byde på, og hvor plottet ikke bare er: 1) Person dræbt 2) Kvaler med opklaringen 3) Tilsat hovedpersonens personlige problemer 4) Hovedpersonen selv ved at blive slået ihjel 5) Mordet opklares.
    Af thrillere kan Effekten af Susan og Undtagelsen kun anbefales.

  • Selvom det er flere år siden jeg læste Undtagelsen, gipper det stadig helt i mig bare jeg tænker på historien. Den var virkelig god!!

  • Hej Miriam
    Prøv Sissel Jo Gazan (Dinosaurens fjer og Svalens graf), som er en krydsning mellem krimi og velskrevet roman…

  • Nå for Søren, den troede jeg egentlig var okay. Men altså, jeg skal ikke i nærheden af noget Rowling, der ikke står HP på, det kan KUN blive en skuffelse. 😀

  • Åh jo, jeg eeeelskede HP! Men jeg gik også i gang med dem som 14-årig, så det tror jeg havde noget at gøre med det.

    Jeg er ikke til Kinsella, selvom jeg generelt er tosset med chick lit. Der er for meget cringe over hende, og det bryder jeg mig ikke om.

  • Nu omhandler indlægget jo de eskapistiske krimier, der er oppe i tiden, og dem synes jeg fint, man kan skære over en kam. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der findes ganske glimrende krimier, men det var ikke dem, jeg var ude at teste. 😉

  • Argh, så må du da formulere dig en kende mere tydeligt i stedet for at skrive “Jeg er helt med på, at krimier har lidt en Harry Potter-funktion”. Men over i thrillerne med dig – der er en del længere mellem de dårligt skrevne. Længere oppe er Kvinden, der forsvandt blevet anbefalet. Jeg vil kalde den middelmådig.

  • Nu lægger jeg ud med at gøre opmærksom på, at det er populærkrimierne, jeg taler om, så jeg synes egentlig ikke, der er grund til endnu en uddybning.. Afdeling Q-serien er markedsført som krimithriller, så jeg tror nu bare, jeg holder mig væk derfra.

  • Hvis du gerne vil have spænding, og dybte i personerne, og også en smule 'chick-lit' i en krimi, så vil jeg virkelig anbefale dig at læse Øbro og Tornbjerg's 3 bøger om profileringseksperten Katrine Wraa. Det er fantastiske bøger, og dem, der fik mig til at åbne øjenen for krimigenrene. Jeg har læst Jussi-bøgerne, og må give dig ret; de er altså lidt kedelige, når man alligevel hører til under 40 målgruppen. 🙂 Jeg håber virkelig, at du vil gøre dig selv den fornøjelse, at læse bøgerne om Katrine.

  • Hey.
    Jeg er ny her på bloggen, og syntes det er hyggeligt 🙂 Tak for god underholdning!
    Sidder derfor og kigger gl. opslag.
    Ang. det at læse krimier, så har jeg haft det ligesom dig, men har heldigvis fået anbefalet nogle gode nogle af krimi kendere, så er helt væk i krimier nu 🙂 Love it ♡ 🙂
    Vil klart anbefale dig at læse:
    Trofæ af Steffen Jacobsen, en hammer hammer go bog efter min mening 🙂
    Nat nat Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.