Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Shhh… #28

Det lader til, at den sidste reprimande rent faktisk havde en virkning, så storfede tak til alle jer, der har afholdt jer fra at indsende sikkert utroligt fristende hemmeligheder, der ikke rigtigt var hemmeligheder og ikke mindst til jer, der indsender hemmeligheder, der reelt er hemmeligheder, så vi kan holde konceptet kørende. Jeg elsker, at vi kan være fucked up sammen! (Indsæt selv teenagehjerter.)

Husk, at I som altid kan bidrage lige her.

Kommentarer (26)

  • Miriam, den med katten – er det dig selv?? 😉

    Og til dig med den dårlige kysser, så kan det måske læres! Min kæreste kyssede virkelig dårligt, da jeg mødte ham. Ved det første kys tænkte jeg bare: Nej, men det er bare ÆRGERLIGT! Besluttede mig for (som du så også har gjort, kan jeg forstå), at det ikke skulle være det, det kom an på, for han var simpelthen for god at lade gå fra mig. Så jeg instruerede ham i, hvad jeg kunne lide. Dvs. ikke tørre tantekys 😉
    Hvis du gør det med den der 'Jeg kan virkelig godt lide, når du…'-attitude, så kan det være, han slet ikke opdager, at han bliver opdraget lidt på 🙂 Nu har jeg en mand, der giver mig sommerfugle i maven, hver gang han kysser mig, selv efter fire år sammen 🙂

  • Jeg har også været der. Droppede ud efter et halvt år, fordi jeg ikke kunne tage hønsegården og at ca. 70 % på mit hold enten havde angst, depression, tvangstanker, AD/HD, haft/har anoreksi eller bulimi. Og de ville så gerne hjælpe andre folk..
    Psykologi-studiet var overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet.

  • Inden jeg startede på psykologi havde jeg samme fordom – at de fleste, der læste psykologi gjorde det, fordi de selv havde problemer af den ene eller anden art. I starten af studiet tænkte jeg, at det heldigvis bare havde været en fordom. Siden da er fordommen desværre blevet langsomt bekræftet. Jeg er heldigvis ikke selv én af dem og har en god gruppe piger, som jeg heller ikke ser som værende en del af den “gruppe” – men jeg må desværre sige, at der er mange “af dem”.

  • Jeg oplever ikke, at størstedelen af psykologistuderende ønsker at studere det for at blive klogere på deres egne problemer, men at de fleste oprigtigt ønsker at hjælpe andre. Det er dog ikke ensbetydende med, at psykologistuderende ikke bøvler med nogle problematikker, men jeg er personligt af den holdning, at det gør alle mennesker, men at folk indenfor dette område i mindre grad ser det som et tabu og derfor er mere åbne omkring det 🙂 Personligt har jeg kun gode erfaringer med studiet 🙂

  • Altså nej – det er jo ikke en hemmelighed, at jeg har det sådan med Franken. 😉

    Tænkte i øvrigt det samme med kysseren. De fleste mænd kan vel trænes? 😀

  • Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som til at sige veninde, men jeg kan godt sætte mig ind i, at der opstår en form for relation mellem blogger og læser. Det oplever jeg også i begge roller.

  • Jeg er nødt til at sige “amen” til Louises kommentar. Har nogle tætte veninder, der læste psykologi, og som selv døjer med svære diagnoser. Desværre. Og jeg tror faktisk, det hele kammede over, da de søgte ind på psykologi. Nogle gange er det dér navlepilleri bare rigtig skadeligt.
    Heldigvis har de begge to fundet deres rette hylde i dag – ikke på psykologi 🙂

  • Jeg er lige blevet single, og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg savner hans familie.
    Det var et rigtig grimt break up. (han havde ikke følelser for mig mere, og jeg er stadig vildt forelsket i ham), så vi kan på ingen måde være venner. Men hold kæft hvor savner jeg familien… og egentlig også ham ret meget…….
    Det er 3 gang han gør det forbi med mig, og kommer tilbage efter et par måneder, men den her gang går det bare ikke mere (hvis han kommer tilbage igen). Det kan jo ikke passe han lige har brug for at være sammen med nogle andre piger i et par måneder, og så kan jeg bruges igen.. men det er ulideligt.

  • Jeg startede på psykologistudiet i København i 2008 og blev færdig i 2013 (og arbejder nu som psykolog).

    Og jeg må sige, at jeg slet ikke kan nikke genkendende til fordommen om at mange psykologistuderende kun læser psykologi, fordi de vil hjælpe sig selv/finde ud af hvad der er i vejen med dem. Til gengæld har jeg hørt netop denne fordom ufatteligt tit – og nogle gange kan ting fremstå som mere sandfærdige, hvis de gentages tilstrækkeligt mange gange (så lægger man sjovt nok også mest mærke til dem, som har samme incitament til at starte på psykologistudiet, som personen, der skrev hemmeligheden).

    Som det skrives længere oppe i tråden, så gennemgår alle jo mere eller mindre svære perioder i deres liv, og her er psykologistuderende jo også inkluderet, men at de skulle være specielt ramt, njaeh… det er i hvert fald ikke min erfaring.

    Derudover vil jeg ikke kalde psykologistudiet for navlepilleri – langt fra endda!

    Hvis man regner med at psykologistudiet bærer præg af dybe samtaler med underviserne, lange psykologiske samtaler med sine fælles studerende og generelt en masse selvterapi, så tager man grueligt fejl.

    Psykologi, som jeg oplevede det, var meget abstrakt og kredsede ikke specielt meget om den meget praktiske terapi (som de fleste forbinder med psykologi).
    F.eks. havde jeg fag som: Psykologiens genstand og historie (hvor psykologien stammer fra som fag), Biologisk neuropsykologi (hvordan hjernen fungerer), Udviklingspsykologi (hvordan børn udvikler sig psykologisk), Socialpsykologi (hvordan mennesker fungerer sammen i grupper), Statistik/Forskningsmetoder, etc.. Underviserne har man ikke meget kontakt til, og det sociale fællesskab er som på de fleste andre studier, skulle jeg mene – fyldt med kaffe, kage og hyggesnak i fritiden (og en enkelt fest/fredagsbar eller to).

    Derudover synes jeg ikke at det nødvendigvis diskvalificerer én som psykolog, hvis man har/har haft en diagnose af en art. Måske kan man i nogle tilfælde ligefrem bruge erfaringen i sit job.

    Opsummering (det blev vist et langt svar!): Jeg siger ikke, at de ikke findes – dem som gerne vi lære sig selv bedre at kende. Jeg siger kun, at jeg ikke har mødt særligt mange af dem på de 5 år, hvor jeg studerede – og at man derudover får det svært på psykologi-studiet, hvis man regner med at det er 5 års selvterapi, for det er det så absolut ikke.

  • Jeg har jo osse gaaet i klasse med dig (Aarhus og Fryd) Du kan jo alle tekster paa alle bornesange nogensinde.. ikke kun Disney

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.