Jeg ville ved grød ønske, at jeg var bedre til at networke. Det er en stor fordel i blogland, og jeg er hysterisk dårlig til det. Heldigvis kompenserer I derude ind imellem for mine manglende evner ved at agere netværk helt uden, jeg beder om det. På den måde kommer dagens indlæg fx courtesy of Lærke, som prikkede lidt til sin storebror, der sidder inde hos Fucking Flink. Tak til Lærke! Jeg fucking elsker nemlig Fucking Flink. Jeg har ellers lidt beef med Facebook for tiden, fordi jeg synes, man efterhånden mest ser forargelse og had (og spamkonkonkurrencer og -quizzer), men Fucking Flinks posts er altid et lyspunkt, så jeg takkede pænt ja, da jeg modtog deres udfordring. I har måske set den før. Man får 100 kroner og besked på at bruge dem på nogle andre end sig selv. Jeg hev fat i det meste af min omgangskreds for inspiration til, hvordan jeg bedst gjorde flest mennesker glade, og vinderforslaget kom fra min veninde, Line. Små, glade juleposer uddelt til vidt fremmede mennesker, der godt kunne bruge lidt kærlighed. Poser og hjerte-tags købte jeg i Tiger, og så fyldte jeg dem ellers med godter af forskellige slags. I har måske luret, at jeg ikke helt formåede at holde mig til de 100 kroner, men jeg blev ret investeret i projektet, og jeg er i øvrigt dårlig til at gøre noget halvt. Desuden er det nok alligevel bedre for min talje, at nogle af mine chokoladepenge går til nogen andre end mig! Jeg startede med at uddele poser til de par lokale hjemløse, der ofte står og sælger Hus Forbi i min nærområde. Derefter gik jeg målrettet efter buschauffører, for hold nu kæft, hvor må det tit være nederen at være sådan en i december. Hjerternes fest forvandler sig ofte til en hvem-kan-slæbe-flest-poser-med-i-en-5A-og-vrisse-ad-andre-undervejs-fest, og den er noget mindre festlig.  Jeg var lidt nervøs, faktisk, som jeg cyklede Østerbro tyndt på jagt efter busser. Hvad nu hvis jeg fx rendte ind i en mopset ateist, der mente, jeg skulle holde min juleglæde for mig selv? Eller nogen der decideret nægtede at tage imod min gave? Det er vigtigt at opbygge en slags panik ved selv de mest glædelige begivenheder! Heldigvis har pessimist-Miriam sjældent ret, og jeg modtog store mængder smil i bytte for mine poser. Enkelte troede vist først, at Jehovas vidner var begyndt at blive mere alternative i deres uddelinger af Vagttårnet, men blev meget glade, da de så opdagede, at posen indeholdt store mængder sukker i stedet. Det tog mig et par timer at uddele alle mine juleposer, og jeg cyklede hjem igen nærmest lidt lykkelig over at have uddelt en smule af den overskud og kærlighed, som vi ind imellem glemmer, vi burde have mere af i december. Fucking tak for oplevelsen, Fucking Flink! Frank gik allernådigst med til at posere med en pose, efter jeg lokkede med godbidder. Læs mere