…At neglelak på fingrene skaller af efter en time, mens det på tæerne tilsyneladende kan overleve en atomkrig.
…Friblødning. Nej vent, det vil jeg faktisk meget nødig tale om.
…Hvorfor man uden problemer kan huske teksten til sange, man ikke har hørt i 15 år, men ved grød ikke kan komme i tanke om, hvad man lige gik ud
…Hvem der reelt køber sushi fra Føtex’ køledisk.
…Hvorfor der ikke findes en app, der kan fortælle en, om man kommer til at fortryde ikke at tage en jakke med.
…At Nik & Jay er fem år fra at være midaldrende.
Jeg tror ikke på horoskoper. Ikke bare en lillebitte smule. (Det hjælper heller ikke på det, at jeg halvdelen af tiden er vædder og den anden halvdel tyr, fordi folk ikke kan blive enige om skilledagen.) Alligevel skal jeg altid liiiige se, hvad dagen/ugen/måneden angiveligt bringer mig. I dag kunne jeg ikke lade være med at grine lidt. “Der er
Jeg hører ikke radio, men derfor er det alligevel noget tid siden, jeg fik det med Peter Falktoft, som flere af jer åbenbart har det med Anders Stegger. Hele hans gimmick med at tænke, før han taler, bliver mig ofte en anelse for meget. Og alligevel er jeg altså team Falktoft, når
Jeg synes faktisk, det er pissenederen at være voksen, når det kommer til jul og fødselsdage. Ikke fordi jeg ikke er pjattet med gaver(!), men fordi jeg altid har problemer med at finde ønsker. Jeg savner bare at sætte krydser i et Fætter BR-katalog. Hvis jeg mangler en ny mascara eller viskestykker, så køber jeg dem jo bare selv. De ting,
Jeg kom væk fra det med tilbagebliksindlæg, fordi Blogger lavede deres arkivsystem om, så man seriøst manuelt skulle klikke sig bagud gennem hele året for at nå den ønskede måned. Og det gad jeg ikke. Men nu er jeg på WordPress, som funker meget bedre, så her har I dem tilbage! I får i øvrigt for både februar og marts,
Jeg har sikkert sagt det før, for jeg er en slags mester i TMI, men jeg får ikke PMS en gang om måneden. Næh, min PMS sparer langsomt op og kvitterer med helt uden varsel engang imellem at give mig en dosis super-PMS. Sådan en har jeg lige nu, og jeg er så hormonel, at jeg stort set kan huske, hvordan det var at være teenager. Når man så
Som barn var jeg aldrig så glad for mit navn som til påske. M-I-R-I-A-M. Seks bogstaver, der resulterede i seks prikker, hvilket var vidunderligt gennemsnitligt og gav mig gode odds for ikke at blive afsløret som afsender, når halvdelen af klassen smed et gækkebrev på lærerens skrivebord. Hvis vi havde haft bare en smule hjerneaktivitet, havde
Jeg plejer at bruge mad som guldet for enden af regnbuen, når jeg arbejder. (Jeg ville have brugt udtrykket “som gulerod”, men det kunne måske godt lede til den misforståelse, at jeg belønner mig selv med gulerødder. Det gør jeg ikke. Gulerødder er en topfesen belønning.) Problemet er bare, at når man sidder på sin