Jeg kører på time nummer 29 uden søvn. Langsomt, langsomt bliver jeg sindssyg, mens Frank snorker lystigt fra et tilfældigt objekt i min lejlighed, der udgør hans seneste seng. Jeg kigger misundeligt (høhø) på ham, sætter et nyt afsnit af Grey’s Anatomy på og konkluderer, at hvis de på Seattle Grace/Mercy West/det-nye-navn-jeg-ikke-vil-afsløre-fordi-det-vist-er-en-spoiler
…Var det noget, man skulle prøve? Sådan har jeg tænkt en del på det sidste. Jeg er forsigtigt gået i gang med at skifte de dårlige madvaner ud med nogle bedre nogen (ja, igen-igen), men jeg er bare så dårlig til det. Jeg er nemlig sådan én, der spiser mine følelser, og det er ret skidt, når jeg nu også
Det er pisse-mega-skidekoldt, og udover at være nærmest ikke-eksisterende, så er varmen også røvdyr i den her lejlighed. Plus at den er så dårligt isoleret, at det næsten kan være ligemeget. Hvis jeg fx sætter lys i vindueskarmen, så flakker de vitterligt! Og så fortalte de mig, at det var ren luksus at bo på
Der er rigtig mange af jer, der har kommenteret på indlægget om amerikanerkællingen og sagt, at jeg er sej. Eller rettere, at Ghetto-Miriam er sej. Og modig. Og det er hun bestemt… Men hun er altså lidt en sjældenhed.
Ghetto-Miriam er lidt ligesom Hulken. Der skal virkelig meget til, før hun kommer frem. Faktisk er det kun anden gang, jeg kan
Da jeg holdt spørgerunde for en halv krig siden (se evt. svar her), blev jeg bl.a. spurgt, hvad min største fuldebommert var. Jeg skrev, at den vist hellere måtte få sig sit eget indlæg, men kom helt fra det igen. Fordi jeg er så dejligt konsekvent, I ved.
Jeg kom i tanke om det igen for et par dage siden og har efterfølgende
Chill, folkens, jeg er her stadig. 😉 Det forekommer mig, at I begynder at undre jer lidt over min manglende aktivitet, og det er forståeligt nok. Jeg er jo ikke sædvanligvis hende, der bare sådan holder kæft. Forklaringen er dog enkel: I klassisk Miriam-stil har jeg såmænd bare samlet en gang et-eller-andet op, der viser sig i form af svimmelhed. Masser og masser af svimmelhed. Doktormanden
Det er det mærkeligste i verden. Der er kommet blomster til mig. Sådan rigtige Valentinsdag-blomster. Ifølge kortet er de fra Frank, men et eller andet siger mig, at han 1) ikke er typen, der går op i Valentinsdag og 2) ikke er helt teknologisk eller bare generelt begavet nok til at kommunikere med blomsterhandleren. (I skrivende stund er han fx ved at kaste op
Jeg tog ikke på uni. I stedet tog jeg mine allermest fornuftige (og utroligt hæslige) sko på og gik en lang tur ned til Langelinie i snevejret. Der var søde mænd med søde hunde og familier med overgearede børn. Jeg røg en cigaret og trak vejret dybt og mærkede, hvordan mine overspændte muskler så småt begyndte at slappe af. Helt sikkert den rigtige beslutning.
I aften tager jeg min computer
Nedenstående reflektioner er måske mere kvalificeret til at være dagbogsindlæg end blogindlæg, men jeg har jo fra starten hårdnakket holdt på at være et rigtigt menneske foran jer, så derfor får I det… Hvis I vil. Læsning er valgfrit.
Klokken er lidt i fem (sig u-hu-huu), og jeg kan ikke sove. Det er lidt over halvandet