Ham: “Hej Miriam, bare så du ved det, så har jeg et barn, så jeg kan kun knalde i ulige uger eller i lige uger efter kl 20, hvis det er hjemme hos mig, og vi kan være stille.”
Mig: “Hvis vi kan være stille, så gør vi det forkert.”
Bemærk i øvrigt, at det var hans indgangsreplik. Jeps.
I skal ikke snydes for del to af den her samtale, for han svarede immervæk! Da vi forlod Kokosentusiasten, som jeg har døbt ham, ville han gerne spise imponerende mængder kokosolie af min krop, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorvidt det overhovedet ville smage godt. Og så svarede han:
Ham: “Jeg kan børste tænder i kokosolie, så det skal du ikke tænke på.
Ham: “Hvor vil jeg gerne smøre din krop ind i kokosolie og æde dig som en 7 retters menu. 😉 ”
Mig: …
Mig: …
Mig: …
Mig: “Smager kokosolie overhovedet godt i så store mængder?”
Eller måske er han sådan en, der bruger kokosolie uden smag? Men hvorfor i det hele taget vælge kokosolie? Det forekommer mig at være et virkelig underligt valg, når
Okay, jeg indrømmer, jeg er helt selv ude om nedenstående. Jeg holder pt datingpause, og derfor besluttede jeg mig for – af udelukkende underholdningsmæssige årsager – i fem minutter at swipe ja til hver eneste mand i min Tinder-oversigt. Ser I, de virkelig akavede samtaler tilhører som regel det suveræne mindretal, fordi man ud fra mandens billeder og hans generelle profil
– Mænd, der skriver *ss* eller *smiler* i stedet for at bruge en emoji. Vi er ikke i 90’erne mere.
– Mænd, der siger “slap af!” Det har aldrig i verdenshistorien fået en kvinde til at slappe af.
– Mænd, der spiser en halv Mars-bar og lægger resten i køleskabet.
Jeg havde talt med i ham i nogle dage. Det var ret lovende. Han kunne godt lide at bruge sin fritid på håndværkerprojekter, og jeg øjnede en mulighed for endelig at få fikset hullerne i min soveværelsesvæg. Så i går fandt følgende samtale sted:
Ham: “Hvad laver du?”
Mig: “Ikke voldsomt meget i øjeblikket. Jeg er lige ved at planlægge en hurtig tur til Jylland.”
Men hov, havde jeg ikke en date? Jo, det havde jeg. Med tryk på havde.
Here’s what happened: Vi havde lidt problemer med at finde en dag, hvor vi begge to kunne. Vores kalendre clashede simpelthen ganske uheldigt. I mellemtiden skrev vi en del sammen. Vi havde ret fin kemi på skrift, og jeg så frem til at mødes med ham.
Ham: “Jeg ser ikke andre end dig.”
Fire dage
Advarsel: Jævnt meget klamhed nedenfor!
Ham: “Synes du 13 cm er småt?”
Mig: (Ingen respons)
Ham: “Må jeg ikke slikke dig ren efter en med en stor pik, søde?”
Mig: (Ingen respons)
Ham: “Øv… :)”
…Og så tror jeg bare, vi lader den ligge der.
Jeg kan ikke finde ud af at rebounde. Jeg har ellers forsøgt. Men hvor det vist er meningen, man skal forsøge sig med en mand, der er i en helt anden boldgade end ham, der lige har stepdanset hen over ens hjerte, så går jeg målrettet efter at finde hans dobbeltgænger. Samme udseende, samme stil, samme branche.
Et par ting, der er nyttige at vide forud for nedenstående samtale:
1) Jeg afskyr at blive kaldt “smukke” af vildt fremmede mænd.
2) Jeg har et stort behov for modspil hos en mand, så jeg er næsten altid kæk fra starten for at finde ud af, om han kan give igen eller bliver skræmt væk… Det er ikke den her form for “give igen”, jeg er ude efter.
Hvorfor skal I mase