Jeg kæmper lidt med at finde hoved og hale i alting. Normalt skriver jeg mig ud af ting, og jeg gjorde et ret ihærdigt forsøg på at sætte ord på, hvordan hulen Tinder-manden har kunnet forvandle mig til så sørgeligt et menneske, men det endte med at blive en længere novelle med alt for meget ynk og alt for få punktummer. Jeg prøver igen i morgen.
Der er flere, der har spurgt ind til,
Der er flere, der har fortalt mig det over længere tid. Også nogle af jer. At Tinder-manden måske ikke var helt så oprigtig, som jeg gav ham credit for. Jeg stak fingrene i ørene og råbte “LALALALA”, mens jeg krampagtigt holdt fast i, at vi havde haft noget ægte. Det var så ægte for mig, jo. Hold kæft, hvor var jeg vild med ham.
I dag fik jeg så endeligt bevis for, at
Ham: “Nå, men hvad har du ellers lavet i dag?”
Mig: “Du ved, spist chokolade og tudet ned i pelsen på min kat, fordi det er valentinsdag, og jeg er single…”
Til mit forsvar havde vi lige haft en samtale om at være vildt akavet, og jeg ville bevise, jeg kunne være med på hans niveau. Mission accomplished! Og nej, han har ikke unmatchet mig… Endnu. 😉
Det er ikke altid drønpraktisk, det der med at have en blog, når man er på datingmarkedet. Online stalking er gået hen og blevet ganske legitimt, og vi har allerede konkluderet, at jeg er ret nem at opstøve. Alligevel er det aldrig rigtig noget, der har virket til at være et problem. Indtil nu.
Tre gange i streg er jeg nu blevet kasseret på grund af bloggen. When it rains, it pours. Det
Ham: “Hej Miriam. I stedet for de sædvanlige standardspørgsmål, så lad os gøre det mere interessant! Lad os starte med at fortælle hinanden en hemmelighed i stedet. Hvad siger du?”
Mig: “Okay, du begynder!”
Ham: “Jeg havde engang sex med en tutor på uni, der var 25 år ældre end mig.”
Mig: “Jeg
“Hvordan har du det?” Det svarer jeg en del på for tiden, og jeg har det faktisk okay. For det meste. Flere dage decideret godt. Og når tristheden rammer, så kan jeg sågar nogle gange kigge på mig selv lidt ovenfra og forsøge at smile af, at en mand formåede at komme så langt ind under huden på mig
“Man skal rejse sig ved det træ, man er faldet,” tænkte jeg for mig selv, da jeg forsigtigt begyndte at swipe rundt på Tinder igen. Sidste gang nåede jeg kun at bruge app’en i tre dage, før Tinder-manden dukkede op,
I går havde jeg besøg af Lortemor. Eller, jeg kalder hende mest bare Trine, for jeg synes i virkeligheden, hun er alt andet en lortet. Den vakse læser vil jo have opdaget, at vi begge døjer lidt med hjertesmerte i øjeblikket, og selvom Trine fik fordelen/ulempen ved at komme væsentligt længere ind i et reelt forhold, så er det alligevel
Jeg er blevet overhældt med kærlighed. Et stort, varmt tæppe af virtuelle krammere og trøstende ord. Og de hjælper. De trænger ind, og de varmer. Men der var også de andre. Dem, der kaldte mig dramatisk og melankolsk og sagde, jeg skulle tage mig sammen. De gjorde naller. For når man smider paraderne og skriver et bundærligt indlæg om, at håbet er bristet, så er der ikke meget tilbage
Jeg vågnede op til en besked fra ham. Den var iskold og klichéfyldt. At han har erkendt, han ikke kan give mig det, jeg har brug for og derfor vælger at afslutte vores forhold. At han håber, jeg finder en anden, for det fortjener jeg. Modsat mig er Tinder-manden et meget rationelt menneske, og jeg var straks klar over, at han allerede har lukket helt ned. Jeg er typen, der svælger i min sorg