Omvendt slutshaming

I dag skal vi tale lidt om omvendt slutshaming. Slutshaming er meget oppe i tiden pt og er ganske simpelt folk, der ynder at være fordømmende over for kvinders seksuelle opførsel eller bare deres antagelser herom. Som regel fordi den overskrider deres egen grænse for, hvad der er anstændigt. Det kan vel næppe komme bag på nogen, at den slags forekommer. Der findes trods alt intet bedre i verden end at hævde sig selv ved at pege fingre af andre! Omvendt slutshaming er så selvfølgelig det omvendte: Folk, der ynder at være fordømmende, fordi nogens opførsel ikke er seksuel nok. Det lyder lidt åndssvagt, men er ikke desto mindre ganske udbredt – især i kølvandet på det fænomen, der hedder straight white boys texting. Okay, vi vedkender os med det samme, at navnet er uheldigt. Det kommer sig af denne tumblr, som dog gladeligt erkender, at swbt altså ikke er nødvendigvis hænger sammen med hverken seksualitet, hudfarve eller for den sags skyld køn. Omend jeg vil vove at påstå, at der er noget længere mellem de kvindelige forbrydere. Det ændrer dog ikke på, at straight white boys texting-fænomenet eksisterer, og hvis man har været ude i datinglivet for nylig, har man sandsynligvis oplevet det personligt. Det er ganske basalt nogle fyres trang til på uendelig akavet vis altid at skulle mase emnet sex ind i en samtale. Det opleves nok mest i starten af et bekendskab og i særdeleshed, hvis man har mødt hinanden i byen eller via fx Tinder, men uanset mødested er det stadig enormt kikset. Der er elegante måder at tale om sex på, og så er der swbt, som altid er både morsomt og temmelig sørgeligt. Dog heldigvis mest morsomt.  Jeg skal selvfølgelig understrege, at jeg per definition intet har imod sexting. Tværtimod anbefaler jeg det gladeligt – især hvis man er ude i noget langdistance. Men det kræver altså, at begge parter er med på idéen, og at stemningen opstår naturligt. Omvendt slutshaming opstår som regel, når fyren meget aggressivt forsøger sig med noget dirty talk, og pigen takker nej. Det er ikke alle mænd, der er gode med en afvisning, og responsen kan være alt fra  “Ups, autocorrect” til “Haha, det var bare en joke!” Men ind imellem beslutter fyren sig for, at hans afvisning er pigens skyld. Det er noget galt med hende, fordi hun ikke straks hopper på limpinden. Og her er det, man kan se frem til at blive kaldt alt fra kedelig til snerpet, og hvis man er rigtigt heldig, får man måske at vide, at man er en klam/fed/grim so, og at han slet ikke var interesseret til at starte med. Mmm, vi elsker mænd, der accepterer nederlag med den slags elegance. Jeg har altid været af den overbevisning, at straight white boys texting var et symptom på manglende (social) intelligens og/eller alder. Og så rendte jeg ind i Superman Jensen. Jeg har allerede hintet, at hans fokusering på det seksuelle ligesom var dealbreakeren, og det er ikke at sige for lidt. Alting endte med at handle om sex med ham. Til sidst havde jeg slet ikke lyst til at føre en samtale med ham længere, fordi jeg vidste, at han på den ene eller den anden måde ville bringe emnet på banen, og jeg igen skulle give en afvisning og derefter enten skulle igennem flere overtalingsforsøg eller høre på, hvor kedelig jeg var. Selv når jeg gav efter og forsøgte at lege med, gjorde jeg det ikke godt nok. Mere vil have mere. Til sidst fortalte jeg ham direkte, at jeg slet ikke var tryg nok ved ham til at give ham, hvad han var ude efter. Og at jeg faktisk syntes, hans opførsel var en kæmpe turnoff. Det hjalp ikke en fløjtende fis, og så røg han ud. Men here’s the thing: Jeg synes faktisk ikke, jeg er hverken kedelig eller snerpet. Jeg vil ikke gå i detaljer af hensyn til min mor, der læser med, men jeg kan altså godt skaffe nogle referencer. Og jeg bliver i øvrigt altid velfortjent plørefuld, når vi leger “jeg har aldrig”. Jeg vil bare helst være kinky med en mand, jeg har fuld tillid til. Det er meget sjovere. Og helt ærligt, internettet flyder med porno – hvis man har et behov for at se nøgne bryster, så er der rig mulighed for at få sit ønske opfyldt. Jeg kan virkelig ikke se det frække i, at jeg skal ligge i min seng og forsøge at tage grumsede billeder af mig selv i stadigt mere desperate stillinger for at undgå at se tyk ud. Det får mig ikke in the mood. Det får mig snarere meget, meget langt derfra. Og hvis jeg ikke synes, det er frækt, så er det helt okay. Og jeg ville egentlig sætte pris på, hvis visse mænd ville holde op med at forsøge at bilde mig andet ind. Tak. Læs mere

The Ones That Got Away

1. Ham den søde fra Århus Universitet, der også var sprognørd, og som virkelig lignede Owen Hunt.

2. Ham der var ret gode venner med ekskæresten og i virkeligheden et noget bedre match til mig. På den måde er jeg ret træt af alle de der uskrevne regler om fy-fy-dating i eksers omgangskreds.

3. Min svogers bror. Ikke fordi jeg nogensinde har haft

Læs mere

Dad bod? Don’t Mind if I Do!

For et par måneder siden var “dad bod” et af de mest populære internetemner i verden. Samtalen gik på, om kvinder i virkeligheden hellere vil have en “farkrop” – dvs en stærk, men stadig blød krop – end den sixpack, som Fitness World fortæller os, er the shit. Personligt syntes jeg egentlig, diskussionen var lidt uinteressant, fordi den jo essentielt handler om personlige præferencer, og der er folk bare forskellige. Blød eller hård, Britney eller Christina – det er mig fuldstændig ligegyldigt, hvad folk foretrækker. Og så var det, jeg på min Facebook feed fik smækket et billede op i synet af Peter Falktoft i bar overkrop med teksten: “Den medieskabte ‘hype’ om ‘far-kroppen’ er ren og skær leflen for middelmådighed og dovenskab. Stop det. Tak!” Og så blev jeg pludselig lidt træt. Jeg har det generelt lidt stramt med Peter Falktoft. Han er pisseskarp og dygtig til sit job, men han synes også lige, han er lidt federe, end han i virkeligheden er. Jeg ville kalde ham den danske Kanye West, men han ville stensikkert tage det som en kompliment, og det er egentlig ment som det modsatte.  Personligt tiltrækkes jeg ikke af sixpacks. Objektivt set synes jeg, det er imponerende, at man på den måde kan manipulere med sin krop, og jeg har alt muligt respekt for de mennesker, der lægger så mange regelmæssige timer i et fitnesscenter for at få det look, de ønsker, men når jeg kigger på de mænd, jeg helst vil hive med i seng, så vinder dad bod’en stort. Som billedeeksemplet viser, er jeg fx meget mere til Parks & Rec-Chris Pratt end Jurassic Park-Chris Pratt. Det er min personlige præference. Ligesom man kan være til store eller små bryster og skaldede fyre eller dem med Edward Cullen-hår. Og det er der ikke det fjerneste galt med. At begynde at råbe af folk, at de “lefler” for middelmådighed og dovenskab, fordi de ikke har samme kropslige idealbillede som én selv, det er fandme dumt. Man behøver ikke have sixpack for at være i fin form, og i min bog er muskelmasse altså absolut heller ikke afgørende for ens status på middelmådighedsfronten. Kommentarerne på billedet fortalte vist også Peter Falktoft, at det ikke var det heldigste statement at komme med, og han redigerede efterfølgende teksten ikke færre end ni gange. Han endte til sidst på den lidt tammere: “Den medieskabte ‘hype’ om ‘far-kroppen’ skal lige skrues lidt ned!”, som i samarbejde med billedet af hans bare overkrop fik det til at lyde, som om han var lidt pigesur over, at hans tonede fysik ikke længere fik den opmærksomhed, den fortjente. Det morede jeg mig en del over… Nej, helt enig bliver jeg nok aldrig med ham Falktoft omkring, hvad “den gode krop” er, men så kan jeg jo trøste mig med, at jeg alligevel ikke vil have hans non-dad bod, og han stensikkert heller ikke vil have mig og min middelmådighed. 😉 Læs mere

Uddrag fra en dagbog #3



I dagens cringeværdige afsnit stifter vi igen bekendskab med R fra første indlæg i serien. Det var et meget sejlivet og i øvrigt utroligt voldeligt crush!


Søndag d. 6/6 1999 (Miriam, 13 år, 6. klasse)

Jeg så R i fredags. Han blev ved med at slå mig med sin meget grimme paraply. Så sagde jeg, han var en mandschauvinist… osv. Og fik bank igen. Da jeg sagde, han og RB var et sødt

Læs mere

Dagsformen

På den postive side:

  • Jeg er med i denne uges Femina og faktisk okay tilfreds med billederne, selvom jeg normalt undgår smil-med-tænder, fordi det får mine læber til at forsvinde totalt. 

  • Besøg i Randers’ bedste rodebiks, der primært forhandler restpartier og kollektionsprøver, resulterede

Læs mere

Maj 2014

I maj sidste år gjorde jeg mig altså faktisk ikke i ret meget andet end hemmeligheder og Paradise Hotel, men de par indlæg, der havde andre emner, får I her:

Jeg råbte og skreg om trælse ting, bloggere gjorde. Og det var kun nogle af dem, der udsprang af rendyrket misundelse! 😉

Jeg afslørede

Læs mere

Date Night!

Og hvordan gik den så, den store date? Overraskende godt. Jeg havde nok også håbløst lave forventninger, så jeg kunne næsten kun blive overrasket positivt, med mindre han havde vist sig at være nynazist.

Vi var hjemme hos ham. Alle kloge råd i verden ville nok anbefale et neutralt sted ude i offentligheden, men helt ærligt er første

Læs mere