Efteråret er officielt kommet. Og selvom jeg i princippet egentlig ret godt kan lide efteråret, og det er mægtig fint med dets brændte farver, (som i virkeligheden repræsenterer døende natur, hvilket er lidt klammo,) så er der bare også så mange nederen ting ved det.
I dag havde jeg strømpebukser på for første gang.
Apropos smukke mennesker… (Jeg burde måske lave en FAQ til bloggen, hvor jeg bl.a. forklarer, hvad Jensen Ackles’ fjæs laver i så mange indlæg, så nye læsere ikke bliver forvirrede.)
Sig mig, er det mig, der har ændret radikalt smag, siden jeg startede som bloglæser, eller er der gået fuldstændig candyfloss i modeblogland? Jeg er helt med på, at der er et kæmpestort marked
Da jeg i sin tid missede den fantastiske Barbie-sweat, besluttede jeg mig for at købe en trøstepræmie i samme dur. Mentalt er jeg tilsyneladende mest af alt et barn i 80’erne. Gid, jeg var det reelt
Min krop opfører sig sært. Jeg har afsindigt ondt i den der sektion, man ikke helt kan finde ud af, om er det nederste af maven eller det øverste af underlivet. Det sådan stikker, nærmest. Så jeg ligger en hel del stille. Normalt ville jeg spørge Google om hjælp, men man skal ikke google sygdomssymptomer, med mindre man savner at gå og
Blogland er på mange måder et sært sted. Vi stjæler fra hinanden med arme og ben og kalder det “inspiration”, og der er en usagt aftale om, at det er helt okay. It’s fashion, darling. Alle gør det. Og jeg synes faktisk også, at folk er ret seje til lige at give deres inspirationskilde credit: “Jeg købte den her, fordi jeg så den ovre hos tilfældig-medblogger”
Jensen er allerede i gang igen. I ved, hvad det betyder…
Det her indlæg kommer til at give massivt backlash. Og det er jeg okay med. Eller, det vil sige, jeg vil naturligvis helst være fri og modtage udelukkende likes og stående bifald, men sådan fungerer verden ikke, og budskabet bag er vigtigt nok til, at jeg vil udgive det, selvom det fra et PR-mæssigt synspunkt nok ikke er klogt.
Ugh. Jeg føler mig virkelig psykisk drænet i disse dage. Efter en dejlig sommer fuldstændig fri for bekymringer, kommer alting pludselig væltende ind over mig på én gang. Studie, behandling, rådden økonomi – én stor pærevælling af pres, jeg ikke kan få fjernet fra over mit hoved. Som det utroligt voksne og modne
Hvis Frank var tyk…
Det her indlæg har været undervejs et stykke tid, men jeg har været lidt iffy omkring, om det virkelig var noget, der var nødt til at blive skrevet i dag, hvor kvindesamfundet flyder over med elsk-dig-selv-som-du-er-opfordringer. Og så læste jeg en kommentar på blog, der gjorde mig mega pissed. Mega-mega pissed. Den gik ca. sådan her: Pige, der måske vejer
Jeg er glad for at kunne berette, at Frank er hjemme igen, så I kan godt ånde lettet op! 😉 Klokken lidt over fem i morges opgav jeg at falde i søvn og listede mig udenfor, hvor jeg forsigtigt prøvede at kalde ham til mig. Det tog kun en håndfuld sekunder, så